Frokost på Shoryu Ramen i London

Jeg ved, at du tænker, mon familien K slet ikke får noget at spise i London? Bare rolig! Alt er i orden! Vi ankom i torsdags lige i tide til en sen frokost.

Vi havde glædet os til at spise Ramen på Shoryu Ramen. På menukortet var Tonkatsu Ramen. Det fik vi i Amsterdam – det er suppe, der har kogt ind i mindst 12 timer, baseret på svinekød. Her er min Dracula Tonkotsu Ramen ooohlala .. med meget hvidløg. M E G E T! Er nu ikke længere i fare for at blive bidt af en vampyr 🧛‍♂️🧄🍜

London Lieblinks

SÅ var det meningen, at det skulle handle om planlægning af vores tur til London forleden, men den defekte vaskemaskine disruptede fuldstændig denne uge.

Jeg er simpelthen ikke nået til at planlægge endnu. Heldigvis er min mand lysår forude. Jeg har en masse cool links i min Google Maps Londonliste, men en egentlig liste har jeg ikke lavet. Endnu.

Et par af de bedste links fra vores tur i 2018:

  • The Original Tour = sightseeing med rød dobbeltdækker og live guide. Vi fik en sejltur på Themsen med i prisen sidst.
  • Jeg vil anbefale The Yellow Route, fordi den er med live guide, og det kan virkelig godt anbefales. Det er bare sjovere og mere personligt end en båndoptagelse.
  • Afternoon Tea with a View
  • Bliver det regn i dag i London? – bliv klogere på det her.

Efter vores sidste tur havde jeg disse links tilovers:

Kunne godt tænke mig at prøve: 

🇬🇧

London om lidt

Vi skal til London i næste uge. Det glæder jeg mig helt vildt til, og jeg har arbejdet lidt på en liste, som egentlig er et gammelt indlæg fra sidst vi var afsted, så et mix af tips fra dengang og nye tips, som jeg gerne vil tjekke ud.

Men så disruptede vaskemaskinen vores hverdag. Den gik i stykker fredag. Lørdag havde vi travlt med at forberede til min Fødselsdagsmiddag om aftenen – men vi fik købt en ny vaskemaskine til levering og installation tirsdag. Jeg susede hjem fra job, da de ringede, lod døren stå på klem, afholdt et teamsmøde, hvor jeg ventede at blive afbrudt hvert sekund af vaskemaskinemanden, fik lukket mødet, og så kom vaskemaskinen. Alt var godt. I nøjagtig 10 minutter, så ville toiletdøren ikke af hængslerne. Pga den vandskade overboen lavede for et års tid siden er hængslerne rustet fast, og døren sad urokkeligt fast, selv efter meget WD4 og meget åbnen og lukken og hiven og trækken.

Så vaskemaskinen blev sat i gangen. Midt i gangen hvor den står ‘mindst’ i vejen. Jeg skulle så have fat i viceværten, som skal have fat i en tømrer – dem er der 2-3 ugers ventetid på. Jeg fik flimmer for øjnene. Men de ville sende en altmuligmand ml 10 og 12 onsdag. Super. De ringede så 8:39 og spurgte, om jeg var hjemme nu. Gi’ mig 10 minutter. Jeg kørte hjem, pakkede Mac’en ud og arbejdede ved køkkenbordet. Altmuligmanden kom med et bræt og et koben, og vupti – så var døren af hængslerne! Det var tæt på, at han var blevet kysset og krammet!

Jeg ringede til Elgiganten og talte med deres søde kundeservice. Hun kunne desværre ikke hjælpe, for de havde ikke noget net. It happens. Fik fat på dem sidst på dagen – ml 16 og 22 i morgen får vi installeret vaskemaskinen!

Vi mangler dog stadig en tømrer til vores køkkenlåge, som er faldet af. Og en til at kigge på en termostat, som er løbet løbsk.

Jeg tog tilbage til kontoret, og så ringede knægten. Han havde hovedpine, kvalme og var ked af det. Jeg kørte afsted igen og hentede ham. Puttede ham kærligt og snakkede ham til ro. Derefter arbejdede jeg hjemme til ved 17-tiden.

