Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

Augustlisten

Bedre sent end aldrig .. august er i fuld gang. Jeg har været tilbage på kontoret i en evighed. August er snart godt brugt. For at være ærlig så er det blevet efterår, sommeren er allerede langt borte.

Jeg synes godt, at man de sidste uger har kunnet mærke, at efteråret står for døren og puster køligt gennem brevsprækken. Og nu er det så kommet ind ad døren og har blæst sandaler og sommerkjoler langt væk. “Sommervejret rammer et lav(tryks)punkt” siger meteorologerne i dag.

I august har vi masser af ting på tapetet:

  • Få styr på hverdagen igen. Efter et par uger med undtagelsestilstand, så er taskerne nu på plads i kælderen, tøjet er vasket rent, hytten er rengjort og klar til at blive gjort beskidt igen.
  • Vi prøver at forberede præteenageren på en hverdag med skole, men det er ikke noget, han umiddelbart har brug for. Mener han.

Læsestof

  • Jeg er halvvejs igennem ‘Hvis ikke vi taler om det’ – jeg er grebet af Leonora Christina Skous fortælling om hendes rejse fra ung til voksen. Også i min familie taler vi ikke om tingene. Jeg har prøvet, men når en samtale kræver to parter, er det svært. Når man mødes af et ‘jeg er uenig, og jeg vil ikke tale om det’, så står man der. Uforløst. Gulvtæppet i mit barndomshjem ligger i loftshøjde, så meget er der efterhånden fejet ind under det.
  • Bagefter vil jeg læse ‘Why the Germans do it better’. Der er en måned til det tyske valg, og det kommer til at have stor betydning for os i DK, hvem der vinder magten, så det er rette tid til lidt opkvalificering.

Sundhed

  • Få vores nattesøvn. Det gør så stor en forskel at have sovet nok. For mig er det simpelthen nødvendigt. Jeg bliver et bedre menneske af at sove. For alle.
  • Jeg har meldt mig ind i træningscentret igen, for jeg er nemlig færdigvaccineret. Jeg skal af med ferieflæsket. Med mit kendskab til fitnessbranchens marketing-årshjul, så får jeg et godt tilbud i min mailboks en af de første dage i august. Tjek, den kom som kaldet.
  • Jeg træner nu 3 gange om ugen. Tung styrketræning og forfra på løbeprogrammet. Jeg øger min vægt hver gang, så jeg er tilfreds. Fx Incline Dumbell Press har jeg øget fra 6 til 10 kg på 3 uger. Mit mål er at kunne løfte 18 kilo igen, men det tager år at nå dertil. If ever.
  • Jeg snupper en måned med delvis Nupo-kur. Jeg erstatter min frokost med Nupo, og forsager (næsten) alle snacks, undtagen mandler og edamamebønner. Det skulle gerne i løbet af et par uger reducere min appetit, hvorefter jeg ikke er grovsulten 2 timer efter et måltid længere.
  • Det tager 21-29 dage at bryde en vane, og Nupo er for mig den perfekte makker til at bryde feriens madvaner med.

Mad

  • Vi har spist på Avobaren. Gæt hvad vi fik. Ja – avocado! Vi skal tilbage dertil! SÅ godt! Jeg elsker nemlig avocado, selvom det er så meget mainstream.

Fun stuff

  • Vi skal se Ternet Ninja 2. Selvfølgelig skal vi det! Glæder mig til at komme i biografen igen 📽
  • Vi skal i Sommerland Sjælland sidst på måneden. Det bliver sjovt!
  • Kigge fremad – hvis ikke vi kommer til New York i oktober, så kommer vi til Berlin til nytår. Vi skal se at få bestilt ❤
Avobaren

Coronatips til bilferien 2021

For at være helt ærlig så havde jeg svært ved at glæde mig til sommerferien i år. Faktisk troede jeg ikke helt på, at vi kom afsted. Med alle de restriktioner, særregler og begrænsninger, der ændrede sig konstant i de forskellige lande op til vores afrejse 28. Juni.

Vi havde besluttet os til at holde fast i vores plan og køre i fuld fart mod muren. Ikke noget med at gå i panik og revidere planer. Vi forventede en masse bøvl, lange køer og rigid kontrol af Coronatests og -pas ved alle grænser, hoteller og restauranter. Virkeligheden viste sig at blive helt anderledes.

Ro på!

Efter 3 uger ved rivieraen, ved Gardasøen og til slut i Berlin, så ved jeg nu ét og andet. Og her er mit råd: Ro på. Reglerne er værre på papiret end i virkeligheden.

