Det er en fase

At gå ud i forårsaftenen, glad i låget og ikke frysende, efter en hyggelig og tankevækkende aften i dejlige damers selskab er bare .. vidunderligt! Tak Julia og I andre 🙏🏼

Jeg var fyldt til bristepunktet i mit hoved og mit hjerte ligeså. Det var en dejlig aften. Sjov, tankevækkende og lærerig. Vi står tærsklen til liv med teenager herhjemme. Nu er jeg bedre forberedt. Og i hvert fald ikke alene .. andre kvinder går foran og kommer efter ❤️

Hvad sker der i forældreskabet, når ens barn bliver teenager?

Hvor flytter forældrerollen sig hen, og hvad betyder det for hele familien, når man bor sammen med en vulkan, der potentielt kan flytte de tektoniske plader i familien, inden nogen har nået dagens første kop kaffe?

Hvordan sikrer man at familien, forældrene og måske endda teenageren har de bedste muligheder for at trives, lære og møde hinanden? Det har Julia Lahme IKKE alle svar på, men hun har nogle bud på hvordan både teenagere, forældre, små og store søskende, kan lære at danse på vulkaner og forhindre at dørene smækker hårdt i.

Foredraget kommer omkring kulturhistoriske strømninger, som måske kan inspirere til at forstå hvad teenagefasen i dag består af, men også med indsigter til at forstå, hvad det egentligt er, vi kræver af forældreskabet i verden i stadig forandring.

Et overraskende foredrag med personlige betragtninger, eftertænksomhed og den rå mængde humor, der kræves for at komme igennem også denne fase i livet. Sammen.

– /foredrag-med-julia-lahme-det-er-bare-en-fase/

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

På altanen i Berlin

I sommer sad jeg på altanen i Berlin med udsigt til Dom og det nye slot og læste bogen Heimat. Jeg læste den i små bidder, og jeg blev hurtigt bidt af den.

En enkelt gang måtte jeg lægge den fra mig og ta’ en pause. Dens ord ramte mig. Eller også var det kombinationen af at være lige her i Berlin – og så bogens ord. Bogen er både vild og blid, og den ramte mig. Jeg bærer ikke rundt på skam over mine bedsteforældres gerninger. Men det gør mange tyskere, og Nora har sat sig for at finde ud af sin families fortid for at få afklaring og ro i forhold til den skam, hun bærer på. Det er der kommet denne fine bog ud af.

Skammen er nedarvet, og man taler ikke om dengang. Det er en arvesynd, som man bærer videre. Først nu begynder forfattere som Nora Krug at kigge på den tid og forsøger at ta’ sin familiehistorie ud af mørket og forsøger at forstå hvorfor. En serie som ‘Unsere Mütter, unsere Väter’ er et udtryk på yngre generationers nysgerrighed efter at forstå hvorfor.

Efter at jeg har læst bogen, forstår jeg bedre mine (få) tyske venner. At nogle af dem får kvalme, når de ser de store slotte og bygninger, der bygges i Berlin, at de ikke bryder sig om deres nationalsang og ikke kunne drømme om at bruge deres flag til fødselsdage eller på juletræet.

Heimat er en fint illustreret bog – den ligner lidt en ufarlig børnebog med sine illustrationer, men den rammer hårdt. Det er en stærk fortælling om Nora Krigs søgen efter sin tyske identitet i skammen efter 2. verdenskrig, som hun har arvet efter sine bedsteforældre.

Prøv at overføre det til dit eget liv – tænk, hvis du skulle bære videre på skammen fra dine bedsteforældre og på samme måde lade den gennemsyre dit liv 50 år efter.

Det er det, Nora Krug gør. Selvom hun er født i 70’erne, bærer hun og mange andre tyskere på en knugende skam over deres fædrelands rædselsvækkende handlinger under det nazistiske styre i 2. verdenskrig. Selv efter at have boet mange år i USA, møder hun stadigvæk foragt på grund af sit tyske ophav og accent, og hun forstår det jo godt, bedre end folk tror, for hun har det på samme måde med sit land.

