Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Fra Coronakilo til Coronakur – ny CoVirkelighed dag 48

Da jeg kom hjem fra påskeferie og sprang på vægten, så flygtede den. Nej, for at være ærlig, så havde badevægten ikke en chance. Den blev nemlig presset mod gulvbrædderne af hele 93,7 kilo. Wtf? Ok, det var ikke et kæmpe chok, men virkelig en ubehagelig overraskelse – jeg er på vej mod 100 i galopfart 😱 Jeg troede, at vi HAVDE vedtaget, at Coronakalorier ikke er rigtige kalorier og derfor ikke tæller?!

Nå, Coronakalorierne gør ikke noget godt for mig. Jeg tog skeen helt ud af hånden og indførte disse ændringer:

  • Slut med snacking, slik, kalorierige knækbrød og chips – alle reserver er tømt
  • Slut med avocadomad til frokost
  • Ind med lange gåture om morgenen, når knægten er fulgt på vej til skole
  • Nuposuppe til frokost
  • Snackgulerødder, ærter og nødder som snacks
  • Fortsætter med løbeprogrammet – er nu i gang med uge 6
  • Hvis der er is på programmet, så Solero eller sorbet. Ingen flødeis.
  • Normal aftensmad
  • Normal morgenmad – jeg skal dog finde en anden granola end triple chocolate som bade for vores birchermüsli 🤭🤣

Alt dette har betydet et vægttab på 2,5 kilo fra 93,7 til 91,7 siden 15. April.

Det betød også, at min BMI kom under 30. Nu er jeg ‘bare’ overvægtig. Men det er ikke godt nok. Jeg vil gerne ned på 80 kilo i første omgang. Det vejede jeg, da jeg blev gravid.

Der var engang 😅

De 65 kilo jeg vejede, da jeg var 30 år er ikke realistiske længere. Så tror jeg, at jeg kommer til at ligne en mumie. Lige nu fylder jeg jo en del rynker ud indefra 😉

Livskraft, styrke og øget energi med styrketræning

Jeg vil vove den påstand, at styrketræning gør mig til et bedre menneske; jeg bliver sødere, mere rummelig og omgængelig, mindre stresset og mindre bitchy.

Styrketræning giver mig livskraft, styrke og øget energi. Jeg får mere overskud både fysisk og psykisk. Ro i sjælen.

Hvordan begyndte det?

Jeg begyndte for alvor at styrketræne efter en meniskoperation for 19 år siden. Meniskoperationen betød, at jeg måtte holde pause med aerobic, dans, step, mens mit knæ voksede sammen.

Jeg fik lagt et begynderprogram, som var dødens pølse; det tog næsten en time og bestod af 5 sæt a 20 gentagelser i 117 maskiner.

Det var slet ikke noget for mig. Det kunne være sluttet der, og det gjorde det også for de piger, jeg i starten trænede med.

Hvordan fandt du glæden ved styrketræning?

Jeg nævnte for en bekendt i centret, at styrketræning var dødkedeligt. Han sagde ‘du har det forkerte program – du spilder tiden på at træne på alt for mange meningsløse maskiner og med en alt for lav vægt’ Godt så, træningscentrets begynderprogram fik en reel sviner 😬

‘Jaja, den er god med dig – hvad gør jeg så? – vil du træne med mig?’ spurgte jeg. Da han var færdig med at grine, sagde han ja. Han fortalte senere, at han var overbevist om, at vores makkerskab max ville holde i 20 minutter, så ville jeg fise tilbage til mit aerobichold.

Jeg blev presset max. Jeg blev stædig, kæmpede med rystende arme og blæverben. Jeg glemte at trække vejret, så ondt gjorde det. Det var intet mod dagen efter, hvor mine muskler våndede sig, men jeg mødte trofast op til ny tortur af andre muskelgrupper. Han havde grinet af mig, og jeg nægtede at gi’ op.

Vi trænede 5 gange om ugen af max 20 minutter. Flexprogram, skiftevis triceps/bryst og ryg/biceps – og så en ugentlig ben-dag.

Det var så fedt. Min krop viste sig at være meget stærkere end jeg troede. Når jeg mente, at jeg kun lige med nød og næppe kunne løfte 25 kilo og ikke et gram mere, fik jeg 35 kilo på og lykkedes med det.