Inden afrejse

  • Hold dig opdateret via EUs reopen website (der er også en app, men websitet er bedre)
  • Vi udfyldte og indsendte Person Locator Form’en, som Italien kræver. Print og ta’ den med.
  • Vi udfyldte og indsendte franske tro og love erklæring. Vi udfyldte begge forms og havde dem med, men vi viste dem ikke nogen stedet.
  • Download Luca-app’en til brug i Tyskland på caféer, restauranter, hoteller, museer etc. I app’en kan du desuden finde gratis teststeder.
  • Du behøver ikke købe FFP2 mundbind hjemmefra. De fås overalt i Tyskland og er meget billigere.
  • Det er også en god idé at downloade de forskellige Smittestop-apps fx Tysklands Corona Warn App, Italiens Immuni og Frankrigs TousAntiCovid, som du så aktiverer, når du er i det pågældende land. De virker som vores Smittestop app og advarer dig, hvis du har været nær en smittet. Husk at skifte over til vores egen Smittestop, når du kommer hjem.
  • Tilmeld dig Danskerlisten i det land, du befinder dig i, så får du push-meddelelser, når der kommer ændringer i rejsevejledningen.

Hvordan fungerer det med tests?

Der kræves ofte negativ test eller gyldigt Coronapas, når man krydser en grænse. Det er en regel, så det skal man selvfølgelig overholde. Det er lidt som at ha’ kørekortet med, selvom man ikke viser det til nogen.

Min mand er vaccineret, og jeg var delvis vaccineret de første 14 dage af vores ferie, og fuldt vaccineret den sidste uge. Vores søn er 11 år og ikke vaccineret.

Når det så er sagt, så kan det være umuligt at blive testet fx i visse dele af Sydfrankrig. Vi kørte rundt til flere apoteker dagen før vores afrejse til Italien, og det kunne ikke lade sig gøre. Turistinformationen trak på skuldrene – efter de havde ringet forgæves rundt til en lang række apoteker for os – og sagde undskyldende “typical French”.

Vi købte selvtests undervejs, og på den måde kan man altid tjekke op på sin status, når man ikke kan blive testet formelt. Det vigtigste er ikke at kunne fremvise et negativt testresultat men at begrænse smitten. Myndighederne kan altid henvise til et teststed, når/hvis de kræver et testresultat.

På hele vores tur på 3 uger viste vi ikke test nogen steder – hverken i Frankrig, Italien, Østrig eller Tyskland. Vi viste Coronapas 2 gange i Berlin, og det kunne vi have undgået ved at have valgt et bord udendørs. Vi blev aldrig afkrævet test på vores søn på 11 år.

FFP2 mundbind?

I Tyskland er det på papiret kun FFP2 masker, som må anvendes. Ikke de lyseblå, vi kender hjemmefra. Virkeligheden er dog en anden. I Berlin er de lyseblå mundbind langt mere udbredt, selv blandt personalet i tog/bus og politiet. Vi brugte derfor de lyseblå mundbind på vores ferie. De er langt mere behagelige i 32C varme end FFP2.

Konklusion efter 3 uger i Europa

Efter 3 uger i Europa er vi ved at være hjemme igen. Meget af det, vi frygtede omkring rigide regler og besvær, blev slet ikke til virkelighed. Jeg håber, at min beretning vil være med til at give dig ro i maven, hvis du overvejer en tur sydpå.

Når vi en dag vender tilbage til et liv med mindre Corona og færre regler, så tror jeg, at vi vil sætte pris på de åbne grænser og den lette og ukomplicerede adgang til andre EU lande, som EU står for.

Det glæder jeg mig i hvert fald til – for bekymringerne omkring restriktioner, regler, formularer, tests, gyldighed, coronapas og det løse gjorde, at jeg ikke rigtig kunne glæde mig til denne ferie. Og forventningens glæde er – om ikke den største – så i hvert fald halvdelen af en god sommerferie for mig.

Sommerferiestart – når det er umuligt at komme ud af døren

Vi var forberedt til tænderne med forskellige typer mundbind, Coronapas, gyldige tests, udfyldte formularer til både Frankrig og Italien og er desuden tilmeldt danskerlisten. Hvad kan gå galt, når alt er forberedt?

Vækkeuret ringede kl 3:30, og vi var hurtigt ude af døren! Vi skulle nemlig tidligt ud af døren for at nå færgen kl. 7 i Rødby.