  • Bliver det regn i dag i London? – bliv klogere på det her.
  • Dumplings? Så er det denne vej 😘
  • Red Velvet Cupcakes – næsten som hos Magnolia i NY hos Hummingbird i Soho
  • Afternoon Tea with a View
  • Harry Potter tur med Evan Evans
  • The Original Tour = sightseeing med rød dobbeltdækker og live guide. Vi fik en sejltur på Themsen med i prisen sidst.
  • Jeg vil anbefale The Yellow Route, fordi den er med live guide, og det kan virkelig godt anbefales. Det er bare sjovere og mere personligt end en båndoptagelse.

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

På altanen i Berlin

I sommer sad jeg på altanen i Berlin med udsigt til Dom og det nye slot og læste bogen Heimat. Jeg læste den i små bidder, og jeg blev hurtigt bidt af den.

En enkelt gang måtte jeg lægge den fra mig og ta’ en pause. Dens ord ramte mig. Eller også var det kombinationen af at være lige her i Berlin – og så bogens ord. Bogen er både vild og blid, og den ramte mig. Jeg bærer ikke rundt på skam over mine bedsteforældres gerninger. Men det gør mange tyskere, og Nora har sat sig for at finde ud af sin families fortid for at få afklaring og ro i forhold til den skam, hun bærer på. Det er der kommet denne fine bog ud af.

Skammen er nedarvet, og man taler ikke om dengang. Det er en arvesynd, som man bærer videre. Først nu begynder forfattere som Nora Krug at kigge på den tid og forsøger at ta’ sin familiehistorie ud af mørket og forsøger at forstå hvorfor. En serie som ‘Unsere Mütter, unsere Väter’ er et udtryk på yngre generationers nysgerrighed efter at forstå hvorfor.

Efter at jeg har læst bogen, forstår jeg bedre mine (få) tyske venner. At nogle af dem får kvalme, når de ser de store slotte og bygninger, der bygges i Berlin, at de ikke bryder sig om deres nationalsang og ikke kunne drømme om at bruge deres flag til fødselsdage eller på juletræet.

Heimat er en fint illustreret bog – den ligner lidt en ufarlig børnebog med sine illustrationer, men den rammer hårdt. Det er en stærk fortælling om Nora Krigs søgen efter sin tyske identitet i skammen efter 2. verdenskrig, som hun har arvet efter sine bedsteforældre.

Prøv at overføre det til dit eget liv – tænk, hvis du skulle bære videre på skammen fra dine bedsteforældre og på samme måde lade den gennemsyre dit liv 50 år efter.

Det er det, Nora Krug gør. Selvom hun er født i 70’erne, bærer hun og mange andre tyskere på en knugende skam over deres fædrelands rædselsvækkende handlinger under det nazistiske styre i 2. verdenskrig. Selv efter at have boet mange år i USA, møder hun stadigvæk foragt på grund af sit tyske ophav og accent, og hun forstår det jo godt, bedre end folk tror, for hun har det på samme måde med sit land.

Nora Krug indser som voksen efter at have boet i USA i 17 år, at hun – for at vide hvem hun virkelig er – bliver nødt til at afdække sin families historie under Tysklands nazistiske styre. Med sine betagende illustrationer og sensible fortælleform er “Heimat” en original fortælling om når ens identitet fyldes af skyld og skam over sit historiske ophav.

Min læseplads i Berlin

The Alley Berlin

Vi gik flere gange forbi en enorm kø til et lille undseeligt sted i Neue Schönhauser Strasse, omtrent 50 meter fra vores lejlighed. Vi spottede en masse mennesker med forskellige former for boba tea, der så meget lækre ud. Og det er lige os, så efter en god gåtur rundt i byen i det milde vejr 1. Januar tog vi plads bagest i køen ved The Alley.

Vi bestilte hver vores Brown Sugar Deerioca Creme Brulee og en Snow Strawberry Lulu til knægten. Jøsses .. det er good stuff. Superlækkert:

Dejligt cremet med en smag af karamelliseret brunt sukker, vanilje, creme brulee og de lækre bouncy tapiokaperler, som jeg foretrækker frem for boblerne i bubble tea. Tapioka perler er massive, mens boblerne indeholder saft. Blandt tapiokaperlerne var der også små cremede bidder af creme brulee.

Jeg foretrækker den afkølet uden is, men det er en smagssag om man vil have den med is i. Jeg tænker, at kulden stjæler lidt af smagen.