Min begrænsning sad i hovedet, ikke i kroppen. Jeg ved derfor, at min krop rummer et langt større potentiale end jeg var klar over. Min krop er langt mere stærk, robust og fantastisk end jeg forestillede mig inden. Og det bedste er, at det smitter af på min psyke.

Min krop kvitterede med at blive stærk, robust og selvom min vægt steg, fik jeg det bedre med mig selv. Fokus i spejlet flyttede sig til ‘jeg kan’ i stedet for ‘jeg er for stor’. Min ryg blev rank, og til sidst kunne jeg se muskler under huden. Og jeg var superpraktisk at have med i Netto 😅

Hvorfor holdt du op med at træne, hvis det er så fedt?

Jeg holdt op med at træne i flere år, da jeg skulle få hverdagen til at gå op med mand, barn, job og træning. Min prioriteter ændrede sig, ganske enkelt.

Hvordan kom du i gang igen?

Nyt træningscenter; spritnyt med uimodståeligt tilbud 99kr om måneden. Min mand meldte sig ind, og så gjorde jeg det også. Fra første træning i det center var jeg solgt.

Så jeg er tilbage. Fire gange om ugen er målet, men enhver træning er en succes.

Hemmeligheden?

Hemmeligheden er at gøre det simpelt – og tungt. Jeg holder mig til kabeltræk, frie vægte og få maskiner, da jeg bedre kan justere og fintune øvelserne med kabler og frie vægte.

Jeg tager kun max 8 repetitioner pr sæt. Det skal være sådan, at jeg ikke fysisk kan klare #9 rep. Kan jeg ta’ 9 eller 10 reps tager jeg mere vægt på.

For mig handler styrketræning ikke om resultater, det handler om at vække kroppen og bruge kroppen, ikke hovedet. Ud af hovedet, ned i kroppen. Kroppen kvitterer med jubel, det kan jeg godt love!

En tur langs søen

Efter at have været i bio med den store menu havde vi lyst til at gå en tur. Knægten forsøgte at lande sig en legeaftale, for han gad overhovedet ikke gå en tur.

Det blev han nødt til. Vi gik ad min gamle løberute langs Furesøen. Der er så smukt, og det var en hyggelig tur. Knægten elskede det, for der var høje klinter, klart vand, ænder og masser af hunde, han kunne få lov til at klappe.

Jeg savner mine løbeture. En del af mig har lyst til at blæse på, at det gør ondt i min hofte og bare løbe løbe løbe… jeg føler mig ikke hjemme i min krop som det er nu. Jeg ville så gerne løbe, springe eller danse… men gå eller cykle – det er vist det, jeg kan. Det er ikke det samme, og jeg føler ikke samme glæde ved det.

Nåja, cykle var heller ikke supergodt; jeg fik simpelthen så ondt i knæene af det, da jeg cyklede til arbejde i sommer. Så jeg kan .. gå. Det er ikke det samme for en, der trænede styrketræning hver morgen og enten dansede, var til combat eller aerobic hver aften i mange år. Jeg fik vist brændt mit lys godt og grundigt i begge ender dengang 🕯

Skyhøj

Jeg har købt Skyhøj Forbrænding som en julegave til mig selv. Den stod på ønskelisten til jul, fordi jeg kan se den ene efter den anden af mine veninder har opnået flotte resultater med Anna Bogdanovas metode. Jeg har ønsket mig bogen længe, men en del af mig har også tænkt, at den nok ville ende som hyldefyld som mange af de andre bøger, jeg har købt.

Dagen efter vi kom hjem fra Berlin, kom den med posten, og den lå et par dage på sofabordet, før jeg gik i gang. Jeg har nu læst indledningen, og jeg ved allerede, at jeg tror på Anna, for hendes ord virker rigtige og logiske for mig.

Rent faktisk minder hendes ord mig om … ta-daaaa … mig og min livsstil dengang jeg var i mit livs form. Jeg begyndte at styrketræne, da jeg fik fjernet min menisk delvist i 2001 – i lang tid kunne jeg hverken danse eller gå til aerobics, så jeg begyndte at styrketræne seriøst. Så var jeg solgt, og jeg fandt ud af, at jeg – uden konditionstræning, men med korte tunge træningspas – kunne ikke bare holde formen, men rent faktisk blive i bedre form OG spise hvad jeg ville!