Da vi kom ned ad trappen i vores opgang lå dørhåndtaget på gulvet, og døren var gået i baglås 😱

Vi prøvede at sparke døren op, hentede værktøjskassen og prøvede med Olsen-bandemetoder at få døren op. Uden held. Eneste anden vej ud var via altanen på 4. sal. Jeg ringede til ejendomsselskabets vagttelefon.

En stakkels søvndrukken vagt tog telefonen og sagde 3 gange til mig, om vi ikke bare kunne gå gennem kælderen. Hvortil jeg svarede, at kælderdøren er på den modsatte side af den låste dør. TRE gange.

Jeg gik i panik, for vi skulle simpelthen nå færgen, og nu var der gået alt for lang tid. Jeg råbte af ham i telefonen, at jeg ikke var idiot, og at kælderdøren er på den anden side af den låste dør.

Min mand måtte ringe og undskylde. Jeg undskyldte også mange gange, da vagten kom og befriede os. Ikke mit stolteste øjeblik.

Vi nåede kun lige nøjagtig færgen.

En lille løbetur senere

Øj, jeg var morgenmuggen tidligere. Det er jeg inderst inde stadig, men nu løb jeg 2×1 minut og gik 28 minutter ude i det solbeskinnede lysegrønne forår. Det gav lidt mere humør. Løb er altid en god idé, når hjernen nedsmelter.

Det er hårdt. Jeg er stadig i gang med løbeprogrammets uge 1, hvor jeg skal løbe 2×1 minut. Efter 1 minuts løb må jeg stoppe, jeg hoster af anstrengelse, hiver efter vejret og må have hovedet nedad. Det er så hårdt.

Uge 1 er den hårdeste uge i hele programmet. Jeg har gentaget uge 1 i en måneds tid nu. Nu går jeg snart videre til uge 2. På ugens sidste dag (søndag) skal jeg løbe 2 minutter nonstop. En Marathon for mig, og jeg ved, at det er min vilje, der skal trække mig igennem. Det bliver med blodsmag i munden, lunger der næsten hostes ud og et hamrende hjerte. Men jeg ved, at jeg kan 🤘

I næste uge går jeg videre til uge 2 efter en måneds tilvænning på uge 1. Man skal gå langsomt frem, når man er ældre, overvægtig og har en historik med overbelastningsskader. Det her skal fungere.

Breaking point

Jeg vågnede i morges. Jeg har fri og alt er godt. Eller .. det er det jo ikke helt. Jeg vågnede op med tårer i øjenkrogene. For det er ad helvede til. Vi er fanget i et gyldent bur. Der bliver passet godt på os, men jeg vil hellere være fri og kunne rejse min vej ned til sol og varme med min familie.

Jeg er ked af det så dybt ind, at nærmest kun et gok i nødden kan overdøve det. Eller en rejse langt væk herfra.

Jeg kan ikke mere Corona nu. Stop. Tak. Corona har inficeret mit sind, fyldt vat i min hjerne og tårer i mine øjne, stjæler mit humør, tynger mit hjerte, forkorter min lunte, gør mig træt og tung.. og hver gang tester jeg negativ. Jeg ER SÅ skide-negativ 😅

Når vi om nogle år kigger tilbage, så var det et fåtal, der fik CoVid19 – men vi slæber alle rundt med langtidsvirkninger af den psykiske effekt. Jeg har aldrig haft det så dårligt som nu. Selv ikke da jeg var i sorg.

Jeg tænkte, at det måske var overgangsalderen, der var på vej, men det er mere end det. Mine dårlige humørdage følger ikke min cyklus. De er der bare.

Jeg er træt af, at det føles som om vores sommerferie hænger i en tynd tråd. Alle dårlige nyheder pustes op, og det er svært at bevare optimismen. Igen. Jeg orker ikke en sommer herhjemme i kulde og regn som sidste år. Vi afsted, men uden vaccine ser det lidt sort ud. Jeg hader det. Og ja, jeg prøver at tænke positivt. Vi har ingen plan b. Vi kører til Sydfrankrig – hvis vi må – om 43 dage.

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviter alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler på at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen skal være alene hjemme
Ved du hvad jeg drømmer om?
At du vækker mig og siger: ‘Det er forbi!’ “

– Sarah Connor, uddrag af Bye Bye
Ferie i Danmark

Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Hænger i bremsen

Jeg er træt for tiden. Rigtig træt. Corona fylder mit hoved, reducerer min båndbredde og ødelægger mine drømme. Uden drømme mister vi fremtiden. Det er kritisk.