Nora Krug indser som voksen efter at have boet i USA i 17 år, at hun – for at vide hvem hun virkelig er – bliver nødt til at afdække sin families historie under Tysklands nazistiske styre. Med sine betagende illustrationer og sensible fortælleform er “Heimat” en original fortælling om når ens identitet fyldes af skyld og skam over sit historiske ophav.

Min læseplads i Berlin

En umulig beslutning

Hjerteskærende. Jeg har altid forestillet mig at det var en ond hjerteløs psykopat-stikker, som angav Anne Franks gemmested til nazisterne for nogle håndører ..

Men virkeligheden er meget værre og understreger den helt forfærdelige, umulige og desperate situation, som jøderne blev tvunget ud i under 2. verdenskrig ..

Undersøgelser har nemlig vist, at det var en jødisk mand, der angav familien Franks skjulested for at redde sin egen familie fra lidelse og udslettelse. Det er en enormt smertefuld opdagelse.

Anne Franks far var det eneste overlevende familiemedlem efter Holocaust, og det viser sig, at han lå inde med denne viden om mandens identitet. Han valgte at se bort fra det, og han forfulgte ikke sporet.

Man ved ikke hvorfor Otto Frank opgav jagten på den, der angav familien – men jeg forestiller mig, at Otto Frank indså, at manden også var et offer for et skruppelløst regime. Og intet ville bringe Otto Franks familie tilbage.

Det er dobbelt tragisk. Det er en umulig beslutning. En adresse for din familie. Hvad ville du selv have gjort?

Læs mere her.

Anne Franks barndomshjem

Da jeg fyldte 13 år, fik jeg Anne Franks dagbog, og jeg blev så grebet af den jævnaldrende piges dagbog, at jeg begyndte at skrive dagbog. For mit vedkommende blev det til omkring 40 dagbøger. Da min mor døde, mistede jeg evnen og lysten til at skrive videre. Jeg forsøgte at finde gnisten igen, men det blev aldrig det samme igen, og mit dagbogsskriveri løb til sidst ud i sandet.

Så .. ja, Anne Franks dagbog ændrede mit liv. Den rører mig dybt. Hvergang. For jeg bliver aldrig for gammel til at læse om Anne eller læse hendes dagbog igen. Den seneste måneds tid har jeg læst den grafiske version højt for vores søn. Han skulle preppes lidt, før vores besøg i Anne Franks Hus her i Amsterdam på fredag.

I går fandt vi spontant på at ta’ en tram ud til Merweideplein 37, hvor Anne Frank boede med sin familie, fra de emigrerede fra Tyskland i 1933 og til de gik under jorden i 1942 i baghuset i Prinsengracht 263.

Vi stod af tram’en på en bred gade og gik til højre rundt om den gule bygning langs vejen. Vi gik forbi boghandleren på hjørnet, hvor Anne Frank efter sigende selv udvalgte netop den ternede dagbog, som hun ønskede sig til sin fødselsdag.

Foran familien Franks opgang ligger der 4 blanke snublesten med deres fødselsdatoer og videre skæbner. Vi kiggede op mod 2. salens vinduer og prøvede at forestille os deres liv der. Anne Frank stiftelsen har købt lejligheden, og den udlånes til forfatterspirer som skriverefugium.

Der findes en film fra dengang hvor Anne boede der. Nogle af deres naboer blev gift, og det blev filmet. Idet fotografen panorerer op over huset, ser man Annes lille nysgerrige hoved stikke ud af vinduet og følge begivenhedernes gang.

Udenfor bygningen er en lille park, og i den står en fin lille figur af Anne Frank, som bærer på noget bagage.

Formentlig symboliserer det den dag, hvor hun gik de 4,5 km fra Merweideplein til Prinsengracht i ført al sit tøj for ikke at vække opsigt. Som jøder var det forbudt for dem at tage sporvognen, bussen eller cyklen. De kunne heller ikke købe en is eller forfriskning undervejs, for det var også forbudt for jøder. Det var sidste gang, hun var fri udendørs.