Slankekur anno 2014; med ondt skal ondt fordrives; hård konditionstræning 5 dage om ugen, faste, for lidt søvn, for meget arbejde, hovedpine, fertilitetsbehandling, operation i hovedet, forkerte prioriteter, og en krop, der absolut ikke reagerede som forventet – hvorefter jeg blot øgede presset på den.

Det er logisk, at resultaterne udeblev. Min krop var ikke i balance og reagerede som kroppen nu engang gør, når den er stresset – med vægtøgning, fedtlagring om maven, træthed og hovedpine.

Det var bare ikke logisk for mig – selv med mine erfaringer og min historie. Jeg så det som en kamp mod vægten. I virkeligheden bekæmpede jeg min krop. S h i t !

Så for mig var kapitel 1 i Skyhøj Forbrænding en åbenbaring. Ikke af noget guddommeligt eller mirakuløst, men af noget, jeg vidste i forvejen, men havde glemt undervejs.

I morgen begynder jeg at træne efter bogens anvisninger. 4×15 minutter om ugen og lidt mere protein.

Ingen kur uden kalorier!

Efter træning ventede der sådan en lille laber fætter på mig. Allan havde været en tur i København og havde købt sådan en lille smuk kalorie med hjem. Det smager lidt af storby, mode og mums.

Træningen var super – igen var jeg ½ time på cross trainer. I går trænede jeg desuden biceps og ryg. Kabeltrækket har sat sig fast, så det er udelukkende med frie vægte og stænger, jeg kan træne for tiden, så jeg må virkelig grave i min hjernebark for at finde frem til nogle af de øvelser, som var hverdag for mig for nogle år siden.

På vej over til træning føltes luften ekstremt kold og klar. Det prikkede i huden på den der helt særlige måde, som man ellers bare oplever på fjeldet. Selvom jeg ikke er vild med kulde, så er frostvejr alligevel noget af det bedste ved vinter. Hård frost er allerbedst uden sne, præcis som nu.

Så gik der tid med det …

Allerede inden klokken var 11 var jeg sulten her til formiddag. Super. Godt, at jeg har æbler og gulerødder med, så jeg kan tanke op, før jeg går ombord i min latte med kyllingesmag. Jeg har også en lille avocado med. Tror faktisk, at jeg vil spise den først.

I går nappede jeg 45 minutter på cross traineren, og derefter trænede jeg kort men hårdt ryg og biceps, 3 øvelser – mere var der ikke tid til, før klokken var 22. Jeg prøver at øge fokus på konditionstræningen lidt, fordi det kan speede mit vægttab lidt op.

I nat kom NC ind i sengen til os igen. Jeg faldt hurtigt i søvn med ham slynget tæt om halsen. Da jeg vågnede lå jeg på de yderste 20 cm af madrassen, mens han lå på tværs i sengen med sit hoved mod min mave. Det er ganske hyggeligt. Godt, vi købte en stor seng 🙂

Det var den avocado, vi kom fra …

A terrible pain in the pjækketarm?

I går aftes havde Allan lavet en stor portion suppe, som vi tog med over til hans forældre. Vi kom derfra ved 20-tiden, så NC var først lagt og sov klokken 21. Der var vasketøj at lægge på plads, bleer at folde sammen og tasker at pakke til mandag, så jeg havde rigeligt at se til, og jeg havde derfor indstillet mig lidt på, at jeg nok ikke kom ned og træne. Selvom jeg havde planlagt at pjække fra træningen, så kunne jeg overhovedet ikke nyde det, og det endte alligevel med, at jeg stod på ‘min’ cross trainer 21:15.

Fordi jeg var kommet så sent i gang droppede jeg styrketræningen og gav den en over nakken på cross trainerens intervalprogram i 45 minutter i stedet for de normale 30 minutter. De første 10 minutter er de sværeste, mens de sidste 25 minutter var lette, og efter 45 minutter kunne jeg bare være fortsat. Men klokken var 22, og jeg blev nødt til at hoppe af. Min dårlige samvittighed er åbenbart stærkere end min magelighed – det er jo rart at vide! På den måde blev ugen sparket i gang med manér. Så er det bare med at opretholde den gode stil ugen ud!