Jeg synes, at tingene driller. Mest på job. Småting. Jeg gør mit bedste, men er jo ikke den bedste. Jeg er stadig ny i job, er ved at lære, og det er spændende, udfordrende og sjovt. Og svært.

Mine forventninger til mig selv er høje. Jeg kunne alt i mit gamle job, havde masser af erfaring og havde prøvet det meste.

Nu er jeg 49 år. For et år siden valgte jeg at starte forfra. Uheldigvis var det et nanosekund, inden CoVid19 ramte os. En helt ny situation, en kæmpe opbremsning, nyt job og en ny karrierevej.

Jeg skiftede fra marketing til rekruttering 11 dage før nedluk. Det er hårdt, spændende, frustrerende og fantastisk. Men mest hårdt lige nu. For min selvtillid.

Denne uge har ikke været den bedste, og jeg tvivler på mig selv. Kan jeg overhovedet noget? Jeg har brug for at gå i hi og slikke mine sår. Som jeg så selv kradser i, fordi jeg ikke har tålmodighed med mig selv. Jeg vil kunne min metier NU. Ikke om 5-10 sager eller om 1 år, men NU.

Hvor længe gik der, før jeg havde fod på marketing? 20 år? 25? Og der var stadig nye ting, der dukkede op. Så er det jo naivt at tro, at jeg kan rekruttering på 9 måneder. Ro på!

Fredag morgen

Vågnede op i morges med et rødt sviende øje, der løb i vand. Ethvert forsøg på at se bare nogenlunde frisk ud mislykkede fuldstændigt.

Jeg ringede til lægen og fik en tid 11:45. Fint, det er noteret. Jeg har egentlig ikke tid, men det er midt i frokosten. Lægen ringede klokken 11 og spurgte, hvor jeg blev af. Jeg trampede hårdere i pedalerne for at komme hurtigere frem.

Lægen kiggede på mit øje. Hun sagde ikke noget, kiggede igen og sagde ‘lige et øjeblik, jeg skal lige tale med en kollega’. Hun var væk i 5 minutter, hvor jeg overvejede hvad hulen hun mon havde fået øje på.

Hun kom tilbage og fortalte mig, at det formentlig er en rift på hornhinden. Jeg fik øjendråber, som jeg skal dryppe med 4x om dagen.

Jeg gik på apoteket, og så opdagede jeg, HVOR sindssygt belastende kombinationen af briller og mundbind er.

Endelig weekend!

Sidst på dagen var det endelig weekend. Jeg orker intet. Jeg er fladmast og glæder mig til at lande i sofaen og se de sidste afsnit af The Innocense Files. Superinteressant, uhyggeligt og skræmmende indblik i en del af det amerikanske samfund, man ikke ofte ser. Samfundets blinde øje.

PISkeferie .. ?

Det her indlæg har taget mig lidt tid at skrive, for det er surt at konstatere, at vi som familie har spildt optjente feriedage og 7.300 kroner på en påskeferie, der går over i historien som vores værste ferie.

Vi skulle have sparet pengene og være blevet hjemme. Det er den korte version. Det stod helt klart, da vi kørte hjem i snestormen i påskemandag. Og det værste er, at hvis vi havde taget os tid til at overveje det forinden, så ville vi have kunnet tænke os frem til, at det ville blive sådan. Men vi glædede os og vores forventninger var helt oppe.

Coronanedlukningen gør, at alt det med oplevelser er begrænset. Det var et vilkår, men ikke et vilkår vi for alvor havde tænkt konsekvenserne igennem af, inden vi tog afsted. Vi bookede sommerhuset, før restriktionerne blev forlænget, dengang det så lysere ud. Men så blev restriktionerne forlænget, og man kan ikke afbestille et sommerhus. Javist, vi fangede krabber, gik ture, løb ture, spillede minigolf, Uno og Olsen, og vi besøgte nogle jættestuer. Fint nok. Alle andre oplevelser var lukket ned.

Normalt spiser vi ofte ude på vores ferier, men det var lukket ned – og det vidste vi godt i forvejen. Jeg ved simpelthen ikke, hvad vi havde forestillet os. Vi hentede take away burgers i en termoboks en enkelt gang. Vi hentede også noget afkølet persisk mad, som sikkert havde smagt godt, mens det var frisklavet. Det var da udmærket. Vi var ved at græde af glæde over at kunne få en virkelig god flat white på Odden.