Københavnertur // kaffe, manga & Smask

Efter vores skønne morgenmåltid og lækker kaffe på Avobaren kørte vi til Kbh og parkerede lige foran Den Kinesiske Købmand på Nørre Voldgade.

Vores søn elsker ramen, og det er det helt rigtige sted at købe den slags. Udvalget er STORT! Så vi købte forskellige typer ramen, bubble tea og et kit til at lave Laksa med 🍜

Vi gik ned ad Nørregade med kurs mod Faraos Cigarer. Og så opstod kaffetrangen igen – heldigvis/tilfældigvis lå Democratic Coffee lige foran os ☕️😅 udover 2 fænomenale flat white købte vi en croissant til knægten. Jeg fik kun en bid af den, men kunne sagtens have spist den hele. Den var perfekt, så sprød 🥐

Vi gik i Arnold Busck og kiggede lidt på rejsebøger. Jeg købte en om New York – så er vi lissom på vej, ik? 🗽

Vi gik i Faraos Cigarer og kiggede på mangabøger. Knægten fandt en Naruto, som han ‘mangler’. Det er et fascinerende univers, men det er lidt underligt, at det er større i Tyskland og Frankrig. I Tyskland har boghandlere miniafdelinger mangabøger og merchandise, men det er ikke tilfældet – endnu – i Danmark. Faraos Cigarer sidder på den del – sammen med Animerch og Fantask. Og boghandlerne misser måske en gylden mulighed for at fange ipad-generationen 🤷🏻‍♀️

Derefter gik vi på Smask. Min mand og søn himlede op om nogle fantastiske sandwiches, de har set på Facebook. Ejeren var der, og det er hans videoer, de åbenbart har set. Han bød os velkommen og præsenterede den sandwich, han stod og lavede. Det var en Nachos Fiesta, og den så god ud! Vi bestilte en mage til – med kylling, creme fraiche, tortilla chips, cheddar, guacamole og salsa.

Sandwichen var gigantisk. Hele Livgarden købte sandwiches der, mens vi var der. Livgarden er åbenbart bygget på Smask 💪🏽😅💂‍♀️

Mere end en håndfuld 😍

Og så kørte vi ellers retur til forstaden igen. Sommerferien er forbi for vores søn, hverdagen begynder igen – og det er sorgens dag, som min svigerfar siger: Det er slut med de lyse nætter ☀️

Ferielæsning

Mette og jeg er ikke enige om metoden, men alligevel enige om målet: Det bedste for Danmark. Jeg er stolt af vores statsminister, selvom jeg ikke stemmer på hende. Hun gør det godt, på sin måde.

Derfor er denne bog så spændende. Den giver et godt indblik i de politiske processer og den hverdag, der også er, når kameraet er slukket. For der er hverdag og mere end øjet ser. Det er et hårdt liv, hvor jobbet bliver en opgave og et kald. Der er ikke meget tid tilovers til familie og venner. Man er altid på. Altid under luppen. Altid genstand for fortolkninger, kritik og mandagstrænere.

Jeg ville ikke være politiker. Det blev et nej tak fra mig i sin tid. At være med til borgermøder, dele flyers ud, diskutere, landsmøder, valgtilfordnet, hænge plakater op og være med til valgfester – det har jeg prøvet. Der er kort vej til magten for den, der vil og tør. Nogle gange kan jeg ikke lade være med at tænke på, om prisen ikke er for høj, fordi forståelsen er for lille.

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Det er altid mørkest før daggry

Det er altid mørkest før daggry, skriver Laura Ingalls Wilder. Det betyder ikke blot, at natten er mørkest lige før solen står op. Det betyder også, at når alt er lort, så kan det være, at det lysner om lidt. Laura skriver sådan i bogen ‘Det lille hus ved floden’.

