Heat down for Ukraine

En af mine bekendte i Nederlandene delte et foto af sig selv og hans familie med store sweaters på indendørs med tagget #heatdown4ukraine forleden. Jeg kan sagtens følge ham, for med alle billederne fra Ukraine, så klør det i hele kroppen for at gøre noget. Teorien bag tagget er, at hvis han skruer ned for varmen, så mindsker han de penge, der sendes til Rusland for varme = færre penge til våben, som kan bruges mod Ukraine.

40% af Europas gas kommer fra Rusland, 20% af olien er russisk. Næsten halvdelen af Putins indtægter kommer fra energi-eksport.  

Ekstra Bladet, lørdag, s. 12, 28 (28.02.2022)

Det er ikke nemt at vide, hvor ens gas kommer fra. Den gas, danske forbrugere primært modtager, er et mix af den gas, der flyder i det europæiske gasnet, dvs. gas fra Norge, Rusland, Holland, Nordafrika m.fl.

Jeg er ikke ekspert i opvarmning. Vi har fjernvarme, og det er jo ikke det værste, selvom fjernvarme også til dels kommer fra naturgas fra Rusland. Vi har i forvejen skruet ned for varmen herhjemme, og vi sparer på strømmen. Vores lejlighed er kold i forvejen, så vi går bare fra kold til koldere.

Så er der det med strømmen. En lille del af strømmen kommer fra naturgas, og hvor kommer det så fra? Noget af det kommer nok fra Rusland, selvom naturgas blot er en af mange strømkilder. For at spare på strømmen anvender jeg SEAS-NVE app, som fortæller mig, hvornår strømmen er dyrest, og hvornår det er en god idé at undgå at lade lyset brænde, vaske tøj, lade fjernsynet køre og lade mobilen oplade osv. Det er dyrest om morgenen, når hele Danmark står op ml 7 og 8 på hverdage – og igen om aftenen, når hele Danmark laver mad og ser TV. Kan man vaske sit tøj på et andet tidspunkt – fx midt på dagen eller om natten, så koster det halv pris i strøm = færre penge til Rusland.

Den billige strøm er desuden den mest CO2 venlige strøm, så tøjvask om natten er OGSÅ godt for miljøet. Desværre er vores underboer ligeglade med miljøet, for de har klaget over, at de kan høre vores vaskemaskine om natten. Og ja, sådan strander selv de grønneste intentioner: Alle vil gerne have et grønt miljø, men det skal bare ikke påvirke MIN udsigt og MIN nattesøvn. Og så bliver det lidt svært at sænke CO2 niveauet.

https://mobile.twitter.com/OOcedar/status/1498945370151395331/photo/2

Stor

Det er SÅ vildt, at knægten er vokset ud af børnetøjsafdelingen. Jeg ved ikke, om jeg er klar. Mit lille barn. Han er nu blot 3 centimeter mindre end jeg, og hans stemme er blevet dyb. Det er sket nærmest overnight. Jeg havde måske forestillet mig, at det ville ske mere glidende.

Han afviser at gå arm i arm med mig. Det startede han med i London i marts. Han vil heller ikke kysses eller kærtegnes eller nusses offentligt.

Herhjemme er han lidt mere large, men ofte krammer han mig og puffer mig ud af døren på samme tid. Og det kan han let, fordi han er så stor og stærk. Så står jeg der med en lukket dør mellem mig og det menneske, jeg har været allernærmest på i hele mit liv. Det gør ondt, samtidig med at det føles helt rigtigt.

Samtidig dukker følelsen op af, at han er ved at ændre sig mentalt. Jeg mærker en alvor, en dybde, en følsomhed og en eftertænksomhed, som han ikke har haft før. Jeg fornemmer også smerte og sårbarhed, når der er knas med vennerne.

Og hvor det tidligere var nok at kramme ham og fortælle ham, at alt bliver godt, så er der nu en grænse for, hvor tæt han vil lade mig komme. Samtidig er det heller ikke længere os derhjemme, der er hans referencegruppe. Det, vi siger om ham, tæller ikke så meget som omgivelsernes vurdering.

Bifaldet er for længst forbi
Og dit hjerte er tungt som bly
Alle retter på dig
Du ser forladt ud
Og du ser så trist ud
Kom i mine arme, slip det ud
Tro mig, jeg har været, hvor du er
Og jeg ved, hvad det gør ved dig


Men når du griner, så kan jeg se dig
Med alle dine farver, dine ar, bag dine mure
ja, jeg ser dig
Lad dem ikke ramme dig
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?


