Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

“Nu lukker de ikke skolen, vel, mor?”

Jeg orkede ikke endnu et pressemøde og alle de mange forklaringer. Uanset hvor pænt man pakker den ind, så stinker en lort bare så meget!

Vores søn går heldigvis i 4. klasse, så han er i skole igen. Det er så godt. Han er så glad for at se sine venner igen. Når man er enebarn er skolen ekstra vigtig.

Da vi spiste, kiggede han på mig og sagde “nu lukker de ikke skolen, vel, mor?” og jeg kunne heldigvis svare nej til det.

Han er så glad for at være tilbage. Han og hans venner gør alt, hvad der bliver sagt, for de har fået at vide, at hvis de ikke gør det, så lukker skolen igen.

Det er et stort ansvar på en lille person.

Skolestart – igen

I aftes var der travlhed før sengetid. Skolestart i morgen? Skolestart i morgen!!? Madpakke, drikkedunk, nøgler, spidse blyanter, hvilke bøger skal med? Og er der luft i cyklen? Er der batteri på skole ipad’en?

Knægten var helt klar. Han slog øjnene op, krammede mig og slog dynen til side, og så var han oppe. Han fik spist morgenmad, fik varmt tøj på og var hurtigt ude af døren sammen med min mand. Lejligheden virkede uvant forladt, og så stod jeg der som den sidste. Det er så længe siden, at han har været ude af døren og i skole om morgenen, men han er helt parat, og han glæder sig.

Sænk ambitionsniveauet

Det føles angstprovokerende og kontroversielt i en verden af perfektionister at slå ud med armene og ganske enkelt sænke ambitionerne. Men det er det eneste rigtige for os i en situation som denne: Coronaramt hjemmeskole kombineret med lockdown, tyndslidte forældre toppet med fuldtidsarbejde. Jeg har indgået en aftale med min indre chief whip om at sænke ambitionsniveauet.

Learning fra hjemmeskole i lockdown #1

Min erfaring fra første lockdown er, at i takt med at jeg sænkede ambitionerne, gled arbejdet og hjemmeskolen bedre. Trivslen steg og jo mere lærte vores søn, samtidig med at jeg faktisk fik arbejdet. Det med indlæringen er i øvrigt et faktum, for det blev undersøgt; vores søns klasse ligger lidt over niveau med 3. klasser tidligere år. Selvom de altså var i hjemmeskole i en måneds tid og derefter fik nødundervisning resten af skoleåret.

Hjemmeskole oveni en Coronaramt hverdag er lidt som at lave en julemiddag mit alles hver eneste dag .. det ville jeg jo aldrig byde hverken min familie eller mig selv

Det svarer nogenlunde til at lave en julemiddag hver dag. Der er fuld fart på alle blus, og hverken rødkål, brune kartofler, sauce, and eller flæskesteg må futte af. Det er nok grunden til, at det kun er jul én gang om året. Hvis det var jul hver dag, ville vi automatisk sænke ambitionsniveauet. Vi ville ikke lave mad en hel dag hver dag .. og da slet ikke på 4 blus og i 2 ovne på samme tid.

Så hvorfor er det så lige, at jeg alligevel tænkte, at det var det, jeg havde tænkt mig at gøre? Jeg kan ikke engang multitaske! Intet bliver særlig godt, når jeg laver flere ting på en gang. Min erfaring fra lockdown #1 i marts er, at ingen trives særlig godt, for vores hjem blev et minefelt fyldt med mine frustrationer, dårlige samvittighed og underskud. Normalt når man har en dårlig dag, går man hjem og slapper af og lader op. Men der er man jo allerede. I værste fald kan der ske det, at hjemmet ophører med at være et hjem, men bliver skole/arbejdsplads/kampplads. Not good.

Hjemmeskole med mor? .. nej, ellers tak, du gamle!