Vi var ikke mere end lige landet i sengen og havde blundet lidt, før NC råbte ‘MOAAR!’ Jeg skyndte mig ind og prøvede at lulle ham i søvn, men han ville med ind i min seng, så det endte med, at vi lå tæt indviklet i min seng og sov. Jeg sov storartet. Det plejer jeg ellers ikke at gøre med den lille mosler i sengen, men af en eller anden årsag faldt jeg nemt i søvn og vågnede først, da vækkeuret ringede.

Er det nu blevet en træningsblog eller hvad?

Min blog er ikke en træningsblog, og så måske lidt alligevel. Jeg tvinger nemlig træning ind i mit liv hver dag mellem 21-22, så det er en stor del af mit liv, og det bliver det ved med at være. Det er i hvert fald planen. Jeg håber, at jeg kan opretholde motivationen på længere sigt. Ved at skrive om det, tager jeg mig selv og dig som gidsel. Jeg gider jo ikke at ende der, hvor jeg bliver nødt til at skrive på bloggen ‘jeg har opgivet at tabe mig’, vel?

Derfor er der også en anelse gammeldags afpresning over det, når jeg skriver om min træning, for så bliver jeg nødt til at gøre det, jeg prædiker om. Heldigvis har min krop og min psyke kun positive erfaringer med træning. Jeg har ikke en masse nederlag og følelser forbundet med at være på slankekur, og jeg håber, at jeg kan fortsætte på den måde. Jeg har været på slankekur i en stor del af mit liv, og når jeg ser tilbage på billeder af mig selv ca. 30 år, så fatter jeg ikke, hvad jeg havde gang i. Nu vil jeg bare gerne have min egen figur igen – den jeg havde, da jeg var omkring 30 år.

Jeg blev kaldt ‘tykke’ og ‘fede’, da jeg var barn. Både i skolen, men også af min far. Når jeg ser på klassebillederne var jeg ikke tyk, jeg havde måske lidt hvalpefedt. Men jeg blev tyk, selvom jeg som barn gik til ballet og jazzballet – ingen af delene havde jeg talent for. Jeg følte mig som en stor tyk klods, selvom billederne fra dengang ikke viser en tyk klods.

Gymnastik i folkeskolen bragte mig ikke andet end nederlag. Jeg var bange for redskabsgymnastik, som var den foretrukne disciplin, og min gymnastiklærer mistede tålmodigheden med mig og smed mig hen over hesten, fordi jeg nægtede at springe. Jeg røg med hovedet først ned i gulvet og mistede kortvarigt bevidstheden.

Jeg tilbragte mange timer på toilettet, fordi jeg var bange for at være med og få endnu et nederlag. Men ikke engang på toilettet kunne jeg være i fred, for min lærer kom ud og dundrede på døren, og så måtte jeg blussende rød komme ud til mine leende klassekammerater og endnu en gang kunne jeg ikke komme op i ringene eller over hesten. Endnu en gang græd jeg af skam i gymnastiktimen.

Efter de oplevelser holdt jeg op med at lave noget fysisk, fordi jeg var så dårlig til det. Jeg passede mine lektier, var sammen med mine veninder, læste bøger og gik lange ture med hunden. Som teenager var jeg tyk, og jeg trøstespiste. Min brors bedste ven, som jeg var vild med, kaldte mig Grethe Sønck. Til min konfirmation havde jeg en sløjfe om livet, der hvor taljen skulle have været.

Min aversion mod fysisk udfoldelse blev vendt til kærlighed, da min mor og jeg begyndte at gå til aerobic, da jeg var 16-17 år. Det var lige mig. Det var sjovt, jeg blev lynhurtigt god til det, og jeg begyndte at gå til aerobic 2 gange om ugen. Da jeg flyttede hjemmefra begyndte jeg for alvor at gå til aerobic, og kiloene raslede af mig. Jeg gik til aerobic 12-15 timer om ugen efter skole og siden efter arbejde, da jeg fik mit første job. Jeg trænede fra 6:30 – 7:30 før job – og igen om aftenen. Stort set hver dag. Jeg begyndte desuden at danse og kom med på showhold. Jeg elsker at danse, og jeg dansede måske 5 timer om ugen, ud over 5 timers styrketræning og 4 timers aerobic. Jeg tog gerne 3 timer i træk; step, aerobic og funk. Jeg vejede 65 kilo og var efter nogens mening for tynd, men jeg følte mig stadig for tyk.