Udlejningssommerhus med indbyggede overraskelser

Så er der det med udlejningssommerhuse .. der er altid nogle indbyggede overraskelser. Jeg forventer, at der i et sommerhus, der udlejes i starten af lunefulde april, er både varme, mobildækning og internet – præcis som jeg forventer koldt og varmt vand og et tag over hovedet. Det er the basics. Hygiejnefaktor.

Hygge som i gamle dage – uden internet og mobildækning

Vi kunne ikke streame nogen form for film, vi kunne ikke læse nyheder på mobilen og knap nok tale i telefon, så ringe var forbindelsen til omverden. Internettet virkede ikke inde i huset, men var noget bedre i annekset. Det betød, at vores søn var der, hvor internettet var. Nemlig i det andet hus.

Jeg prøvede ihærdigt at lave den fotobog, som vi havde planlagt at færdiggøre i påsken, men svartiderne var så lange på nettet, at jeg tilsidst blev edderspændt hidsig. Min mand opgav alt digitalt og kastede sig over sine bøger. Vi havde forestillet os, at vi i det mindste var sammen i det samme sommerhus.

Men så kan vi jo altid hygge os sammen over en god film

Vi havde faktisk plan B klar, i tilfælde af svigtende internet, for vi havde planlagt at hygge os sammen med et par film, så vi havde go’e gammeldaws DVD’er med. Der stod nemlig i beskrivelsen, at der var DVD i huset. Det var der bare ikke. DVD afspilleren var boret ind i væggen i annekset, så vi ikke kunne flytte den ind i huset. Så dér røg vores planer om at hygge os sammen om en god film. Jeg magtede ikke at sidde i et iskoldt anneks under et bjerg kolde dyner i en kold seng, for .. nej, der var ingen sofa der foran DVD’en.

Og så er det jo altid dejligt med frisk luft og en gåtur ved havet

Lunefuldt og drilsk Aprilvejr er jo noget, man burde ta’ med i sine planer. Men ikke os. Påskeferien startede jo så fint med sol og forårsvarme, men i løbet af ugen ændrede vejret sig fra dejlige +17C og solskin til isnende -2C og snestorm.

De fleste dage blæste en iskold kuling ind fra havet, og det var simpelthen SÅ koldt at gå langs stranden. De ture vi gik, var iskolde og blev kortere end normalt. Det var på ingen måde vejr til at opholde sig længe udendørs, udover den første dag, hvor det til gengæld var fantastisk at sidde i solen i en solkrog og nyde varmen.

Efter en kold gåtur kan vi hygge os i et varmt sommerhus

Varmepumpen kunne slet ikke varme huset op. Der var fodkoldt i stuen, selvom der 25C om kinderne. Vi kunne ikke have varmepumpen tændt om natten, fordi den fik husets vægge til at brumme som en fiskekutter. Der var hverken en hyggelig brændeovn eller en effektiv radiator i stuen. Der var bare k-k-koldt! Har jeg i øvrigt nævnt, at huset var udstyret med sommerdyner?

Heldigvis sover man godt med al den friske luft

Det bliver et nej herfra. Min søvnkvalitet lå mellem 65 og 75%. Normalt mellem 85-98%. Varmepumpen lød som en fiskekutter i væggen lige bag min hovedpude, hver gang den gik i gang. Og nogen (spøgefugle) har sat en alarm i husets termometer til at ringe klokken 00:55 hver nat.

En nat vågnede jeg ved, at nogen/noget skrabede kraftigt på hushjørnet. Formentlig den råbuk, der intensivt stangede løs på havens træer og buske for at skrælle huden af sit nye gevir. Hyggeligt, men det var godt, at jeg ikke havde et gevær den nat klokken 3.

Efter en god nats søvn er det godt med godt morgenbrød

Godt morgenbrød er en absolut mangelvare i den landsdel. Der er begrænset adgang til forskellige former for kernefri bakeoff-løsninger fra diverse supermarkeder. Det kræver, at man er på pletten inden 8.

Vi måtte forhåndsbestille (og betale) til hele ferien for at sikre os morgenbrød. Bageren i Svinninge er en gammeldags bager, og det udvalg, der blev transporteret til Odden, var de mest klassiske kernefri og (efter min mening) kedelige varianter.

Hvorfor bestilte I ikke varer på Nemlig?

Normalt er det hyggeligt at handle i de lokale butikker, men al hyggen var som støvsuget bort af ekstrem Coronafrygt dyppet i et tykt lag indestængt frustration over alle de andre. Lange køer på gågaden, kø udenfor Netto, varemangel og tomme hylder, samt vrede medborgere.