Jeg ser din stolthed og din vrede
Dit store hjerte, dit løvemod
Jeg elsker din måde at gå på
Og den måde du ser på mig på
Hvordan du lægger hovedet på skrå
Du ser altid, hvordan jeg har det
Du ved, hvor vi end er, er jeg dit hjem
Og du ved, hvad det gør ved mig
Hvis du griner nu

Hvert en prik i dit ansigt
er så perfekt, helt tilfældigt
Der er ikke noget smukkere end dig
Og jeg vil have det præcis på den måde
Alle bekymringerne og alt guldet
Jeg har aldrig ønsket noget lignende
Som alle dine farver og alle dine ar
Ved du slet ikke, hvor skøn du er?

– Sarah Connor

Jeg drømte om fred

Jeg så en lille dreng forleden i en video fra Ukraine. Ikke engang et år gammel. Han vidste, at han skulle holde øje med himlen og gemme sig ved høje lyde. “Gemme” sagde han og kiggede frygtsomt op.

Jeg drømte i nat
At der blev fred
At den lille dreng kunne lege i sandet
uden at det var rødt af blod
De voksnes krige rammer de små så hårdt
De unge kæmper de gamles krig
Og verden fortsætter rundt om krigen, og vi håber på, at “det går væk”
Vi har tunge hjerter, men kan slukke for de forfærdelige billeder
Vi kan vende os væk

Når natten er stille
slår mit hjerte langsomt,
og min søvn er rolig
Drengen gemmer sine ører
Prøver at lukke bomberne ude af sine drømme
Han drømmer sig langt væk
Drømmer om en stille nat
hvor den eneste lyd
er hans forældre vejrtrækning
Jeg drømmer den samme drøm
Om fred
hvor de hvide faner vejrer,
og soldaterne går hjem
og Europa bliver fredeligt igen

Holder vejret

Jeg skrev en überhappy post 20. Februar om, at intet nu står i vejen for vores forårsplaner. Det var blot 4 dage, før Rusland angreb Ukraine. Nu ser verden igen helt anderledes ud. Marts 2020 og de efterfølgende to Coronaår var slemme, men det er INTET mod dette.

Krig i Europa er så forfærdeligt, at jeg mangler ord for det. Jeg havde ikke set det komme, selvom tegnene har været der. Det er vores nabos nabo, der bliver angrebet. Men det er Europa og vores frihed, der er under angreb i vores baghave. Fordi jeg er europæer gør det ondt, og jeg er i chok.

Jeg har svært ved at skrive, svært ved at være kreativ. Jeg har svært ved at poste billeder på Instagram. Jeg blev 50 i forrige uge, og det føles på sin vis forkert at dele festbilleder lige nu.

Det føles som om, at verden er stoppet, eller i det mindste som om verden holder vejret i frygt for, hvad der bliver det næste. Jeg har bl.a. mistet min kreativitet for en tid. Jeg holder også vejret. Venter, håber. Jeg har ikke lyst til at dele glade billeder, mens bomberne falder i Ukraine.

Og jeg ved jo, at livet går videre. Jeg håber bare på, at vanviddet stopper. Snart. Nu.

Anne Frank

Jeg fik Anne Franks dagbog, da jeg fyldte 12 år, og jeg læste den i ét stræk. Min første dagbog hed også Kitty. Jeg skrev dagbog fra jeg var 13, og til omkring min mors sygdom og og død i 1999/00. På mange måder har Anne Frank været en stor inspiration for mig. Jeg fik også en fortrolig ven, som aldrig svigtede.

Sidenhen har jeg læst Annes dagbog flere gange. Senest har jeg læst den uforkortede version, og den seneste måned har jeg læst den grafiske version med fine illustrationer med vores søn. Og jeg glæder mig til at læse den nye oversættelse, som venter derhjemme.

På besøg i Anne Franks hus

Da vi var i Amsterdam besøgte vi Anne Franks hus på Prinsengracht/Westermarkt. Det var mit tredje besøg, og hver gang er der kommet nyt til. Hver gang er det slående at stå i de tomme rum, hvor Anne og hendes familie levede i skjul og frygt for at blive opdaget.