Heldigvis nedlagde vores søn veto. På årets første skoledag bad han os holde os væk, fordi vi er pinlige, og fordi han ikke har brug for os. Jeg havde ellers forberedt mig på at arbejde hjemmefra side om side med ham ved spisebordet, men NUL! Det nægtede han. Jeg var skeptisk og mistroisk og lurede på ham. En 11-årig digital native i 4. klasse alene hjemme med hjemmeskole ..?

Jeg har fuldstændig undervurderet ham. Han styrer selv tjek-ind til timer, tid i break out rooms med arbejdsgrupper, dialog med læreren, frokostpause… Han kender klassereglerne på Teams, forstår at række hånden op, osv. Han kører Teams via Ipad eller sin gamer pc.

Takket være skolen, lærerne og dygtige unger er det muligt

Det geniale er nemlig, at skolen uddannede ungerne i at anvende Teams allerede i efteråret, da de kunne se skriften på væggen. Det er intet mindre end genialt. Ungerne arbejder i app’s, som de kender fra skolen, og som allerede er installerede og testede.

Forældreengagement er ikke nødvendigt, vi er simpelthen blevet faset ud – præcis som det skal være i 4. klasse. JA – jeg har sendt ros til knægtens lærere – de er verdensklasse ❤

Status på hjemmeskole uge 1

Status efter en uge er, at knægten deltager i alle sine timer, han får læst, får løst opgaver både alene og i grupper. Han er del af sin klasse, han er social. Han har sine drenge, sit team og et formål hver dag. Han er i dialog med sine lærere. Han oplever, at vi tror på ham. Stoler på, at han gør det, han skal – og at vi tror på, at han kan.

For mig er det vigtig læring for ham. Det er (også)det, det handler om. Og det gør, at vi nu begge går på arbejde, og han hjemmeskoler sig selv derhjemme. For nu er det okay. To uger går nok. Men vi glæder os til at komme ud på den anden side ❤

Nåja, det er også vigtig læring for mig 😀

Tilbage til hverdagen .. sort of!

Så vendte vi tilbage til hverdagen .. en slags hverdag med flere restriktioner og en ny runde hjemmeskole. Det er helt sikkert IKKE, hvad jeg ønskede mig til jul og slet ikke det, jeg håbede at begynde 2021 med 😀

hvordan går det med hjemmeskolen?

Knægten går jo i 4. klasse, og han er hidtil sluppet for hjemmeskole på Teams. Med andre ord, er han slet ikke trænet i at begå sig i et virtuelt klasselokale .. endnu da, for håbet er som bekendt lysegrønt!

Skolen startede i dag 12:15, og han nægtede at sidde sammen med mig (det er PIIINLIGT, mor!), der arbejder hjemme af samme årsag. Han efterlod sin egen Ipad og mobilen hos mig og forsvandt ind på sit værelse med skoleIpad’en.

Han dukkede op efter blot 10 minutter, midt i matematiktimen og spurgte: “Moar, må jeg lave popcorn? … nå, ikke” svarede han og grinede og forsvandt igen, da han så mit måbende fjæs.

Senere var vi nødt til at lukke døren til hans værelse, fordi han råbte så højt, og kammeraterne grinede, så det gjaldede gennem hytten. Jeg kiggede ind og forsøgte at få ham til at skrue ned for den højlydt entusiastiske tilgang til skolearbejdet (!). Ungerne lavede matematik i grupper. “HVOR MANGE PROCENT AF ELEVERNE ER SÅ TILBAGE I KLASSELOKALET?” var der en, der brølede. Jeg lukkede døren udefra. Svaret er: NUL procent.

Efter 1 1/2 time var skoledagen forbi, og jeg spurgte ham pædagogisk “hvad har du lært idag?” – “Intet!” svarede han begejstret og gik ind for at snakke (højlydt) videre med sine venner. Og så lavede han popcorn.