Hvad synes andre ..

Schnitzelfest hos Schnitzelei i Berlin Mitte

Min mand holder meget af en god wiener schnitzel, og jeg er ikke den store fan (fik et helt livs ration af skamstegte tørre schnitzler som barn) – men det hører bare til, når man er i Tyskland om vinteren. Så jeg fandt frem til Schnitzelei. Dem er der to af i Berlin – og så er de i familie med Nola’s i Weinbergsparken, hvor vi spiste for længe siden. Dengang vores søn sov i klapvognen.

Gris eller kalv? Wienerschnitzel er altid kalvekød. Schnitzel Wiener Art er gris. Vi overholder nok ikke helt dén regel herhjemme i DK, men syd for grænsen skulle den være god nok 😅

Vi kom for sent ud af døren og var nødt til at ta’ en taxa. Schnitzelei ligger i en baggård, og vi blev sat af ved Chausseestrasse 8 og gik ind i den pågældende baggård – og der lå den hyggeligste restaurant og lyste op i mørket.

Efter at have vist Coronapas og billed-id blev vi vist på plads og fik en lille alkoholfri velkomstdrink baseret på øl. Også vores søn.

Knægten bestilte wiener schnitzel, jeg bestilte jægerschnitzel og min mand fik bayrisk schnitzel.

Den bayriske schnitzel var en Schwäbisch-Hallisches schnitzel af gris marineret med sød sennep og peberrod, stegt i hjemmelavet panering baseret på brød, serveret med en varm kartoffelsalat med bacon.

Min jægerschnitzel var et stykke tyndt skåret Simmenthaler Weide-Roastbeef med champignonflødesauce og spätzle.

Wienerschnitzlen var en tynd kalveschnitzel stegt i hjemmelavet panering baseret på brødkrummer med stegte kartofler.

Det var supergod mad – og der var nok af den! Selvom schnitzlerne ser gigantiske ud, skal man lige ta’ med, at de er banket tyndt ud. De gør en del ud af, at deres panering er hjemmelavet og baseret på brødkrummer. Det er ikke en overdrivelse – deres panering sidder lige i skabet.

Selvom jeg mest er til grøn og ikke så meget til brun mad, så er jeg begejstret for maden på Schnitzelei. Min jægerschnitzel var mør og smagte vildt godt. Jeg elsker spätzle og champignon-flødesauce…

Bagefter gik vi hjem gennem det gamle jødiske kvarter, forbi synagogen, Mon Bijou park, Hackescher Markt …

Rijsttafel i Amsterdam

Vi har planlagt det her siden vi var i Amsterdam sidste gang for 13-14 år siden; at sætte tænderne i et rijsttafel.

I Danmark var der ofte ristaffel på menuen i 80’erne, når det skulle være eksotisk. Så knappede man en Uncle Bens sur/sød sauce (eller karrysauce) op, stegte kylling, og så hældte man dåseananas, kokosmel, bananskiver og peanuts i små skåle. Det er ikke helt det samme i Nederlandene (som Holland hedder nu, efter de skiftede navn).

Rijsttafel i Nederlandene består af op til 40 små retter. Ordet betyder egentlig risbord, og det er en fri fortolkning af en indonesisk menu med mange mindre retter.

Vi fik ikke 40 retter, men en 10-12 skønne retter. Vi valgte Kuning Rijsttafel € 27,50 pr person (bestilles til hele bordet).

  • Nasi kuning Yellow Safran rice
  • Daging rendang 🌶 Tenderly stewed beef in sumatran coconut sauce
  • Tahu Tempeh Blado 🌶 Tofu with soyabean cake in a gravy chili coconut sauce
  • Ayam Rujak Chicken in a light spicy gravy lemongrass chili coconut sauce
  • Ayam madu Fried chicken in a honey sauce
  • Salat Manga Mango salad
  • Ayam goreng kering Deep fried chicken with chili sauce
  • Jagung kacang panjang Stir fried baby corn with long beans
  • Emping Nut crackers
  • Sate Sapi skewer of beef served in soyasauce
  • Sayur Lodeh Vegetables in coconut milk
  • Sambal Goreng Telor 🌶 Boiled egg in spicy coconut sauce
  • Spiced grated coconut
  • Acar Ketimun Cucumber salad

Lækreste middag på Mana Mana i de Pijp, Amsterdam

Som de fleste storbyer tilbyder Amsterdam mad fra alle verdenshjørner. Vi besluttede os her til aften at kaste os ud i det køkken, som vi måske holder allermest af; nemlig det mellemøstlige køkken.