Hendes senere bog “Den lange vinter” handler om de trængsler, ensomhed og den sult, som mange pionerfamilier var udsat for under den hårdeste vinter i USAs historie i 1881. Pionererne boede i små ensomt beliggende barakker nær små prærielandsbyer, som var helt afhængige af forsyninger via jernbanen. Vinteren var så hård og lang, at jernbanen ikke kunne komme gennem snemasserne i et halvt år. Ingen mad, intet brænde, intet lys.

Da jeg var barn, syntes jeg, at den bog var den kedeligste og mest langtrukne i hele serien af Laura-bøgerne, som jeg ellers elsker højt. Lige nu vil jeg sige, at det er den mest relevante og aktuelle. Den giver mig ballast til at stå Corona igennem.

Hvad kan vi lære af Laura? At det er mørkest før daggry. Med andre ord: Det bliver lyst igen. Solen står altid op. Vi er nødt til at sænke blikket, fokusere på hverdagen, vores kære, det nære og nuet for at bevare roen og overskuddet. For hver dag der går, er vi tættere på enden af Corona – men også på livet. Derfor synes jeg, at vi skal prøve at fylde dagene med de glæder, vi trods alt har. Lauras far spillede violin, indtil hans forfrosne fingre ikke kunne mere, hvorefter de sang i mørket.

Vi er nødt til at acceptere vilkårene lige nu. Indrømmet – det er den del, jeg har sværest ved. Jeg har ingen tålmodighed. Min hjerne er fast beskæftiget med at udtænke udveje og hænger fast i alt det, vi misser, og alt det, vi ikke kan. Det bliver jeg simpelthen så udkørt og humørforladt af. Jeg bliver også bekymret for om vores ferieplaner bliver til noget, og dét er simpelthen en regulær dræber for min livsglæde og optimisme.

Så minder jeg mig selv om, at jeg skal sænke blikket, kigge på det nære og kære – og få hverdagen til at blive god og så munter som muligt. For det er altid mørkest lige før daggry ❤

The Darkest Hour Is Just Before Dawn

Laura Ingalls Wilder, Det Lille Hus ved Floden

Hvide Blomster

Jeg købte Sissel-Jo Gazans bog “Hvide Blomster” nærmest i det øjeblik den blev udgivet. Jeg var SÅ spændt på at læse den, for jeg er virkelig glad for Blækhat, Dinosaurens Fjer og ikke mindst hendes Berlin-bøger, som var min way in to hendes forfatterskab.

Hvide Blomster er sådan en bog, jeg ville ønske, at jeg kunne lade være ulæst eller glemme igen! – sådan så jeg kunne læse den helt forfra igen, så jeg igen kan mærke glæden ved at læse den og spændingen ved at vende hvert blad i bogen én gang til. Men nu er den læst, og den er bare så god!

For mig var Hvide Blomster en pageturner. Jeg fik lyst til at ta’ til Samsø og se og møde personerne og stederne fra bogen. Personerne og stederne står lyslevende for mig, takket være de indgående beskrivelser. Jeg kom ind under huden på hovedpersonerne, og de kom i den grad ind under huden på mig.

Jeg vil ikke karakterisere Hvide Blomster som en krimi, for den er så meget mere. Det er en grum coming of age fortælling, hvor vi følger hovedpersonen Jenny fra hun er 13 til hun er voksen. For at blive i blomstersproget, så er hendes start på voksenlivet ikke en dans på roser.

14-årige Jenny vokser op på Samsø i 1993. Hun bor hos sin mor, som er tatovør, ligesom hendes onkel og hendes bedstefar. Hendes kusine, Tessa, er hendes bedste veninde, og hun vokser op i et kaotisk hjem og får en alt andet end god start på sit voksenliv.

Jenny interesserer sig for botanik, for hendes oldefar var en berømt dansk botaniker, og hun har arvet hans store samling af sjældne og ikke mindst af giftige planter.

Jennys fortælling begynder den dag Bettina forsvinder sporløst på Samsø. Den forsvundne pige boede hos Tessas mor, Mona, som plejebarn.