Jeg blev uformel præsident for OA … Overtrainers Anonymous, og det endte da også med, at jeg smadrede min menisk. Selv da jeg var på venteliste til meniskoperation, trænede jeg uforstyrret videre. Jaja, ind i mellem gjorde det da rimelig ondt – ! Jeg fik fjernet menisken delvist, men jeg ville ikke undvære træning, så jeg begyndte at styrketræne. Så kom jeg dér på krykker og trænede med håndvægte og i maskiner.

Styrketræning er det bedste, jeg har gjort for mig selv. Siden da har jeg styrketrænet hver morgen før arbejde og konditionstrænet efter arbejde. Jeg træner hårdt og tungt for at få større muskler, og jeg fik også større muskler. Jeg vejede 70 kilo med lav fedt%. Følelsen af at være for tyk blev overskygget af en følelse af, at min krop var fantastisk. Min krop reagerede på styrketræningen, og jeg blev tonet og bomstærk.

Da jeg mødte Allan trænede jeg 10-12 timer om ugen – BodyCombat og styrketræning – ud over fuldtidsarbejde. Jeg reducerede i træningsmængden for at skabe plads til os, men jeg trænede stadig, da vi flyttede sammen, og da vi startede i fertilitetsbehandling. Jeg tog 10-15 kilo på, inden jeg blev gravid som følge af hormonbehandlinger og kærestehygge. Jeg vejede 89 kilo, da jeg var tungest som gravid.

Da jeg havde født vejede jeg 80 kilo, dvs. min før gravid-vægt +10 kilo. Jeg trænede og rørte mig rimeligt regelmæssigt under min barsel, men jeg vejede stadig 80 kilo, da jeg startede på job efter barsel. Derfra gik det galt, for jeg havde ikke tid til at træne, og min nye hverdag var fuldt besat. Min dag bestod af job, køre hjem, være sammen med Nicholas og Allan et par timer, lægge Nicholas i seng og selv gå i seng. Jeg accepterede modvilligt, at jeg for en tid måtte opgive træningen.

Min vægt ramte 89 kilo, og jeg var ikke glad. Jeg begyndte at løbe hver aften, men var utryg ved at løbe alene på mørke øde veje og så fik jeg en fiberskade. Stadig 89 kilo til jul sidste år – og nu tiltagende utilfreds og også bange. Jeg er snart 40 år, overvægtig og inaktiv. På kurs direkte mod diverse livsstilssygdomme. Må stoppe det, før det bliver 100 kilo, 120 kilo …

Derfor træner jeg. Derfor forlader jeg Allan hver aften for at træne mellem 21 og 22. Jeg ville 1000 gange hellere blive hjemme og hygge, men jeg er ikke glad, når jeg er tyk. Jeg er glad, når jeg træner og føler mig godt til pas i min krop. Allerede efter første omgang træningen følte jeg mig godt til pas i min krop, selvom spejlet stadig viser en tyk kvinde.

Jeg mærker, at overskuddet vender tilbage. Det motiverer mig, og jeg kender heldigvis mine svagheder ganske godt; jeg skal træne hver dag. Ikke hver anden dag eller 3 gange om ugen, for så bliver det lettere at springe over. Træner jeg hver dag, er mindet om gårsdagens træning frisk i min erindring, og så kommer jeg lettere afsted igen, selvom sofaen limer til min ryg.

Jeg træner kondition hver anden dag i 30 minutter på cross trainer, og hver anden dag varmer jeg op i 12 minutter på cross trainer. Jeg træner efter splitprogram, så hver muskelgruppe får en hviledag. En dag om ugen holder jeg en hviledag. Jeg træner hårdt, kort og tungt. Jeg sigter efter at lave 8 reps med så tilpas tung vægt, at jeg ikke er i stand til at tage den 9. repetition. Kan jeg tage 9 reps, øger jeg vægten med det samme. Jeg kører 3 sæt a 8 reps på hver øvelse. Allerede på min 3. uge har jeg øget min vægt med cirka 5 kilo i alle øvelser, så jeg kan klart mærke, at jeg bliver stærkere. Min krop belønner lynhurtigt min indsats, og det er motiverende!!

Mer’ vil ha’ mer’!