Køb billetter online

Jeg havde købt billetter på forhånd via hjemmesiden. Jeg bestilte billetter plus et introductory program.

Bestil billetter til både huset og en intro på 1/2 time

Introduktionen er på engelsk og koster € 7 ekstra. Det er det værd. Dog anbefaler de, at man er over 10 år. Det er en barsk historie.

En af Anne Frank organisationens undervisere tager dig gennem Anne Franks historie i forbindelse med Anden Verdenskrig og jødeforfølgelsen. Med den meget grundige, informative og interaktive introduktion er du godt klædt på til dit besøg.

Vi blev vel modtaget udenfor og blev vist ind i et rum, hvor der hang en tidslinje på væggen. Vores søn var først lidt uinteresseret, men fordi formidleren var en ung kvinde, som talte tydeligt og gav os en levende fortælling, så blev han også grebet.

På væggen hang som nævnt en tidslinje: Øverst var det en tidslinje over de sidste år af familien Franks historie – startende med et foto af Anne Franks far, da han var tysk soldat i første verdenskrig. Under tidslinjen var den europæiske historie skildret sideløbende med familien Franks historie og skæbne.

Vores guide gennemgik begge historier parallelt, det var så lærerigt og tankevækkende. Annes historie er unik, fordi hun skrev dagbog. Annes søster Margot skrev også dagbog, men hendes dagbog er aldrig blevet fundet. 6 mio. mennesker led samme skæbne, og Anne er deres stemme.

Vores guide fortalte om hvordan jødernes rettigheder blev inddraget lidt efter lidt. I starten var det småting, men summen af det hele var indgribende; forbud mod at køre i sporvogn, forbud mod at eje en cykel, jøder måtte ikke sidde på bænke, jøder skulle købe mad sidst på dagen (når butikkerne var tomme), jødiske børn skulle sidde bagerst i skolen, jøder måtte ikke omgås kristne, jøder måtte ikke drive virksomhed …

I starten var det små ting, der tilsammen forhindrede et normalt liv. Små ting, der adskilte ‘dem’ fra ‘os’ og drev en kile ned gennem samfundet, så det var lettere at skille dem fra. Det er de ‘små ting’, vi skal være opmærksomme på. Også i dag. For det kan fungere som en glidebane mod dehumanisering.


Jeg kan varmt anbefale at ta’ introprogrammet med, når du alligevel besøger huset. Bagefter fik vi hver en audio guide og så gik vi igennem udstillingen.

Når man når til trappen skjult bag bogreolen , stopper audio guiden, og man går videre i stilhed. I den efterfølgende stilhed er der kun lyden af andre besøgende, der går stille rundt på de knirkende trægulve i huset. Hver lyd er nærmest som et skrig i stilheden.

Vi var ikke i livsfare, da vi gik rundt i baghuset, men enhver lyd fra beboerne dengang kunne afsløre dem; et knirkende bræt, et host eller nys, latter, rindende vand, en ting der falder på gulvet eller lyden fra toilettet. Man skulle være helt stille, når arbejderne arbejdede lige nedenunder.

Når man går rundt i huset, kan man konstant høre lyde af andre, så det er ikke svært at forestille sig, hvor svært det har været at skulle sidde musestille i mange timer. Uden Ipad. Jeg kiggede på min søn og tænkte uvilkårligt, at Anne var præcis så levende som han er, og hun skulle sidde stille i endeløst mange timer i døgnet, da hun var næsten samme alder. Det er ubærligt at tænke på.

Læs bogen og besøg huset ❤️

– Oktober 2021

På altanen i Berlin

I sommer sad jeg på altanen i Berlin med udsigt til Dom og det nye slot og læste bogen Heimat. Jeg læste den i små bidder, og jeg blev hurtigt bidt af den.

En enkelt gang måtte jeg lægge den fra mig og ta’ en pause. Dens ord ramte mig. Eller også var det kombinationen af at være lige her i Berlin – og så bogens ord. Bogen er både vild og blid, og den ramte mig. Jeg bærer ikke rundt på skam over mine bedsteforældres gerninger. Men det gør mange tyskere, og Nora har sat sig for at finde ud af sin families fortid for at få afklaring og ro i forhold til den skam, hun bærer på. Det er der kommet denne fine bog ud af.