En dag fortæller Tessa Jenny en ubærlig hemmelighed. For første gang nogen sinde har Jenny hemmeligheder for sin mor. Nogenlunde samtidig opdager Jenny, at hendes mor også har sine hemmeligheder. Og hun lyver.

Den australske mand, der bor hos dem, Jack, går ikke kun til hånde i haven. Jenny bliver elektrisk, når han ser på hende med sine blå øjne.

Da Jenny skal på gymnasiet, flytter hun alene til Aarhus. Her opdager hun, at hun har arvet mere fra sin oldefar end et herbarium, for hun har talent for at tegne og får tegneopgaver for Botanisk Institut på Aarhus Universitet.

Hun opdager også, at hun har arvet en kompromisløs retfærdighedssans og en uslukkelig hævntørst fra sin mor.

Sissel-Jo Gazan “Hvide Blomster” 2020

Ikke alle hvide blomster er giftige, men alle giftige blomster er hvide

– Jenny

Sådan har jeg læst bogen:

Jeg har skiftevis læst i selve papirudgaven, samt lyttet henholdsvis læst på Mofibo på mobilen. Det passer perfekt ind i min hverdag at kunne kombinere de 3 muligheder 🤷🏻‍♀️ – og det gør det lettere for mig at læse en bog indenfor en rimelig tid.

Augustlisten

August .. den sidste sommermåned i denne omgang. August startede på Bornholm i fantastisk solskin og slutter herhjemme med en smuk og sommerlig solskinseftermiddag. Efter en dag med rengøring, oprydning og tøjvask sad jeg i solen og hyggede mig på altanen. Her til aften så vi solnedgang over Furesøen. Det var allerede klokken 20. Dagene er blevet mærkbart kortere nu. Det er tid til et tilbageblik på august:

  • Vi startede august på Bornholm med gode venner i helt fantastisk vejr, og da vi besøgte Bornholm var vi også et smut på Christiansø 🏝
  • Første skoledag i 4. klasse. Jeg har et stort barn i F J E R D E klasse !?
  • August er også et nyt skoleår med madpakker, forældremøder og aula – og Coronaangst (ingen badning efter gymnastik, holdinddeling i SFK, kun 1 forælder pr barn til forældremødet, osv)
  • Tilbage på jobbet og NU skal jeg for alvor i gang med egne kunder 🤟🏼
  • Jeg begyndte at løbe om morgenen under hedebølgen, for det er køligere. Det er fantastisk!
  • Hedebølgen var fantastisk, og jeg ville ønske, at den havde varet lidt længere .. til april eller der omkring 🤷🏻‍♀️☀️😅
  • Vi kyssede de lyse nætter farvel 8/8 – “sorgens dag” i følge min svigerfar ❤
  • Vi har tilbragt to søndage i Rørvig, hvor vi har badet, spist is, besøgt min far, spist burger og badet én gang til i solnedgangen 🌅
  • Om morgenen er det nu så mørkt, at jeg ikke længere kan se rødder og andre snublefælder på jorden, så i sidste uge løb jeg på villavejene, hvor jeg kan se forhindringerne 😅
  • Det regner nu jævnligt for vildt, og det bliver det ved med til april 🤦🏻‍♀️🌨
  • Jeg sagde skråsikkert forleden, at det er en fordel at bo på en bakketop på fjerde sal, når det er skybrudssæson. Nu har vi så en affugter stående i soveværelset og vand, der drypper fra loftet. Nemesis har åbenbart lyttet på vandrørene (!) og lavet hul i et vandrør i lejligheden ovenover 🤦🏻‍♀️
  • Læsefest .. jeg har læst/lyttet til så mange spændende bøger, takket være Mofibo; i august startede jeg med at læse /lytte til bogen “Kvinde i Berlin” og fortsatte med “Berlin Faldet 1945”. Den var ret faktatung, tilsidst var det lidt en kamp, så jeg var glad, da jeg hoppede over og læste Sissel Jo Gazans nye novelle “Kvartsgeode” 😍
  • Jeg har også læst “Gå, så går det nok”, og den var virkelig tankevækkende. Jeg fokuserer på at nå mine 10.000 skridt om dagen og har gjort det længe. Der er så meget trivsel gemt i at sætte en fod foran hinanden 10.000 gange om dagen.
  • Nu er jeg i gang med at læse/lytte til Lis Sørensen og Glennon Doyle. Spændende kvinder!
  • Jeg har fået lappet min cykel, og det betyder, at jeg cykle til arbejde på 9 minutter og 37 sekunder 🤟🏼
  • Corona er her stadig og lægger en dæmper på vores liv. Min fødselsdag røg i svinget, vores søns fødselsdag røg i svinget og mange andres … vi har ingen rejse booket, og det niver. Hårdt. Jeg har wanderlust og rejsefeber.
  • Nu skal vi bære masker i offentlige transportmidler, men allerede inden bar jeg maske på BornholmerFærgen, hvor det at holde 1 meters afstand var umuligt. En kvinde himlede med øjnene, men det siger jo mest om hende 🤷🏻‍♀️
  • Inden 1/10 skal vi bære masker indendørs i supermarkeder og storcenter, tror jeg. Om 30 dage finder vi ud af, om jeg har ret? Hvad tror du?
  • I mellemtiden ender engangsmaskerne i naturen, hvor de ikke hører til. Der var engang – før Corona – hvor vi var obs på natur, klima og genbrug. Nu er vores fokus et andet sted. I S-togene er der 92 mio. påstigninger hvert år – det bliver til pænt mange masker – og det er kun i hovedstadsområdet. Er vi parate til at betale offeromkostningen ved alle de engangsmasker?
  • Jeg er mere til stofmasker, fordi jeg har det skidt med brug og smid væk produkter. Jeg har stofmasker med i tasken hver dag just in case. De kan vaskes med sammen med håndklæder og sengetøj ved mindst 60C. Men som nævnt .. jeg cykler, så indtil videre er det er let/gratis for mig det med masker.