Jeg fik slæbt min trætte og ugidelige krop til træning – mod alle odds. Vi sov nemlig igennem i nat, og det er selvfølgelig godt. Det er skønt. Det er fantastisk. Det er noget nær første gang i år. Men problemet med at sove rigtig godt en hel nat er, at mer’ vil ha’ mer’. Og derfor har jeg været ukristelig træt hele dagen. Selv 2 kopper med 4-dobbelt espresso – en morgen og en eftermiddag – har ikke været nok til at sætte liv i kludene.

Da klokken slog 21, og NC netop – meget modvilligt – havde indledt rejsen til drømmeland, så snørede jeg mine træningssko og fik overtøjet på.

Min krop var stiv, træt og ugidelig, men jeg tændte for musikken og gav den gas på cross traineren i 12 minutters opvarmning. Så gik det straks lidt bedre. Jeg trænede bryst, triceps og mave. Først trænede jeg bryst på skråbænk med frie vægte – det er lidt af et puslespil at samle vægte, men jeg samlede nærmest alle de mindste vægtskiver og fik ‘skabt’ følgende helt perfekte vægte: 3+1+2,5+stang+2,5+1+1,25+0,5+0,5 = 12,25 kg eksklusiv stænger, som typisk vejer 1 kilo.

Jeg troede faktisk, at de vejede i omegnen af 8 kilo, men nu kan jeg godt se ud fra sammentællingen på billedet, at der var en grund til, at vægtene føltes tunge. De var tunge .. men gode *djævelsk smil*.

Bagefter lavede jeg bænkpres på flad bænk med relativt lav vægt og flere repetitioner. Triceps trænede jeg med frie vægte og pull-downs. Maven trænede jeg på skråbænk, på gulv, samt med sidebøjninger med en af mine hjemmelavede 13 kilos håndvægte.

Men det fedeste er følelsen … følelsen af at være stærk og slank. Derfor er styrketræning så genialt, for når jeg bruger min krop og træner den hårdt, så belønner min krop mig med en følelse af, at jeg er stærk og slank, selvom jeg ikke er det ( … endnu). Jeg er sikker på, at det er den følelse, der gør, at jeg kan holde gejsten oppe, for resultaterne lader vente på sig. Det er jo ikke nogen crash-kur. På en uge har jeg tabt 1 kilo, og hvis det fortsætter i det tempo har jeg nået mit mål midt i maj. Der er længe til. Derfor holder fast i følelsen – det er derfor jeg gør det.

Tirsdag i januar

Hjemme hos os kom ugen i gang en dag for sent. I går var Nicholas og jeg hjemme med væske i mellemørerne, løbenæse og let feber. For os var det ikke årets værste dag, for vi hyggede os indendørs med leg, tegnefilm, krammere og snacks.

Her til morgen er det i store træk væk, og jeg kan ikke lade være med at beundre hans recovery hastighed. Ikke som os andre, der stadig hoster i ny og næ og har gjort det siden sidste år.

Dagen er slut. Jeg er træt. Mine muskler er trætte. Træning i går, træning i dag. 30 minutter på cross trainer, samt ryg og biceps-træning i dag. I går 12 minutter opvarmning på cross traineren, samt bryst, triceps, mave og ben.

Og så er den uge i gang, og denne dag er slut-prut!

Hvor er skraldespanden?

Efter en træningsfri dag var det nærved og næsten, at det blev til et træningsfrit liv. Nej … ikke helt. Men søndag aften lidt over 21 var min træningslyst ikke lige frem ubændig, men min indre Brian fik mig da heldigvis afsted. Holy Crap, jeg var ved at kaste op efter 10 minutter.

Hit med Suppen kan ikke anbefales som før-træningsmad skal jeg lige hilse og sige. Det smager fantastisk, men jeg følte det som om at der sad en kæmpe boble, der pressede ned på mine nyrer og op mod mine lunger og ribben. Og den megaboble hoppede op og ned, da jeg gav den gas på cross traineren. Jeg havde simpelthen suppeopstød. Super.

Ejmen jøsses … jeg overvejede i et vildt øjeblik at finde en skraldespand og få det overstået, men der var ikke nogen, og det ville også være noget nas at rydde op bagefter, så jeg prøvede at abstrahere fra det og fik gennemført 22 minutters cross training. Kroppen stod af, men viljen fik mig igennem med nød og næppe.

Bagefter trænede jeg ryg og biceps, og så var klokken 22 og sengetid. Ikke min bedste træning til dato, men det er en start og bedre end ingenting. Nu er ugen i gang, og morgendagens træning bliver endnu bedre end i dag!