Skammen er nedarvet, og man taler ikke om dengang. Det er en arvesynd, som man bærer videre. Først nu begynder forfattere som Nora Krug at kigge på den tid og forsøger at ta’ sin familiehistorie ud af mørket og forsøger at forstå hvorfor. En serie som ‘Unsere Mütter, unsere Väter’ er et udtryk på yngre generationers nysgerrighed efter at forstå hvorfor.

Efter at jeg har læst bogen, forstår jeg bedre mine (få) tyske venner. At nogle af dem får kvalme, når de ser de store slotte og bygninger, der bygges i Berlin, at de ikke bryder sig om deres nationalsang og ikke kunne drømme om at bruge deres flag til fødselsdage eller på juletræet.

Heimat er en fint illustreret bog – den ligner lidt en ufarlig børnebog med sine illustrationer, men den rammer hårdt. Det er en stærk fortælling om Nora Krigs søgen efter sin tyske identitet i skammen efter 2. verdenskrig, som hun har arvet efter sine bedsteforældre.

Prøv at overføre det til dit eget liv – tænk, hvis du skulle bære videre på skammen fra dine bedsteforældre og på samme måde lade den gennemsyre dit liv 50 år efter.

Det er det, Nora Krug gør. Selvom hun er født i 70’erne, bærer hun og mange andre tyskere på en knugende skam over deres fædrelands rædselsvækkende handlinger under det nazistiske styre i 2. verdenskrig. Selv efter at have boet mange år i USA, møder hun stadigvæk foragt på grund af sit tyske ophav og accent, og hun forstår det jo godt, bedre end folk tror, for hun har det på samme måde med sit land.

Nora Krug indser som voksen efter at have boet i USA i 17 år, at hun – for at vide hvem hun virkelig er – bliver nødt til at afdække sin families historie under Tysklands nazistiske styre. Med sine betagende illustrationer og sensible fortælleform er “Heimat” en original fortælling om når ens identitet fyldes af skyld og skam over sit historiske ophav.

Min læseplads i Berlin

Nedluk igen. Fjerde bølge.

Nedluk igen. Fjerde bølge. Præcis som alle andre er jeg tyndslidt. Selvom vi måske ikke alle bliver syge af corona, så er vi nu møre og sprøde – og måske er det i virkeligheden det, vi burde tale om: Hvor meget det sygdomsfokus fucker med vores hjerner. Måske er det den egentlige trussel mod vores helbred.

I tidligere bølger ramte Corona ikke vores børn. Denne gang er det børnene, der bliver smittet og driver smitten. Jeg siger altid; jeg kan klare alt – bare det ikke rammer mit barn. Det rammer ham hårdt denne gang, og jeg kan næsten ikke være i det. Jeg kan mærke, at andre forældre har det på samme måde.

Men selvom vi har det på samme måde, så er der denne gang intet fælleskab. Fordi mit barn kan smitte dit og dit barn kan smitte mit .. vi er alle ramt af frygt og reagerer forskelligt i vores måde at beskytte os og vores børn. Og det driver kiler midt ned i venskaber, i familier og ikke mindst i det forældresammenhold, som normalt findes i klasserne i skolerne.

Mennesker, man gik ud fra, at man delte normer og værdier med, stikker pludselig fuldstændig af. Og de føler sikkert, at jeg stikker af. Det går begge veje.

Hver dag kigger jeg mit barn i øjnene og vurderer hvert eneste host, snøft og varm pande. Sygdom is all around us. Sygdom er alt vi taler om. Hver eneste dag tager vi stilling til, om vi er symptomfrie. Flere gange hver uge må ungerne lægge krop til tests og spørgsmål.

Vores fokus er på vores barns trivsel, og vi mener, at en så normal skolegang og hverdag som muligt er vigtigt for hans trivsel. Det er første prio.

På trods af smitteudbrud i hans klasse, prøvede vi at bakke op omkring normale skoledage. Med langt flere næsten daglige tests, men op og afsted i skole hver morgen. Han er vaccineret, og vi er ikke utrygge ved at følge myndighedernes anbefaling om, at nære kontakter fortsat må gå i skole, men skal testes på 4. og 6. dagen. Vi kan jo ikke holde ham hjemme indtil april, når vejret bliver bedre, og smitten falder igen. Indtil da er det bare test, test, test igen og igen. Han klarede sig 7-9-13 usmittet gennem smitteudbruddet i klassen, som har varet 3 uger.