Kim Wilde koncert

Vi var til Kim Wilde koncert her til aften. Vi skulle have været til 50 års fødselsdag, men den blev aflyst for blot 4 dage siden. Min mand handlede hurtigt og sikrede os 2 billetter til koncerten på Royal Stage i Hillerød. Der var fyldt med unge mennesker på 50-65 år. Der var ingen ståpladser, … Læs resten Kim Wilde koncert

Juli-listen

Det altoverskyggende tema i juli er sommerferie, fødselsdage og weekendture ❤️

  • Vi skal nyde de sidste dage i sommerhuset i Ebbeløkke
  • Vi kører til Hannover på lørdag – med lidt medvind kan vi nå at runde Tysklands største Primark
  • Videre til Würzburg søndag
  • Og final destination; Bardolino, vores hotel og vores to værtinder; de sødeste søstre ❤️
  • Pause i Pegnitz
  • Til slut en uge i Berlin med shakshuka på Spreegold, frokost på Thai Inside, solskinstimer på den blå legeplads, kaffe hos Father Carpenter, en tur i Zoo og dumplings på Yumcha Heroes og meget mere …
  • Fejre 11 års fødselsdag den allerførste hverdag
  • Fejre min fars 80 års fø’s i Rørvig 2 dage efter
  • Tilbage til hverdagen
  • Rundtur på Christiansborg
  • Weekend i Rørvig med min veninde
  • Til Bornholm på den sidste julidag.

Tillykke med huen!

“Fuck Corona, vi skal være stive!” Stod der på en af de studentervogne jeg så i dag. Det er et råd flere af os nok burde ta’ ind 🥂🍓🇩🇰

Jeg elsker studentervognene, larmen i gaderne og de glade ansigter – det minder mig om at være ung og have et hav af muligheder. En afgrund af frihed, som Bo Green Jensen kaldte en bog. Tillykke med huen derude!