Er det forår nu?

Lørdag med smuk, koldt og klart vejr. Selvom natten igen blev tilbragt med lille ked af det dreng limet tæt ind til min krop, så sov vi til klokken 7. Det er ikke kvalitetssøvn, men jeg kan sove, når jeg bliver gammel – eller noget. Det er weekend, og træthed kan kureres med noget kaffe.

Vi spiste som sædvanlig morgenmad hos farmor og bedstefar, og der var ‘slikkerlik’ på tapetet hos farmor. Det er der altid hos farmor, præcis som der skal være. For farmor rimer på forkælelse, sådan som det skal være.

Bagefter var vi ude og handle, så vi er helt klar til hele næste uges supersunde aftensmåltider og snacks. Og så var det tid til lur. Nicholas bad om at sove i ‘mor seng’ og plagede mig om at ligge hos ham. Det gør jeg gerne, for så er der også en lur på tapetet til mig. Vi lå og fjollede lidt, jeg hviskesang Mariehønen Evigglad for ham, han krammede mig og lå med armene om halsen på mig.

Han faldt hurtigt i søvn, og det smittede. Efter en halv times tid vågnede jeg fra min powernap. Hemmeligheden er at stå op, ikke sove videre, hvor fristende det end er. En powernap giver energi, en ordentlig morfar gør mig bare træt resten af dagen.

Klokken 15 skal vi til kaffe & kage, samt middag hos gode venner, men der soves stadig lur, så nu giver vi besked om, at vi er forsinkede.

I dag er træningsfri dag, men i går på en ellers højhellig fredag aften var jeg var nede og træne fra 21-22. Jeg startede med 12 minutters opvarmning på cross traineren, hvorefter jeg trænede bryst med frie vægte på bænk, samt triceps kabel pushdowns, squat med vægtstang, samt dødløft. Jeg lavede også 3 sæt armbøjninger på knæene. Det gik bedre end forleden, hvor jeg ikke kunne gennemføre ét sæt uden pauser. Jeg var plaget af seriøs doms i brystmuskler og triceps fra træning i forgårs, men efter to sæt med lavere vægt var det arbejdet væk (i hvert fald de næste 48 timer).

Hvor kommer denne pludselige træningsiver fra?

Det hele kommer sig af, at jeg sad hos lægen i december måned. Vi talte om vægt, fordi mit BMI er for højt – hun spurgte ‘ … men kan du tabe dig?’, hvor til jeg svarede ‘Ork ja’. Jeg har så siden måttet æde noget af dén skråsikkerhed, men det er jo ikke løgn. Jeg KAN tabe mig. Jeg har gjort det før. Men så kom der lige en jul på tværs, en halsbetændelse, en omgang hoste plus hverdagen. Og nu vejer jeg stadig det samme som da jeg var hos lægen i december. Det var jo ikke lige det, der var meningen.

Da jeg tabte mig 15 kilo for 14 år siden, gjorde jeg det ved hjælp af meget træning og SlimFast, så jeg er i gang med at researche lidt på de forskellige pulverkure på markedet. Mit eneste aber dabei er, at jeg ikke vil spise pulver eller speciel slankekost foran Nicholas. Han er småtspisende nok i forvejen, og jeg er hans eksempel. Han kopierer alt hvad vi gør, og hvis jeg afviser mad, så gør han det også. Og der var SlimFast faktisk ret genial, da man så må spise et (sundt) måltid om dagen, mens man erstatter alle de andre måltider med en shake.

Her på arbejde er alle mine kolleger i gang med suppekuren for at kickstarte et vægttab og komme godt i gang. Man kan tabe 3-5 kilo på en uge med suppespisning. Det er selvfølgelig primært væsketab, men jeg overvejer alligevel en uge på suppe for at komme godt fra start og få en eller anden form for succesoplevelse ved at se nålen på vægten stoppe på et lavere niveau end nu.

Indtil jeg finder ud af, hvordan jeg griber det an med kosten – om jeg skal på reel slankekur, så har vi lagt vores kost om, så fokus ligger på grøntsager og fedtfattigt kød. Ikke kedelig mad, men sund og spændende mad. Jeg elsker grøntsager, men det er alt andet lige SÅ meget nemmere at lave pasta eller ris end at udvælge grøntsager, vaske, skære osv. Det er bare ikke godt for figuren med 60% kulhydrater, 30% kød og 10% sauce.