Knægten kom glad hjem fra lejrskole med en taske fuld af gode oplevelser. Et par af hans klassekammerater fik desværre corona med hjem. Det bredte sig som ringe vandet, og frygten bredte sig. Klassen var ramt af et smitteudbrud. De blev isoleret, og det var okay i starten. Der poppede konstant nye smittetilfælde op. Frygten bredte sig, og der blev diskuteret ihærdigt på aula omkring hvorvidt myndighederne og skolen gør nok. Børn blev holdt hjemme fra skole, og undervisningen gik nærmest i stå for både de få, der var i skole og dem, der var hjemme. Siden midten af November har vores drengs skolegang været meget påvirket; de har været 3-8 børn i skole i hele perioden, og nu skal de så i hjemmeskole 🥺

Vores søn har accepteret det og tager det i strakt arm, selvom der har været mange vikartimer.. Undervejs var vi nødt til at forklare/forsvare på Aula, at vi valgte at følge myndighedernes anbefalinger og ikke lave særregler.

Vi prøver at få en hverdag til at hænge sammen. Bevare optimismen og den bid af normalitet, der trods alt fortsat er. 7 børn i klassen testede positive på 3 uger. Vi blev testet hver/hveranden dag. Holdt pause med fritidsaktiviteter og krydsede fingre for, at knægten gik fri. Det gjorde han. Men jeg har det lidt som om vi har løbet en marathon.

Ugur Sahin skrev i dag et citat af Gandhi “The enemy is fear. We think it is hate, but it is really fear.”

Jeg er enig. Jeg har valgt ikke at være bange. Og det er egentlig løgn, for jeg er sgu da også bange. Ikke så meget for corona, men for det summen af det hele gør ved os. Som jeg ser det, er vi nødt til at stå sammen, stole på hinanden og på myndighederne. Følge de regler og anvisninger, vi får. Stå sammen og forstå, at årsagen til, at folks handlinger nogle gange stikker helt af – er frygt. Frygt er et af de stærkeste instinkter, vi har.

Jeg vil ikke lade min frygt styre mig/os. Jeg synes, at det er noget mærkelig noget at lære sit barn, at hvis der er noget, han er bange for, så skal han bare lade være med det. Lade være med at gå i skole fx. Derfor går han i skole, og når han er bekymret for at blive smittet, så snakker vi om det. Han ved godt, at han er så godt beskyttet som muligt med vaccine, god hygiejne og udluftning. Skulle han teste positiv en dag, så tager vi den derfra. Han ved godt, at han ikke nødvendigvis bliver syg. Det vigtigste er, at man isolerer sig og ikke smitter andre.

https://www.linkedin.com/posts/ugur-sahin-65905917_biontech-pfizer-omicron-activity-6875135903816265729-HAwJ

For 20 år siden

For 20 år siden sad jeg sammen med gode kolleger en eftermiddagstime og forberedte et business review til dagen efter, da vi så nyheden på nettet.

Sammen så vi tre høj tårnene styrte i grus på et minifjernsyn. Det var uvirkeligt at se begivenhederne på den lille skærm. Vi vidste, at verden blev forandret den dag.

Næsten 3.000 mennesker døde og tusinder blev såret. 20 år senere er det tydeligt, at 9/11 ændrede vores verden. Sårene forbliver, selv 20 år senere.
I dag mindes vi ofrene og de efterladte.

Her 20 år nede ad vejen synes jeg, at det er vigtigt at huske det, der skete. 20 år er længe siden, og man glemmer mere end man tror. En hel generation er vokset op siden, uden at mindes denne dag for 20 år siden.

Skyggerne er lange fra den dag, både i de efterladtes liv, men også i din og min verden: permanent ustabilitet, ekstremisme og terror, som vil komme til at påvirke os alle på et tidspunkt. 20 år senere spørger vi os selv: hvad så nu?

Jeg er overbevist om, at vores svar ikke må være at lukke os om os selv og blæse på vores forpligtelse til at søge at skabe fred og sikkerhed i verden og hjælpe mennesker i nød.

Jeg synes, at det er svært – men til dels også forståeligt – at USA trækker sig som vores allesammens gårdvagt. En del af svaret ligger i fornyelse og styrkelse af vores alliancer. For mig er det helt evident, at vores svar skal være en styrkelse af EU såvel med fælles forsvar, som politisk, så vi ikke fremstår lige så stærke og effektive som en flok får.