“Hvorfor bestilte I ikke varer på Nemlig?” spurgte min veninde i telefonen efter ferien. Det har jeg faktisk ikke noget godt svar på. Dårlig forberedelse. Og det opsummerer vist meget godt, hvorfor vores påskeferie ikke blev, som vi forventede.

“Nu lukker de ikke skolen, vel, mor?”

Jeg orkede ikke endnu et pressemøde og alle de mange forklaringer. Uanset hvor pænt man pakker den ind, så stinker en lort bare så meget!

Vores søn går heldigvis i 4. klasse, så han er i skole igen. Det er så godt. Han er så glad for at se sine venner igen. Når man er enebarn er skolen ekstra vigtig.

Da vi spiste, kiggede han på mig og sagde “nu lukker de ikke skolen, vel, mor?” og jeg kunne heldigvis svare nej til det.

Han er så glad for at være tilbage. Han og hans venner gør alt, hvad der bliver sagt, for de har fået at vide, at hvis de ikke gør det, så lukker skolen igen.

Det er et stort ansvar på en lille person.

Julehumør i Coronaens skygge

Nu bliver dagene længere, men de er stadig alt for korte, og nætterne er lange og urolige. Jeg sover ikke godt for tiden. Min hjerne kværner. Jeg arbejder meget med accept af vilkårene, og det går det ikke skidegodt med.

Overgangsalder & Coronaobsession

Mit overskud er ikke særlig stort, for jeg har været igennem en kraftig menstruation i denne uge. Med den fulgte en ekstra bonus i form af 3 dages migræne, lændesmerter og smerter i benene om natten, så jeg har sovet superdårligt. Begyndende overgangsalder simply sucks ..

Al denne fokus på Corona, symptomer og sygdom gør mig syg i hovedet. Jeg er hyperopmærksom på min krop, og jeg mærker konstant efter; var det tør hoste eller bare kriller? Feber eller hedetur? Migræne eller Coronahovedpine? Ømme led eller restless legs? Havde jeg lige lidt ondt i halsen? … hele tiden et overdrevent myopisk fokus på symptomer. Men jeg er symptomfri. Det er intet udover overgangsalder, migræne – og årstiden.

Problemet med overdrevet sygdomsfokus er, at jeg bliver så udkørt af det. Min hjerne er udmattet, for jeg er på vagt hele tiden. Overfor egne mulige symptomer, stress over at skulle møde andre mennesker og undgå at møde dem. Over julen, der ikke bliver som den plejer. Som bliver lille og stille. Bare os i alle de skønne juledage. Det skal nok blive hyggeligt på en anderledes måde, men jeg arbejder som sagt med accepten.

Hvad siger man til dem, man gerne vil se?

Hvad siger man til dem, man gerne vil se? Lad os ses udenfor og bytte gaver? Det pisser ned de fleste dage. Sikke hyggeligt. Og hvad med min far? Han sidder alene i julen, og det er han ok med. Men jeg savner den gamle knark, og vi plejer at se ham til jul. Vi har gaver til ham, og dem skal han da ha’? Men jeg vil ikke trænge mig på og få ham talt ind i noget, han ikke er tryg ved.

JEG er let at overtale til noget, jeg ikke er tryg ved. Jeg siger ja, fordi jeg er så umiddelbar, tankeløs og torskedum, og så stresser det mig og giver urolige nætter, hvor jeg spekulerer ‘hvordan slipper jeg ud af det?’. Jeg vil ha’ det skidt med, at jeg får andre til at føle sig lige så skidt tilpas, fordi jeg siger ‘hvad gør vi med julegaverne?’ og dermed kaster årets varmeste kartoffel over til en, jeg holder af.

Jeg har simpelthen så svært ved at navigere i det her.

Jeg har udskudt at tale med min far og mine to veninder i en uges tid, fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal foreslå. Jeg har så meget lyst til at se dem, blandet med SLET ikke.

Engang i efteråret kom jeg frem til, at det bedste ville være, hvis jeg gik i hi og først dukker op til foråret. Eller godt hen i juni. Jeg tænker, at det stadig ville være det bedste, men jeg har svært ved at sove 😀

Forkølelse = forkælelse i en Coronatid 🦠

Efter en lang uge hjemme med forkølelse er vores store knægt tilbage på banen. Han har ikke været særlig syg, men jeg synes, at det er en dårlig ide at sende et forkølet barn i skole især nu. Dels af hensyn til at smitte kammerater og lærere, men også især for at undgå, at han får puttet Coronavirus op i næsen, når han tørrer snot væk. Det første tilfælde af Corona på hans skole blev nemlig konstateret ugen inden, og vores kommune er nu i rød, så smitten er ‘derude’.