Vi besøgte restauranten Mana Mana i de Pijp, som er det hippe område med mange spændende butikker, caféer og restauranter. Kvarteret er levende, og der er en fed vibe.

Vi valgte nogle forskellige retter, som vi delte. Det endte med at blive nærmest rent vegetarisk, og det gjorde ingenting. Der er så meget fest og farver i grøntsagerne i Mana Manas mellemøstlige køkken, at vi ikke savner kød overhovedet.

Mana Manas signaturret er psykedeliske blomkål. Vi nærlæste beskrivelsen: Ingen cannabis, ingen magiske svampe – bare stegt krydret blomkål. Det smagte fantastisk! Hvis jeg skulle fremhæve en enkelt ting blandt de fantastiske retter, så må det blive deres baba ganoush, som jeg aldrig har smagt bedre.

Her er de retter, vi valgte:

  • Hummus serveret med pitabrød og falafel
  • Psykedeliske blomkål bestående af friskstegte blomkål med et hemmelige krydderi. Serveret med tahin, tomatsauce og grapefrugtsaft.
  • Israelsk salat med friskhakkede tomater, løg, agurker og mynte. Serveret med valnødder, rucola og en hemmelig ingrediens.
  • Baba ganoush med granatæblekerner, mandler og persille
  • Dessert: Knafeh med smør, gedeost, pistacienødder og appelsinblomstvand

I desserten var der inde i midten let smeltet gedeost. Den smagte lidt for kraftigt af ged til mig, så den sprang vi over. Resten af desserten var himmelsk. Sprød, sød, krydret, knasende.

Første stop: Alsace

Vi tog hjemmefra ved 5-tiden og var ved vores hotel i Ribeauville i Alsace ved 19:30-tiden. Vi havde tilbagelagt 1046 km og havde været undervejs i 14 timer og 15 minutter, så vi var møre men glade, da vi nåede Ribeauvillé.

Vi spottede straks storke på markerne og på tagene. Det er så fascinerende og hyggelige fugle – og der er så mange af dem i Alsace!

Vi tjekkede ind på Hotel la Tour, som ligger ud til det hyggelige torv i Ribeauvillé. Vores værelse var stort og luftigt med store vinduer ud til torvet og med kig til både borg og bjerg.

Imidlertid var det spisetid, og min mand kendte et godt sted. Der var alt desværre optaget, men han kendte også et andet godt sted – Den Hvide Hest – Restaurant Au Cheval Blanc.

Til at starte med fik jeg en fantastisk silkeblød hjemmerøget laks med kikærtesalat, tomater, agurk med koriander og en delikat sauce verde. Jøsses!

Jeg gik derefter efter en af mine franske yndlingsretter; husets hjemmerørte tartare du boeuf med de lækreste knasende sprøde håndskårne frites og dugfrisk grøn salat.

Jeg synes, at jeg havde valgt det helt rigtige, men kiggede alligevel langt efter min mands forret. Han fik nemlig silkeblød foie gras med hjemmebagt brioche og rabarberchutney. Til hovedret gik han all in og fik Choucroute, som er en lokal ret bestående af surkål og tre slags svinekød: flæsk, hamburgerryg og pølser.

Knægten fik frisklavet ravioli fyldt med pesto og pinjekerner i en cremet sauce. Han spiste alle – undtagen 2, som vi spiste. Så lækkert!

Vi gik lidt rundt i byen bagefter og kiggede efter storke. Det var en varm aften – både temperatur og humør var højere end derhjemme 😅

Ribeauvillé er en hyggelig by, men man kan godt se, at nedlukningen har været hård ved butikslivet. Gaderne var præget af tomme butikker. Til gengæld var de i fuld sving med at restaurere mange af de gamle huse.