I dag går mine tanker til de efterladte og til mine amerikanske venner ❤️

Ærefuld exit

Knægten havde tårer i øjnene, da tiden løb ud, og vi tabte semifinalen i går.

Det var en ærefuld exit! Tak for indsatsen, og tak fordi I gav mig glæden ved landsholdet tilbage ❤️

Nogle skriver i dag, at eventyret er slut – jeg tror, at vi kun har set begyndelsen 🧚

Andet stik: Verden er i farver igen!

Lørdag 20:20 havde jeg tid til mit andet stik. Vi skulle egentlig have været afsted på ferie tidligt lørdag morgen, men udskød det til søndag morgen pga. vaccinationen.

Da vi så gik videre i EM, viste det sig at være midt i – eller i hvert fald i slutningen af en de allervigtigste fodboldkampe siden ‘92. V

i hørte de sidste 2 mål i bilen, og jeg fik mit stik i ført min gamle landsholdstrøje. En for alle … 🇩🇰😜

Og i morgen klokken 3:30 ringer vækkeuret, og vi skal afsted på ferie! Alt er pakket og klart, og vi er forberedt til tænderne på at være nogle af de første turister i et nyt og anderledes Europa efter pandemiens hærgen.

Det skulle have været dén aften

Det skulle have været dén aften, som skulle markere vendepunktet. Efter 1 år med Corona, så havde vi brug for den EM-fest. Vi skulle fejre, at vi nu vender tilbage til livet.

Vi var klar med hot dogs og flag og klappestænger. Vi var tændte, og knægten havde strålende øjne og glædede sig til at se Danmark vinde. De ældre af os tænkte forventningsfuldt ‘1992!’, og der var både glæde og jubel i vores hjerter. Det her er blot starten på en fantastisk sommer.

Vi så vantro til, da kameraet fangede Christian Eriksens blik, da han pludselig og helt uventet lå i græsset. ‘Sluk sluk’ råbte jeg. Vi stirrede åndeløst på panoramaet over Parken, da DR lynhurtigt og resolut skiftede til helikopterview. Det var fuldstændig uventet, ufatteligt og uvirkeligt – og samtidig enormt virkeligt og let at fatte: Det her var alvor.

Jeg trak knægten ind til mig, vi var rådvilde og vantro. Han begyndte at græde, og vi græd, for vi var sikre på, at vi havde vidnet noget helt forfærdeligt. Vi så jo hjertemassage, før de skiftede væk. Vi søgte på nettet, tastede på telefonen med rystende hænder, twitter, googlede .. for at få én ting at vide: At han er okay. At han er i live. At han bare fik det dårligt, og at han lige skal ud til tjek. Inderst inde vidst vi godt, at det var værre.

Der var intet nyt så længe, at håbet sivede ud af os. Vi prøvede at forberede vores søn på det ufattelige. Men det kan man jo ikke, så vi bad bare for Christian Eriksens liv.

De gode nyheder var forløsende, og vi græd af glæde. Han kommer hjem igen til sine børn og til sin kæreste. Kampen, der blev spillet, mistede sin betydning. Den vigtigste kamp vandt Christian Eriksen. På den smukke juniaften blev vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er.

Det er også starten på en ny fortælling om fælleskab og kammeratskab ❤️🇩🇰

Verden er i farver (igen)

I går var vi til den første koncert i noget, der føles som årevis. Jeg har længtes efter denne dag. Følelsen af frihed, høre god musik i venners lag, slå håret ud og bare lytte. I går var det Lis Sørensen, og det var den bedste koncert. Tænk, at noget så simpelt som at gå ud og gå til koncert rører mig til tårer.

Livet kom
Og tog mig tilbage igen
Aldrig vil jeg glemme
Havets blå
Verden er i farver nu

– Lis Sørensen

Ja, verden var pludselig i farver igen. Mens vi sad og ventede, tjekkede jeg lige ind på vacciner.dk – og endelig ENDELIG kunne jeg bestille tid. Jeg var ved at tabe telefonen og råbte op til min ven fra samme årgang (72) “bestil tid – bestil tid – det er os nu”, mens jeg febrilsk bladrede ned over datoerne.

22. maj var den tidligste tid. Der var kun 3 ledige tider. Jeg klikkede klikkede på en tid, som forsvandt, og så forsvandt nr 2 også, og jeg hamrede min fede finger ned på nr 3 tid og fik den! Det er i overmorgen!