Jeg håber, at der er noget lærdom, der smitter af på ungens hjernebark. Og så krydser jeg fingre for, at det ikke kommer til at vare for længe … Det er på sin egen måde sjovt og skørt. Jeg har taget billeder til vores fotobog, for ingen vil om 20 år tro på, at det var sådan, at det var den 4. januar 2021. Vi vil fortrænge alt det her, når det engang er forbi. Så jeg accepterer dette vilkår og prøver at flyde med strømmen her. Det er forbigående, og så må vi indhente det senere. I mellemtiden vil vi prøve at få det bedste ud af det. Det er jo også en slags nytårsforsæt 😀

Det er ikke HELT sådan det foregår hjemme hos os!
Photo by Valery on Pexels.com
Vi er mere ovre i noget cirkusagtigt – og meget gerne med popcorn til!
Photo by Vidal Balielo Jr. on Pexels.com

Coronaramt hverdag

En lille update på hvordan vi får det til at hænge sammen i vores hverdag

Hvordan går det med skolen?

Knægten klarer det meget godt, selvom der er situationer, hvor det selvfølgelig bare er irriterende med alle de restriktioner. Det er ingen overraskelser, aflyst lejrskole, ingen skolefester, sociale begrænsninger, ingen fødselsdage… Hans klasse er indtil videre gået fri for Covid-19.

Idræt foregår fortsat udendørs uden omklædning. Svømmeundervisningen er udskudt på ubestemt tid. Lærerne har forberedt klassen på, at undervisningen kan foregå på Teams, når/hvis der kommer et Coronaudbrud i klassen.

På den ene side er jeg glad for, at skolerne er åbne, fordi det er vigtigt for knægten at lære noget og være sammen med sine jævnaldrende, se sine venner irl, og simpelthen få noget normalitet ind i livet.

På den anden side er skolen nok den mest sandsynlige smittekilde for os som familie. De 10-19 årige er hårdt ramt. Vi er nødt til at stole på, at alle bruger deres sunde fornuft.

.. familien?

.. med de sociale kontakter?

Hvad der gør hele processen endnu vanskeligere er altid spørgsmålet om, hvordan andre håndterer foranstaltningerne. Holder du afstand? Giver vi en albue eller en krammer? Hvis jeg vidste det helt sikkert, ville jeg undgå det kejtede komiske øjeblik, der opstår, når man mødes. Spontaniteten er gået fløjten. Uheldigvis har vores dreng ingen søskende, så indimellem er der længe mellem legeaftalerne

.. med hovedet og hjertet?

Jeg behøver vel ikke at nævne, at det er svært at navigere i, og det ikke føles godt. Jeg tror, at vi alle har det sådan. Jeg er mere tyndhudet og følsom end normalt, og jeg farer hurtigt op. Jeg har dage, hvor jeg ikke kan se nogen og alt glæden er væk fra mit sind. Nyhederne er frustrerende, og katastroferne væltede ind; Minkavlernes endeligt, regeringens ligegyldighed med Grundlov og folkestyret, det amerikanske valg, Hviderusland og Polen, terrorangreb i Frankrig og Østrig, klimaændringer og og og … og så lige ‘dagens smittetal’ . Det gør mig skør.

Ikke kun selve nyheden, men de vanvittige kommentarer til den, de mange mennesker, der sætter sig i positionen som benægtere og trivialister, uanset hvad det handler om. Denne sort-hvide opfattelse af verden gør mig skør. Verdens elendighed gør mig skør. Min egen hjælpeløshed gør mig skør. Usikkerheden gør mig også vild. Og alligevel prøver jeg at modvirke de små ting, bevidst føle og skabe smukke øjeblikke og dermed ikke kun holde hovedet over vandet, men også min familie. Det er utroligt udmattende.