Vi faldt hurtigt i søvn og gik en god nats søvn. Efter en lækker fransk morgenmad med croissanter, baguettes og abrikosmarmelade var vi klar til at tilbagelægge de sidste 795 km/10 timer i bil på de franske motorveje. Næste stop: Cote d’Azur 🏖☀️⛱👙

Coronatips til bilferien 2021

For at være helt ærlig så havde jeg svært ved at glæde mig til sommerferien i år. Faktisk troede jeg ikke helt på, at vi kom afsted. Med alle de restriktioner, særregler og begrænsninger, der ændrede sig konstant i de forskellige lande op til vores afrejse 28. Juni.

Vi havde besluttet os til at holde fast i vores plan og køre i fuld fart mod muren. Ikke noget med at gå i panik og revidere planer. Vi forventede en masse bøvl, lange køer og rigid kontrol af Coronatests og -pas ved alle grænser, hoteller og restauranter. Virkeligheden viste sig at blive helt anderledes.

Ro på!

Efter 3 uger ved rivieraen, ved Gardasøen og til slut i Berlin, så ved jeg nu ét og andet. Og her er mit råd: Ro på. Reglerne er værre på papiret end i virkeligheden.

Inden afrejse

  • Hold dig opdateret via EUs reopen website (der er også en app, men websitet er bedre)
  • Vi udfyldte og indsendte Person Locator Form’en, som Italien kræver. Print og ta’ den med.
  • Vi udfyldte og indsendte franske tro og love erklæring. Vi udfyldte begge forms og havde dem med, men vi viste dem ikke nogen stedet.
  • Download Luca-app’en til brug i Tyskland på caféer, restauranter, hoteller, museer etc. I app’en kan du desuden finde gratis teststeder.
  • Du behøver ikke købe FFP2 mundbind hjemmefra. De fås overalt i Tyskland og er meget billigere.
  • Det er også en god idé at downloade de forskellige Smittestop-apps fx Tysklands Corona Warn App, Italiens Immuni og Frankrigs TousAntiCovid, som du så aktiverer, når du er i det pågældende land. De virker som vores Smittestop app og advarer dig, hvis du har været nær en smittet. Husk at skifte over til vores egen Smittestop, når du kommer hjem.
  • Tilmeld dig Danskerlisten i det land, du befinder dig i, så får du push-meddelelser, når der kommer ændringer i rejsevejledningen.

Hvordan fungerer det med tests?

Der kræves ofte negativ test eller gyldigt Coronapas, når man krydser en grænse. Det er en regel, så det skal man selvfølgelig overholde. Det er lidt som at ha’ kørekortet med, selvom man ikke viser det til nogen.

Min mand er vaccineret, og jeg var delvis vaccineret de første 14 dage af vores ferie, og fuldt vaccineret den sidste uge. Vores søn er 11 år og ikke vaccineret.

Når det så er sagt, så kan det være umuligt at blive testet fx i visse dele af Sydfrankrig. Vi kørte rundt til flere apoteker dagen før vores afrejse til Italien, og det kunne ikke lade sig gøre. Turistinformationen trak på skuldrene – efter de havde ringet forgæves rundt til en lang række apoteker for os – og sagde undskyldende “typical French”.

Vi købte selvtests undervejs, og på den måde kan man altid tjekke op på sin status, når man ikke kan blive testet formelt. Det vigtigste er ikke at kunne fremvise et negativt testresultat men at begrænse smitten. Myndighederne kan altid henvise til et teststed, når/hvis de kræver et testresultat.

På hele vores tur på 3 uger viste vi ikke test nogen steder – hverken i Frankrig, Italien, Østrig eller Tyskland. Vi viste Coronapas 2 gange i Berlin, og det kunne vi have undgået ved at have valgt et bord udendørs. Vi blev aldrig afkrævet test på vores søn på 11 år.

FFP2 mundbind?

I Tyskland er det på papiret kun FFP2 masker, som må anvendes. Ikke de lyseblå, vi kender hjemmefra. Virkeligheden er dog en anden. I Berlin er de lyseblå mundbind langt mere udbredt, selv blandt personalet i tog/bus og politiet. Vi brugte derfor de lyseblå mundbind på vores ferie. De er langt mere behagelige i 32C varme end FFP2.

Konklusion efter 3 uger i Europa

Efter 3 uger i Europa er vi ved at være hjemme igen. Meget af det, vi frygtede omkring rigide regler og besvær, blev slet ikke til virkelighed. Jeg håber, at min beretning vil være med til at give dig ro i maven, hvis du overvejer en tur sydpå.