Med 2. tid samme dag som vores ferie starter. Det ku’ være mere optimalt, men det kunne også være meget værre. I samme øjeblik gik Lis Sørensen på scenen og gav et brag af en koncert. Og pludselig PLUDSELIG var verden i farver igen!

Med vaccinen ryster vi os fri af Coronaens svøbe, og vi kan gå til koncerter og rejser og kramme og drikke vin med gode venner.

Tæt på ækvator

Langt væk fra månen

Tæt tæt på solen

Sidder vi nu

Og glor på pelikaner

Døde vulkaner

Og ved vi lever lige nu og her

– Lis Sørensen

Det sjove er, at jeg ikke var den store Lis Sørensen fan. Altså, jeg kender hendes sange, kan synge med på de fleste, og de er del af mit soundtrack. Men jeg blev fan af hende dér på Halvandet. Hun synger så godt, hun giver sig selv, og hendes tekster rammer mig.

Hun sang sin nye sang “Isbjerg” om klimaforandringerne, hold nu kæft en smuk sang, og hun sang den med en intensitet, så jeg fik gåsehud.

Hun fortalte om, når de kørte på ferie i 70erne ved havet. Bilen var fyldt hunde, kaniner, pakkenelliker og hende og hendes bror på bagsædet. Bilen var fyldt med røg, og når de dristede sig til at åbne et vindue, blev de bedt om at lukke det, for ellers fik mor træk. Træk var noget af det farligste, man vidste i 70’erne. Det var meget vigtigt at undgå træk, meget farligere end røg 😅 Det er fuldstændig som jeg kender det fra bagsædet i mine forældres bil.

Breaking point

Jeg vågnede i morges. Jeg har fri og alt er godt. Eller .. det er det jo ikke helt. Jeg vågnede op med tårer i øjenkrogene. For det er ad helvede til. Vi er fanget i et gyldent bur. Der bliver passet godt på os, men jeg vil hellere være fri og kunne rejse min vej ned til sol og varme med min familie.

Jeg er ked af det så dybt ind, at nærmest kun et gok i nødden kan overdøve det. Eller en rejse langt væk herfra.

Jeg kan ikke mere Corona nu. Stop. Tak. Corona har inficeret mit sind, fyldt vat i min hjerne og tårer i mine øjne, stjæler mit humør, tynger mit hjerte, forkorter min lunte, gør mig træt og tung.. og hver gang tester jeg negativ. Jeg ER SÅ skide-negativ 😅

Når vi om nogle år kigger tilbage, så var det et fåtal, der fik CoVid19 – men vi slæber alle rundt med langtidsvirkninger af den psykiske effekt. Jeg har aldrig haft det så dårligt som nu. Selv ikke da jeg var i sorg.

Jeg tænkte, at det måske var overgangsalderen, der var på vej, men det er mere end det. Mine dårlige humørdage følger ikke min cyklus. De er der bare.

Jeg er træt af, at det føles som om vores sommerferie hænger i en tynd tråd. Alle dårlige nyheder pustes op, og det er svært at bevare optimismen. Igen. Jeg orker ikke en sommer herhjemme i kulde og regn som sidste år. Vi afsted, men uden vaccine ser det lidt sort ud. Jeg hader det. Og ja, jeg prøver at tænke positivt. Vi har ingen plan b. Vi kører til Sydfrankrig – hvis vi må – om 43 dage.

Og så holder vi en kæmpe fest
Inviter alle vores venner
Står helt tæt sammen
Og skåler på at vi er sammen
Gamle og unge og store og små
Ingen skal være alene hjemme
Ved du hvad jeg drømmer om?
At du vækker mig og siger: ‘Det er forbi!’ “

– Sarah Connor, uddrag af Bye Bye
Ferie i Danmark

Op på hesten igen 🐴

Disclaimer: Langt whiner-indlæg om tidlig overgangsalder.. Når jeg sover og spiser godt, har jeg altid haft masser af overskud – og når jeg i perioder ikke forkæler mig selv med sund mad og rigelig søvn, så har jeg altid kunnet performe alligevel. Jeg har altid kunnet knokle mange timer om dagen, men nu er det som om jeg har ramt en mur.