Vi snakker meget. Vi bruger tid sammen. Vi spiller, vi ser film, vi krammer og læser. Vi elsker tømmermænd som en skør og glæder os over ham. Vi skriver og foretager telefonopkald og sender frem og tilbage fotos med familien i Rheinland, som vi meget savner. Vi tænker på ting for at gøre hinanden og de kære langt væk lykkelige. Vi holder af hinanden, og på en eller anden måde er det den eneste ting, der stadig er rigtig god. Når jeg tænker på det, indser jeg, at det er ret meget. Det hjælper mig derefter med at tage det næste skridt igen. Og så det næste. Og så den næste.

Børnene er modige. At gå i skole giver dig stabilitet og struktur og også en følelse af normalitet. Det faktum, at denne normalitet er så vildledende og skrøbelig og kan til enhver tid vælte til næste karantænetilstand, hjælper ikke nøjagtigt. Men i det mindste. Normalitet. Det mindste af deres problemer er, at børnene skal bære masker hele tiden i skolen og på vej der i bussen / toget. Jeg tror ikke, de ser det engang som en væsentlig begrænsning. Sådan er det bare nu, de forstår hvad pointen er, og det er godt.

Hvad gør jeg for at bevare forstanden?

Indføre en digital solnedgang

Jeg har skruet ned for nyhedssurfing. Jeg har bemærket, at breaking news og dårlige nyheder i rå mængder har en negativ effekt på mig. Jeg bliver trist eller gal i låget. Så derfor ingen nyheder på mobilen før sengetid. En slags digital solnedgang. I stedet læser jeg på Mofibo. Jeg læser bøger i bittesmå bidder; 1 minut her, 2 minutter der. Det fungerer perfekt – det kan man sagtens. Det er jo præcis sådan jeg læser nyhederne; lidt her, lidt der. Nu læser jeg bare noget andet end nyheder. I sidste uge læste jeg Bjørneby og Os mod dem. Nu er jeg i gang med

Mere motion i den friske luft.

Online yogakurser eller lignende er godt og godt, men intet rydder dit hoved såvel som et løb i parken eller bare en tur eller et skød på cyklen. Især nu, hvor de sidste guldrester i oktober stadig kan ses så pragtfuldt overalt er ikke rigtig koldt endnu, det glæder mit hjerte og beroliger mine tanker. Det er lidt som trampolineffekten på børn

Mere overblik over de små ting.

Jeg kan ikke ændre verden, jeg kan kun prøve i lille skala at gøre min verden, mine omgivelser til et bedre sted. At være god for mig, være god for min familie, men også for mine venner og mine naboer, for de mennesker, som jeg virkelig kan være behjælpelig med. Doner, støtte, synliggør, tal ud, vær der, lyt og i figurativ forstand min hånd og min plads ved min (virtuelle) ild

Træk vejret mere bevidst.

Jeg praktiserer dybe indåndinger og udstrækninger af kroppen. Nu hvor jeg ikke længere løber og heller ikke for alvor kan gå ture, så er jeg nødt til at gøre noget andet for at mærke, at jeg lever. Sæt dine fødder godt på jorden, og lad din ånde komme roligt og dybt ind. Det beroliger mig, når mit hoved bliver skørt, og smittekurven er omvendt proportional med min humørkurve.

Forkølelse = forkælelse i en Coronatid 🦠

Efter en lang uge hjemme med forkølelse er vores store knægt tilbage på banen. Han har ikke været særlig syg, men jeg synes, at det er en dårlig ide at sende et forkølet barn i skole især nu. Dels af hensyn til at smitte kammerater og lærere, men også især for at undgå, at han får puttet Coronavirus op i næsen, når han tørrer snot væk. Det første tilfælde af Corona på hans skole blev nemlig konstateret ugen inden, og vores kommune er nu i rød, så smitten er ‘derude’.

Derfor var han hjemme hele sidste uge med sin snotnæse. Bortset fra en del snot var han frisk og glad. Ingen feber, ingen hoste, kun snot. Han nød at slappe af og se masser af film på Disney Plus, samt game med sine venner.

