Om 2 måneder skal jeg for første gang holde vores lille søn eller datter i mine arme – og nu vokser spændingen for hver dag, der går. Jeg er spændt på at møde dig, lille menneske, spændt på alt omkring dig; dit udseende, dit temperament – alt. Jeg ønsker på sin vis, at ugerne allerede var gået, og det var nu, at jeg kunne holde dig i mine arme, min lille skat. Men samtidig er jeg også lidt vemodig over, at jeg snart skal sige farvel til den enestående oplevelse, det er at have et lille sprællevende barn i maven…

I går aftes lavede jeg min fødeplan. Sådan en anbefaler de, at vi laver – og jeg har simpelthen ikke fået det gjort. Måske fordi det hidtil har føltes meget teoretisk og ukonkret. Men nu vokser min mave så kraftigt – og du fylder så meget i mit liv, at det nu føles rigtigt at tænke nærmere over, hvordan jeg helst vil føde dig. Det er jo ikke nogen ‘ordreseddel’, hvor jeg suverænt bestemmer slagets gang, men det er en ønskeseddel. Så må vi se, om naturen vil det på samme måde som jeg 🙂