Nyd jeres tid! Nyd hinanden og jeres frihed! Efter den værste tid kommer den bedste tid! Gi’ den gas – for en dag er det jer, der vinker til vognene med tårer i øjnene og ønsker, at man kunne være 19 for bare en dag ❤️🥳☀️

“Godt, at regeringen tillod studenterkørsel” siger vi til hinanden og ser fuldstændig bort fra det faktum, at det slet ikke er noget, en regering skal blande sig i. Men vi retter bare ind, går i takt og bliver glade for at få tilladelse til noget, der burde være en selvfølge. I min verden skal en regering ikke indgå i micromanagement af det enkelte individ. Det er et skråplan.

Har du idioter i dit liv?

Her til morgen deltog jeg i et online foredrag af den svenske forfatter Thomas Erikson, som er kendt for sine bøger “Omgivet af idioter” og “Omgivet af psykopater”. Jeg har læst begge bøgerne for nylig, og jeg er virkelig begejstret. Jeg kan virkelig anbefale dig at læse bøgerne – for mig har det været meget lærerigt, interessant, tankevækkende og samtidig sjovt.

Jeg er for nylig blevet certificeret i Extended DISC Basic, og det var på uddannelsen, jeg lærte bøgerne at kende. Bøgerne er nemlig baseret på teorien bag DISC-personanalysen, som kan anvendes på en måde, så du lærer at afkode både dig selv, dine kolleger, venner, mand, børn, politikere og andre ved hjælp af de fire personprofiler – rød, grøn, gul og blå. Jeg bruger DISC profilen i mit arbejde med kandidater, men jeg har også oplevet, at jeg får glæde af teorien i mit privatliv. Det havde jeg ikke lige set komme.

Jeg har fået ny selvindsigt, og det er ikke udelukkende af den hyggelige slags. Udover at få øje for mine styrker, har jeg fået øjnene op for nogle af de svagheder, som også ligger i min adfærdsstil. Nu har mine svagheder fået navne. Nu hvor jeg kender dem, owner jeg dem, for de er en del af mig. Jeg er mere bevidst om dem, så jeg kan overkomme dem eller komme udenom dem.

Min konklusion er, at der ikke findes idioter. Ja, det er en stor ting for mig at sige – husk på, at jeg råber af fjernsynet, når visse idioter toner frem. Men nu forstår jeg bedre, hvor de kommer fra og hvorfor de handler og siger, som de gør – takket være teorien.

Ved at kende teorien, kan jeg møde andre (farver) bedre ved at tilpasse min egen adfærd. Jeg øver mig i at blive bedre til at forudse mine og andres adfærdsmønstre fx under stress eller i en Coronakrise. Og der er især “Omgivet af idioter” en god kilde til indsigt – og det er også den bog, jeg vil anbefale dig at starte med.

Bøgerne er baseret på DISC-personanalysen, som kan anvendes på en måde, så du lærer at afkode både dig selv, dine kolleger, venner, mand, børn og andre ved hjælp af de fire personprofiler – rød, grøn, gul og blå.

se mere her

Oplevelser på bogreolen – ny CoVirkelighed dag 30

Jeg læste Anne Franks dagbog færdig i dag. Ikke den klassiske uden billeder, men den nye grafiske version. Jeg er SÅ begejstret! Det fungerer så fint med de fine tegninger til Annes ord.

Illustrationerne er fine, vellykkede og humoristiske – uden at forfladige Anne Franks ord. Anne Frank er skildret præcis som jeg forestiller mig hende. Illustrationerne er poetiske som hendes ord, og jeg synes, at den er meget læseværdig. Det er en ny måde at læse dagbogen på.

Jeg er SÅ glad for bogen, som jeg fik af min mand til jul. Den flytter ind på reolen sammen med mine 3 forskellige versioner af Anne Frank: Den originale version, hvor Annes far udelod visse passager, samt den version jeg fik i gave som 13-årig, som fik mig til at skrive dagbog – og den tredje som er den uredigerede version af dagbogen, som vi købte i Anne Franks hus i Amsterdam. Sammen med dagbøgerne står også Miep Gies’ bog.