Hans kammerater havde ‘flex-uge’ i sidste uge, dvs. en slags tema-uge, hvor det normale skema er ude af drift. De skulle lave en 5 minutters præsentation af et selvvalgt emne fra jernalderen. Den lavede han torsdag-fredag, og så var han på omgangshøjde med sine kammerater.

Han var IKKE glad for at skulle i skole i morges, men han kom afsted i god tid, og så var den uge i gang!

Septemberlisten

Her på kanten af september er det fantastisk dejligt vejr, og jeg håber, at det fortsætter. Vi har en del planer i september – og jeg ville ønske, at jeg kunne undlade at nævne Corona, but that bitch is here to stay.

Det er dag #1 i efteråret. Jeg er ikke klar. Som i SLET ikke klar. Jeg vil have mere sommer, mere sol på skindet… Bevares, det er da hyggeligt at sidde i en mørk stue, pivfryse og sippe te, men who are we egentlig kidding? – det er jo som fangen, der fatter kærlighed for fængselscellen!

Jeg tror, at det bliver en laaang vinter (og det har jeg allerede sagt til mine omgivelser 100 gange i denne uge). Hvergang en af os har det mindste kradsen i halsen eller snot i næsen, skal vi isolere os, vente 2-4 dage på at blive testet og yderligere 2-3 dage på svar. Vores søn har normalt løbenæse fra november til marts… så jeg ser på ingen måde frem til vinter.

Men lige nu er det jo ‘kun’ efterår 🍂🍁🐿 September ligger blank og ubrugt foran os, og vi har ikke de store planer. Ingen udlandsrejser, ingen koncerter eller store oplevelser. Mest hverdag, en stor fest og ellers mindre sammenkomster ❤️

  • Jeg vil fortsætte med at løbe om morgenen, indtil jeg intet kan se i mørket.
  • Jeg vil cykle mere; snuppe en omvej, når vejret og tiden er til det.
  • Jeg vil sigte mod at få 10.000 skridt på bogen hver dag
  • Jeg vil fokusere på at undgå snacking. Det går bedre, men hvorfor har jeg trang til at spise alt inklusiv bordpladen sidst på dagen? Jeg prøver at holde mig til ærter – men nu er ærterne tit melede. Kan edamame redde mig? Tyggegummi, tandpasta? Kontaktlim på læberne?
  • Forældremøde med kun en forælder pr barn. Det er meget sjovere at deltage i og ikke mindst evaluere forældremøder sammen med min mand. Kunne man mødes på Zoom i stedet?
  • Skolefoto og frisør – ungen har pt en solmoden høstak på hovedet. Skolefotoet skal jo være årets julegave, så håret skal være pænt inden fotoshoot.
  • Her gik man og troede, at SFK var billigere end SFO. Men det viser sig, at barnet skal have (gen)opfyldt sin konto flere gange om måneden til Cup Noodles, iste, snacks og fredags slush ice..
  • Samme dag som forældremødet fra 18-20, er det velkomstarrangement i SFK fra 17-19 (!) og frisør kl 16, for skolefoto er dagen efter. Resten af september bliver roligere, tænker jeg?
  • Vi skal holde minifødselsdag for knægten, og vi skal selv til en lille familiefødselsdag i nærmeste familie.
  • Jeg skulle mødes med mine gamle kolleger, men det er pt aflyst. Jeg mødes i stedet med min tidligere kontor-roomie til en tur, en snak og lidt mad.
  • Jeg plejer også at mødes med mine veninder fra gymnasiet – vi aflyste i marts, i juni og nu har vi talt om at ses. Vi taler om en middag ude måske allerede i september?
  • Min veninde bliver 50 år, og det er med stor fest og overnatning. Det bliver årets eneste fest, som det ser ud nu. Hvis reglerne da ikke ændres?
  • Jeg skal sælge sager og rydde ud. Big time. Kæmpestor prioritet i september!
  • Vi skal til Rørvig og aflevere sidste del af gaven til min fars 80 års fødselsdag. Det er den fineste maxi pixibog med fotos fra hans 80 års fø’s i juli. Takket være Pixums supergode app fik jeg lavet en fed hardback bog på 1/2 time for 213 kroner. SÅ fedt! Jeg tror, at min far bliver SÅ glad for den ❤️
  • Jeg vil lufte ud. Meget mere end normalt. Hjemme og på job og hvor jeg ellers befinder mig. Den 4. Coronaregel burde være udluftning. Rigtig kraftig gennemtræk sender de små aerosoler ud af vinduet. Aerosolerne kan indeholde virus og kan hænge i luften i 3 timer. Ikke fedt når efteråret står for døren. Opdateret 8/9 – læs mere om udluftning her
  • Jeg vil gå i gang med Pixum-fotobogen for 2020. Det mærkeligste år i vores liv.