Når vi en dag vender tilbage til et liv med mindre Corona og færre regler, så tror jeg, at vi vil sætte pris på de åbne grænser og den lette og ukomplicerede adgang til andre EU lande, som EU står for.

Det glæder jeg mig i hvert fald til – for bekymringerne omkring restriktioner, regler, formularer, tests, gyldighed, coronapas og det løse gjorde, at jeg ikke rigtig kunne glæde mig til denne ferie. Og forventningens glæde er – om ikke den største – så i hvert fald halvdelen af en god sommerferie for mig.

Zoo Berlin

I dag var vi i Zoo Berlin. Det var meget lummert, og solen skinnede fra en diset himmel. Temperaturen lå på 29-30C. Måske ikke det optimale vejr at spadsere rundt i Zoo, men for vores knap så lille dyrenørd på snart 12 år er det et af feriens højdepunkter. Et andet plejer at være Gardaland, men det droppede vi igen i år pga. CoVid19.

Vi købte billetter online til fredag kl 12-16. Man skal ikke gå med mundbind i Zoo, da det er en udendørsforanstaltning. Ellers var jeg omkommet i dén hede.

Vi startede hos Pandaerne – de to pandaunger var meget livlige og helt vildt nuttede.

3 x Panda
Ulven kiggede forbi
Isbjørn svømmede i sit bassin

Vi kom meget tæt på dyrene denne gang. De var meget nysgerrige og aktive, så det var spændende.

Vi så endda kasuaren – den farlige fugl fra Sebastian Kleins bog om farlige dyr. Det var et kæmpehit hos vores dyrenørd, og vi stod længe og kiggede på den store løjerlige dinosauragtige fugl med de blå fjer og knold på hovedet.

Til sidst var vi voksne færdige, men dyrenørden insisterede på, at vi SKULLE se gorillaungen på 5 måneder. Det var godt, at han insisterede, for det var den mest bedårende lille skabning, der hang på sin mor og kiggede frækt ud på verden med sine sorte øjne.

Efter små 20.000 skridt i små 30 graders varme var vi møre og tog bussen hjem til hotellet. Vi holdt en kunstpause og lå med stængerne oppe, indtil vi var nødt til at sætte poterne på asfalten igen for at komme ud at spise.

Vi havde booket bord til klokken 20 på Madami blot 750 meter væk. Da vi kom ud af hotellet var det meget kraftigt regnvejr, og vi løb langs bygninger, under parasoller via arkaden i Kaufland over til Rosa Luxemburg Strasse.

Vi fik bord indendørs og skulle vise Coronapas (kun os voksne). Vi bestilte menu #2. Den har vi fået før, og den er fantastisk! Denne gang var det bedre end nogensinde.

Madami menu #2

Ikke alt var som det plejer. Der plejer at være run på. Det var fredag, og restauranten var næsten tom. Deres anden restaurant lige om hjørnet er fortsat lukket pga CoVid19. Udenfor var der ingen ledige pladser, for der kræves ikke Coronapas udendørs. Normalt er der rift om bordene inde og ude.

Ærefuld exit

Knægten havde tårer i øjnene, da tiden løb ud, og vi tabte semifinalen i går.

Det var en ærefuld exit! Tak for indsatsen, og tak fordi I gav mig glæden ved landsholdet tilbage ❤️

Nogle skriver i dag, at eventyret er slut – jeg tror, at vi kun har set begyndelsen 🧚

Bilferie i Europa i skyggen af CoVid19

Vi har udfyldt papirer både til Italien og Frankrig, men de er ikke kommet i brug.

Vi blev testet hjemmefra, men har ikke vist hverken testresultat eller Coronapas. Hverken ved grænsen til Tyskland, Frankrig eller Italien. Vi er selvfølgelig testet inden afrejse og overholder vores del af aftalen.

Da det viste sig at være umuligt at blive testet i Frankrig, var vi nødt til at springe testen over, da vi skulle videre til Italien. Ved grænsen til Italien var der heller ingen kontrol, så vi kørte endnu en gang over en grænse uden at blive kontrolleret.

Vi bruger mundbind, når de lokale bruger mundbind. Dvs kun indendørs og i de fleste butikker. Alle er meget pragmatiske omkring det.

Der er ingen udenlandske turister i Frankrig, bliver spændende at se i Italien ..