30% af mit liv er minusdage

Grænsen for min formåen har flyttet sig. Det er som om min krop sætter ud. Jeg løber tør for energi, uanset om jeg sover 7-8-9 timer. Jeg orker ingenting, og når min cyklus kun er på 24 dage, så er det kun 17 dage hver måned, hvor jeg rent faktisk er rimelig velfungerende. Dvs. 30% af tiden er minusdage for mig. Det er altså meget!

Efter mange år hvor jeg intet har mærket til min menstruation, så er jeg nu begyndt at få kraftige smerter og migræne under menstruationen. Jeg har svært ved at sove og svært ved at fungere normalt. Jeg er overfølsom og pirrelig et par dage op til, hvor jeg er parat til at opgive alt. Og jeg mener: A L T. Min selvtillid styrtdykker, og jeg er parat til at råbe P I K og skride fra det hele. Men et par dage efter er alt ok igen. Psykisk, i hvert fald.

Psykisk er jeg begyndt at frygte de 30% – den uges tid, som jeg kan rive ud af kalenderen. Jeg er begyndt at planlægge efter det. Så få vigtige møder som muligt, helst ingen aftaler, for jeg ved ikke, om jeg kan, og jeg vil ikke presse mig selv. Jeg kan som regel godt – med Panodil og Ipren i max dosis, så går det lige. Sådan har det ikke været før. Det er tiltagende, og det er ikke særlig fedt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.

Oveni det ligger hele Corona’en ovenikøbet og stjæler energi, fordi alt det gode og sjove (fx ferier, fødselsdage og oplevelser) er suget ud af livet.

Ondt over det hele

Jeg har ondt i fødder, hofter, ryg og mellem skulderbladene. Jeg har fået skader pga løb, og det mærker jeg i det øjeblik, jeg sætter fødderne på gulvet om morgenen – AV! Dertil de kraftige menstruationssmerter (3 dage hver måned) og migræne (1-3 dage pr måned). Jeg er gået fra ikke at have ondt til altid at have ondt et eller andet sted.

Forleden var det min højre skinnebensknogle, der gjorde sindssygt ondt og holdt mig vågen den halve nat. Det er gået væk igen, men hvad gik det ud på? Jeg har også restless legs, men magnesium hver dag holder det rimeligt nede.

Stolt?

Jeg ikke særlig stolt af mig selv længere. Det er som om jeg har mistet kontrollen over min krop. Jeg kan ikke længere genkende den og dens signaler. Jeg kan ikke identificere mig med, at det altid gør ondt et eller andet sted. At der er så meget, jeg ikke kan. Så til hverdag ignorerer jeg det. Når det er slemt dæmper jeg det med ipren og panodil.

Jeg er blevet det, jeg svor, at jeg ikke ville. En begrænset svag whining bitch.

Udsigt til overgangsalder ?

Meget af ovenstående skyldes sikkert, at min krop er under ombygning. Jeg er 49. Der er overgang forude. Den største ombygning siden puberteten, tænker jeg. Jeg er total udmattet, træt af at have ondt og godt på vej til at blive seriøst overvægtig.

Min krop tåler ikke det samme som tidligere, og det vækker en enorm vrede i mig. Hvis det ikke var, fordi jeg er udmattet, så ville jeg bide tænderne sammen, træne hårdt, løbe mere, spise mindre og kæmpe mig ud af det. Men jeg kan simpelthen ikke. Jeg orker det ikke.

Sick and tired of being sick and tired

Det er lidt som om, at mit liv er gået i stå. Jeg er træt af at ligge på sofaen og falde i søvn inden 21. Jeg er træt af at have ondt, være i underskud, i dårligt humør og i dårlig form. Det er så langt fra mig som person og slet ikke sådan jeg havde forestillet mig mit liv. Hvad hvis det kun bliver værre herfra?

Det er sådan, det skal være

Jeg vil have et aktivt liv. Jeg vil være i stand til at gå 10.000 skridt om dagen, jeg vil have mere overskud og slippe for at have ondt. Det synes jeg egentlig ikke er ambitiøst, men som jeg har det er det MEGET ambitiøst.

Hvad gør jeg?

  • Jeg fortsætter med at træne mine ankler, så jeg kan gå 10.000 skridt uden at få ondt
  • Jeg fortsætter med løbeprogrammet for ældre og overvægtige på laveste blus (jeg løber pt 2 minutter 3 gange om ugen – yay)
  • Jeg spiser sundt det meste af tiden og forsøger at få min nattesøvn
  • Håber på, at det bliver bedre ..

Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”