Derfor var han hjemme hele sidste uge med sin snotnæse. Bortset fra en del snot var han frisk og glad. Ingen feber, ingen hoste, kun snot. Han nød at slappe af og se masser af film på Disney Plus, samt game med sine venner.

Hans kammerater havde ‘flex-uge’ i sidste uge, dvs. en slags tema-uge, hvor det normale skema er ude af drift. De skulle lave en 5 minutters præsentation af et selvvalgt emne fra jernalderen. Den lavede han torsdag-fredag, og så var han på omgangshøjde med sine kammerater.

Han var IKKE glad for at skulle i skole i morges, men han kom afsted i god tid, og så var den uge i gang!

Subject to change

Det eneste, der virker på coronavanviddet, er tid. Bunken med Coronadage tæller nu mere end et 1/2 år. Ved at vende et kalenderblad ad gangen, ta’ en dag ad gangen og bare lade dagene passere, så bliver det en smule mere spiseligt.

Jeg er ikke fan af det planløse liv, hvor vi ikke ved, om vi kan fortsætte med vores hverdag uden alt for mange restriktioner. Vores søns 11-års fødselsdag, aflyst. Familiefødselsdag i lørdags, aflyst. Arrangement med tidligere kolleger, aflyst. Møder på job, aflyst/udskudt. Koncerter udskudt. Rejser, som vi dårligt tør booke. Alle planer er ‘subject to change‘ – altså foreløbige aftaler, hvoraf hovedparten ikke bliver til noget, hvis man dømmer ud fra eftermiddagens pressemøde.

Det, vi har sværest ved, er, at alle vores drømme og planer om rejser er sat på stand-by. Vi kan ikke planlægge. Vi venter bare på, at tiden går, og tingene bliver bedre. Min mand bookede en forlænget weekend i Prag i oktober, for tallene så fine ud i Tjekkiet. Bemærk, datid, for så eksploderede smitten, og nu er Tjekkiet på UMs sorte liste.

Jeg langer ikke ud efter nogen, jeg er bare sur på Corona. Gi’ mig mit liv tilbage!

På den anden side af Corona, så vil jeg

  • Rejse mere
  • Samle oplevelser
  • Gå til koncerter
  • Fejre alle de runde fødselsdage i min vennekreds
  • Gi’ hånden til alle, jeg møder – på morfarmåden med begge hænder
  • Kramme alle, jeg kender og også dem, jeg kun kender lidt, til de er blå i ansigterne
Photo by Caio on Pexels.com

Mine ønsker for 2🦠2🦠 – opdateret i den nye CoVirkelighed dag 70

Det lyder måske som om jeg (i forlængelse af mit nylige indlæg med min ønskeseddel fra jul sidste år) nu også publicerer mine nytårsforsætter fra dengang.. Men nej, det er ikke de gamle nytårsforsætter, der følger her.

Der er gået 5 1/2 måned siden nytårsaften – det føles som et helt andet liv. Face it, det var også et helt andet liv.

Nu har jeg nogle helt andre ønsker for 2020 end for 5 1/2 måned siden. Mine ønsker for 2020 er ting, jeg ikke tidligere satte på ønskesedlen, fordi det nærmest bare var selvfølgeligheder.

Mine ønsker for 2🦠2🦠:

  • At kunne kramme mine venner, veninder og alle mulige andre igen uden at stå der og blafre kejtet overfor hinanden.
  • At snakke sammen, kramme, være tæt på hinanden og spise middag sammen.
  • At kunne gå til koncerter og fredagsrock og ud at spise og fulde sig uden Coronabekymringer.
  • At kunne forlade landet. Det betyder SÅ meget for mig. Jeg er ufri, og det trykker mig hver eneste dag. Jeg vil have Europa uden grænser tilbage.
  • At komme på den planlagte sommerferie til Italien, Frankrig og Berlin. Det ønsker jeg mig hårdt. Jeg kan ikke lave en plan b, for der er intet alternativ.
  • At gå på arbejde i pænt arbejdstøj, holde møder, give hånd og se hinanden i øjnene.
  • At kunne gå med fingerringe igen uden at gå kraftigt på kompromis med hygiejnen.
  • At få lange negle igen og ta’ neglelak på uden at bekymre mig om at det er virkelig klamt og uhygiejnisk 🧑🏽
  • At undgå bebrejdende blikke i supermarkedet, når jeg fejlfortolker andre og kommer for tæt på ved en fejl.
  • At slippe for håndsprit i hele skoletasken inklusiv under coveret på skoleipad’en 🤭
  • Slippe for selvbestaltede politibetjente👮🏽 også min egen ..
  • At knægten alligevel kan komme på lejrskole, selvom det i 3. klasse kun er en enkelt overnatning.
  • At undgå at obsesse over ‘åh, 1 meter’ og ‘husk at holde til højre’ og ‘ikke for tæt på’ osv.
  • At åbne vores hjem for legeaftaler, madgrupper og soveaftaler.
  • At kunne gå i biografen igen. Vi skal se Trolls 2 .. jeg fik billetter i fødselsdagsgave. Med popcorn og bland-selv-slik.
  • At slippe for at stinke af tequila, hver gang jeg har været i Føtex. Deres håndsprit stinker som tequila, og jeg har ikke de bedste minder om den duft 🤮
  • At komme i fitnesscenter igen og nyde det uden at det bliver noget med bacilleskræk og virusfrygt
  • Jeg ønsker en ny regering – eller i det mindste en åben regering, der ikke kommunikerer som Trump. Jeg vil gerne have en regering, der ikke er faktaresistent, samt virker bedrevidende og nedladende i sin kommunikation. Som ikke anser sig selv for at være bedre og klogere end alle os andre.
  • Jeg savner en kritisk opposition og kritiske medier, der fungerer som vagthund overfor en regering, der indfører deres partipolitik under dække af at det er til vores fælles bedste pga Corona’en. Meget muligt, men vi bør stadig være kritiske.
  • Jeg vil have mine borgerrettigheder tilbage; forsamlingsfrihed, foreningsfrihed, bevægelsesfrihed, rejsefrihed, behandlingsgaranti .. Regeringen har frataget os alle disse rettigheder, og det bekymrer mig, at folk virker så ligeglade. Men regeringen svarer ikke på hvorfor, hvor længe og hvornår vi får vores rettigheder tilbage – og det er skræmmende!
  • Ytringsfriheden vil jeg også have tilbage .. den røg sig nemlig også en tur, da store dele af Danmarks Radios samfundsdækning blev lukket ned efter ordre fra Statsministeriet.

Tilbage til skolen, sort of – ny CoVirkelighed dag 33

På mandag starter knægten i skole efter 40 dages Corona-break. Han kan ikke få armene ned!

Skolen har været lukket i 40 dage – det svarer til en sommerferie, så første skoledag er faktisk lige så spændende som første skoledag efter sommerferien. Vores søn glæder sig helt vildt. Han har godt forstået, at det er nødskole, med færre klassekammerater, men han glæder sig alligevel!

Første skoledag betyder også at skoletasken skal være klar mit alles. Der må ikke lånes af hinanden, og det betyder, at tasken skal være pakket med spidse blyanter, linealer, tuscher, farveblyanter i rå mængder. iPad’en skal afsprittes hver dag – og det samme gælder vel tasken?

Desværre er det ikke glæde og forventning, vi voksne har MEST gang i, ifht første skoledag.

De gode råd og nye regler er utallige, og som sædvanlig er Sundhedsstyrelsen på banen med en patroniserende video, hvor de fortæller indgående om det indlysende. Denne gang er det skolebørn, der er målgruppen, og det går helt galt med kommunikationen, hvis du spørger mig.

Prøv selv at se videoerne (der er også en for de 3-5 årige) igennem og sig de mange budskaber højt bagefter. Kan du huske dem? Og endnu vigtigere; kan dit barn?

Er det fair at gi’ barnet ansvar for at undgå Corona, som videoen gør? Der er voksne til stede i skolen (præcis som herhjemme de seneste 40 dage), og det er vores ansvar at hjælpe børn til at gøre det rigtige.

Vi skal ikke gemme os for Coronavirus, som videoen fortæller. Det er det stof mareridt og bekymringer er lavet af; man gemmer sig kun for monstre som It. Vi skal i stedet bekæmpe Corona bl.a. ved at vaske hænder og ved ikke at komme for tæt på hinanden. Dvs børnene skal gøre som vi plejer at gøre i den nye CoVirkelighed.

Og frem for alt skal både ungerne og vi glæde os til skolestart. Det er en stor dag 🥳

Bizar video til børn

Børns psykiske helbred sættes på spil

Har du brug for gode råd (og det har du sikkert ikke), så kig i stedet i retning af Børns Vilkår.

That’s the spirit!