Under enhver plus-liste bør følge en minus-liste:

  • Jeg vil undgå Corona. Det betyder undgå at pille mig i ansigtet. Undgå menneskemængder. Undgå steder med stillestående luft. Undgå at komme for tæt på andre, men opprioritere nærhed på sociale medier og andre steder, hvor afstand er muligt ❤
  • Jeg vil undgå at blive den lille indebrændte dansker, der peger fingre ad andre og er fuldstændig uudholdelig. Hun er derinde, og Corona får det værste frem i hende.
Gælder også om efteråret; afstand, hygiejne, ansigtsmaske

Varm, varmere, skolestart ☀️

Det er skørt det her.. Årets varmeste dag er samtidig den sidste dag i skoleferien, og de næste 2 uger bliver sommerlige!

Vi er skoleklar – altså alt det praktiske er på plads; fyldt penalhus, opladet skole-ipad, fyldt madkasse, håndsprit, håndcreme, drikkedunken ligger halvt fyldt i fryseren… Knægten er ikke klar. Han orker ikke mere Coronaskole, hvor al sjov er pillet ud og erstattet med regler, og hvor han ikke må være sammen med dem, han vil. Han glæder sig til at se sine venner fra klassen men håber på, at han nu også må lege med sine venner fra andre klasser .. Hvad siger man til det?

I morgen går det løs i 4. klasse. Jeg er sikker på, at det bliver godt ❤️

Ferie!

Drengen kom glad hjem og nynnede ferie-sangen. Han er ferieklar og er helt sikker på, at han ikke kommer til at savne skolen foreløbig. Kammeraterne vil han savne, men ikke skolen.

En og en er to og jorden den er flad.

Gorm den gamle var smed i Hobro.

Alt, hvad vi har lært,

alt det, der er så svært,

vil vi glemme, for ho’det skal ha’ ro.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur og læg det i en spand,

kom så vand i til uret siger stop!

Gem din gamle pen,

for hvad vil du med den ?

Skal jeg si’ dig, hvad du skal skrive op ?

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

Springe over grøft og fiske i en å,

det er noget vi alle ka’ li’.

Ud og gå på græs og køre på et læs,

man får lyst til at summe som en bi.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

Kig jer nu omkring, der er så mange ting,

som vi gerne sku’ nå at få set.

Vi ska’ lave skov

i mark og eng og skov,

for med pligter og skole er det sket.

Ferie, ferie, ferie,

slap nu af, du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ler jeg,

den vil skinne til ferien er forbi.

– feriesangen af Ole Mortensen

En anderledes hverdag, men dog en hverdag ❤️ – ny CoVirkelighed dag 40

Jeg fulgte knægten ned til hjørnet i den skønne morgensol. Der var morgentrafik! Vejen var ikke øde! Det var helt anderledes her til morgen; for nu havde folk et mål og noget de skulle nå! Mit hjerte slog et ekstra slag af glæde.

Vi vinkede og råbte godmorgen til flere af knægtens skolekammerater og deres forældre på vejen. Vi hilste på flere mennesker på 2 minutter end vi har hilst på i de seneste 40 dage, faktisk.