Så jeg cutter kulhydraterne, og hvor jeg ikke kan komme udenom dem, vælger jeg grove kulhydrater.Til gengæld spiser jeg mere kød end før, samt væsentlige flere grøntsager.

Men selvom kosten er det, jeg nævner først, så er det faktisk træningen, der er den største og vigtigste del af kuren. Jeg styrketræner igen, og jeg lægger ikke fingrene i mellem. Jeg træner max. 8 repetitioner til udmattelse, dvs. for at få større muskler og fokuserer på de store muskelgrupper. Større muskler = højere forbrænding. Kombineret med en lav kulhydrat kost med meget protein skulle det gerne give pote.

Men jeg er ikke blind for, at jeg er så overvægtig, at styrketræning og kostomlægning ikke vil gøre tricket alene. Jeg bliver også nødt til at konditionstræne for at øge min fedtforbrænding. Til at begynde med betyder det en løbetur hver anden dag. Måske supplerer jeg med en pulverkur i en periode.

Jeg planlægger at træne om aftenen, typisk fra 21-22. Det er det eneste tidspunkt, der passer mig. Det er både godt og skidt. Jeg kan være så træt på det tidspunkt, at jeg ikke orker at gi’ den en skalle, så træningen bliver mindre effektiv. Træning lige før sengetid kan også ødelægge ens nattesøvn. Til gengæld får jeg forbrændt min aftensmad, jeg ryger ikke i snack-skabet om aftenen samtidig med at jeg tager min afterburn effekt med i seng 🙂

Jeg vejede 89 kilo, da jeg startede med at træne forleden. Hvis mit BMI skal være normalt, skal jeg ned på 75 kilo. Det er 10 kilo mere end da jeg var slankest, før jeg var i fertilitetsbehandling og fik Nicholas, så det er ikke en umulig opgave.

Holder stadig fanen højt

Også på min 3. træningsdag kom jeg først ud af klappen ved 21-tiden. Nicholas og jeg hyggede og sang alle hans yndlingssange, mens vi lå og gemte os for trolden under min dyne. ‘Kommer trold ikke!’, sagde han, og jeg lovede at passe på ham. Han stod op to gange, før jeg fik ham til at sove, så det var overraskende hurtigt i dag. Jeg ventede lidt, og så gik jeg ud af døren ca. 20:50.

På min 3. træningsdag havde jeg løbe-pause, så jeg varmede op i 12 minutter på cross traineren i stedet for. Det er ikke nær så hårdt som at løbe, men er fint nok til opvarmning. Cross traineren er en god, men gammel svend, helt uden dikkedarer: Lige-ud og interval-program. Bum.

Og så var det triceps/bryst/mave/ben dag. Jeg er godt klar over, at det her lyder lidt twisted, for folk der ikke er bidt af en gal håndvægt, men jeg følte mig lidt som en frk. Swarzenegger pakket ind i fedt in the good old days i den slidte kælder-gym i LA. Der er ikke noget som at være alene i et veludrustet træningslokale med ét formål: At dræbe sine muskler.

Som sagt så gjort. Jeg har aldrig før trænet i et træningslokale, hvor der ikke var håndvægte, men der er saml-selv-håndvægte med stænger og skiver, så jeg samlede et par håndvægte på 2 x 7 kilo til at lave brystpres med. Glæder mig da over, at jeg ikke skulle ned på 2 x 250 g i stedet for at skumle over at der er lang vej til de 2 x 20 kg, jeg løftede, da jeg var stærkest.

Jeg lavede squat med vægtstang på nakken, det har jeg aldrig gjort fritstående før, men altid i Smith stativ, så det var en ny fornemmelse at balancere vægtstangen og ikke mindst skulle have vægtstangen over hovedet helt nede fra gulv-niveau. Det stiller væsentlig større krav til både styrke og løfte-teknik. Det er en oplagt rygskade, hvis jeg gør det forkert.

Jeg trænede mave på skråbænk med en 2½ kilos vægtskive, samt lavede sidebøjninger med min 7 kilos håndvægt. Og triceps fik en tur med kabeltræk. Nå, det må være nok sladder fra træningslokalet. Skønt var det. Ikke så meget før, som under og efter. Jeg kan allerede nu mærke en vis stiv- og ømhed i min krop 🙂