Den lille hilsen “godmorgen” blev begejstret råbt ud OG lige så entusiastisk besvaret. Hver gang!

Måske er det bedste ved at være menneske andre mennesker!

Jeg krammede knægten farvel, og så gik jeg hjemad. Jeg havde solen i øjnene, så jeg vinkede og hilste på alle, jeg syntes at genkende på silhouetten 🤷🏻‍♀️

Sidste skoledag – ny CoVirkelighed dag 37

I dag er sidste skoledag i hjemmeskolen. Knægten nåede alle sine ting, og vi skændtes overhovedet ikke om noget som helst. Yay! Det var en supergo’ hjemmeskoledag – sådan vil jeg huske hjemmeskolen! Bevares, det har været frustrerende for os begge, men det er også once in a lifetime, og vi fik det til at fungere de fleste dage. Summasummarum: Vi overlevede 4 ugers hjemmeskole. Yay!

Reklamationer modtages i øvrigt ikke. Hvis der er nogen, der vil kommentere på skolegangen eller skolelæreren (mig), så ringer de bare til inspektøren (også mig) 😅🤟🏼

Jeg kan kun håbe på, at knægten lærte en masse ting – og det gode er, at jeg også lærte/gen-lærte en hel masse ting, bl.a.:

  • Læs instruksen ordentligt, før du starter på opgaven!
  • Redigere videoer; klippe, redigere, lægge musik ind, skrue tempoet op osv
  • 9-tabellen
  • Hvordan man ganger store tal på papir
  • At kikærter kan spire
  • Tik tok

Når hverdagen er tilbage i fuld fart med tidsmangel, langsomme motorvejskøer og masser af larm, så vil jeg paradoksalt nok savne hjemmeskolen.

Måske. Ikke.

Tilbage til skolen, sort of – ny CoVirkelighed dag 33

På mandag starter knægten i skole efter 40 dages Corona-break. Han kan ikke få armene ned!

Skolen har været lukket i 40 dage – det svarer til en sommerferie, så første skoledag er faktisk lige så spændende som første skoledag efter sommerferien. Vores søn glæder sig helt vildt. Han har godt forstået, at det er nødskole, med færre klassekammerater, men han glæder sig alligevel!

Første skoledag betyder også at skoletasken skal være klar mit alles. Der må ikke lånes af hinanden, og det betyder, at tasken skal være pakket med spidse blyanter, linealer, tuscher, farveblyanter i rå mængder. iPad’en skal afsprittes hver dag – og det samme gælder vel tasken?

Desværre er det ikke glæde og forventning, vi voksne har MEST gang i, ifht første skoledag.

De gode råd og nye regler er utallige, og som sædvanlig er Sundhedsstyrelsen på banen med en patroniserende video, hvor de fortæller indgående om det indlysende. Denne gang er det skolebørn, der er målgruppen, og det går helt galt med kommunikationen, hvis du spørger mig.

Prøv selv at se videoerne (der er også en for de 3-5 årige) igennem og sig de mange budskaber højt bagefter. Kan du huske dem? Og endnu vigtigere; kan dit barn?

Er det fair at gi’ barnet ansvar for at undgå Corona, som videoen gør? Der er voksne til stede i skolen (præcis som herhjemme de seneste 40 dage), og det er vores ansvar at hjælpe børn til at gøre det rigtige.

Vi skal ikke gemme os for Coronavirus, som videoen fortæller. Det er det stof mareridt og bekymringer er lavet af; man gemmer sig kun for monstre som It. Vi skal i stedet bekæmpe Corona bl.a. ved at vaske hænder og ved ikke at komme for tæt på hinanden. Dvs børnene skal gøre som vi plejer at gøre i den nye CoVirkelighed.

Og frem for alt skal både ungerne og vi glæde os til skolestart. Det er en stor dag 🥳

Bizar video til børn

Børns psykiske helbred sættes på spil

Har du brug for gode råd (og det har du sikkert ikke), så kig i stedet i retning af Børns Vilkår.

That’s the spirit!

Hjemmeskolehelvede fortsætter – ny CoVirkelighed dag 117

Virkelig en skidt dag både for hjemmelærerinden og afkommet. Startede med telefonmøde med jobbet klokken 10. Ungen snorkede lystigt videre og fik øjne 10:30. Han sad og gloede ud i luften. Efter 40 minutter var morgenmaden end ikke spist.

Jeg slog lyden fra mødet et par gange og mindede ham om morgenmaden. Han spiste meeeeget langsomt. Jeg slog lyden fra igen et par gange og bad ham spise (for helvede) og ta’ tøj på.

Da mit møde var slut var der fortsat mad på tallerkenen, men han var da delvist i tøjet. Yay!

Så skændtes vi lidt, fordi han ikke ville gå på lektieplanen og se hvad dagens lektie bestod af. Jeg tog alle devices fra ham inkl skoleipad’en, fordi han så YouTube på den i stedet for at finde lektieplanen. Derefter fandt jeg lektieplanen frem og bad ham gå i gang med sin dansk/idrætsopgave. Vi var begge ret mugne og skumlede hver for sig.

Da jeg bad om at se opgaven, havde han ikke fulgt instruksen. I gamle dage var den slags misforstået opgave lig med briller, dvs. 00. Så det var en ommer. Også i 2020.

Dyb vejrtrækning, sceneskift til legepladsen udenfor, hvor vi ved fælles hjælp fik opgaven i kassen med Benny Hill temaet som underlægningsmusik til den del, hvor tempoet var skruet i vejret.

Det hjalp lidt på humøret (Benny Hill temaet er svært at bevare en muggen attitude til), men fordi en skoledag er på 6 timer, og denne skoledag først startede klokken 13, ja så ringer det altså først ud fra sidste time kl 19. Vi tilbragte 3 festlige timer med Matematikfessor, og så orkede ingen af os mere klokken 16.

Oveni det tog det mig 4 timer, før jeg fik overført fotos fra mit Nikon til Macbook’en. Det endte med en manuel overførsel, for Macbook’en kunne ikke finde nogen billeder på kameraet via Fotos, som jeg normalt overfører via. Nnngghhh!!!

Vi rundede dagen af med en gåtur ned til de nærliggende kirsebærtræer, som er ved at afblomstre. Jeg tvang knægten med, men han var glad allerede 2 minutter efter vi var ude af døren. Da han fik øje på 2 egern var al surhed glemt. Vi gik og snakkede sammen om hvordan vi kan gøre skoledagen bedre.

Mentale skoleforberedelser i en ny CoVirkelighed på dag 30

Vi er vist alle utålmodige efter at komme ud på den anden side, men jeg kan jo godt se, at det ikke er lige om hjørnet. Heldigvis åbner skolen igen næste mandag for de små klasser – hvilket betyder, at vores søn skal i skole igen.

Det bliver skole på en ny måde, og det stiller nye krav til børn, forældre og lærere. Det bliver ikke let, men det bliver godt for ungerne at komme afsted.

Vi fik brev fra skolen i går, og det var ikke ligefrem opløftende nyt. Vores søns klasse deles op i 3 hold à 7-8 unger, der kun må se hinanden. De må ikke lege med andre end dem, de er på hold med, og det er også de eneste, de må lege med i sfo og privat. Det er ikke drengens drømmescenarie, men det er sådan det bliver.

Vi har talt det igennem med vores søn, så han er forberedt på, at det er en helt anderledes måde at gå i skole på end normalt. Det med opdelingen af hans klasse i 3 hold lagde en dæmper på hans glæde ved at skulle i skole igen.

Han håber selvfølgelig på, at han kommer på hold med sine venner, men han er forberedt på, at det ikke er noget, han selv kan bestemme.