11 år er længe siden

I juli 2008 besluttede jeg mig for at blogge – og jeg valgte WordPress. Det har jeg aldrig fortrudt.

Men 11 år er længe siden ..

I 2008 var jeg 36 år, ugift med kæreste, uden børn. Vi havde to solide jobs, og finansgrisen havde ikke ramt os endnu. Vi var på charterferie på Gran Canaria, i London – og sommeren bød på en episk rejse til New York.

2008 var det sidste år i vores gamle liv. 2008 var et skelsættende år i vores liv, for det var i det år kimen til vores liv sammen for alvor blev lagt.

Juleaften 2008 friede min kæreste nemlig til mig, og lige under mit hjerte spirede nyt liv. Vi stod på kanten af det største eventyr i vores liv ❤️

Rørt

Efter foredraget i torsdags bad jeg Julia Lahme om at signere “Damen i Midten” og et par af de andre bøger, hun har skrevet. Det var stort og virkelig rørende for mig at møde hende. Hun var nøjagtig lige så sød, nærværende og imødekommende, som jeg havde forestillet mig.

Julia Lahme har med særligt en af sine bøger gjort en kæmpestor forskel for mig .. i virkeligheden nok mere end jeg selv havde forestillet mig. For jeg blev så rørt, da jeg stod overfor hende med mine bøger i hænderne efter foredraget.

Med en klump i halsen fik jeg sagt tak til hende for hendes ord og bøger. Jeg forklarede ganske kort, at vi har fulgtes ad lidt forskudt, og at hendes ord virkelig har hjulpet mig. Og hun var bare så sød og gav mig et knus.

Kindred spirit

Selvom det er 8 år siden min barsel sluttede, så har jeg aldrig glemt “Hvor lagde jeg babyen?” og “Sandheder fra en løgner”. Det er nogle af de bedste bøger, jeg har læst, fordi de ramte mig præcis, da jeg havde brug for dem.

Jeg havde svært ved det, der skulle have været den mest fantastiske periode i mit liv. Jeg var rekorddårligt selskab for mig selv med tårnhøje forventninger. Og så læste jeg “Hvor lagde jeg babyen?” og holdt op med at være min egen værste ven.

En kindred spirit, som Anne fra Grønnebakken kalder det. I 2010 var en kindred spirit ikke nødvendigvis en, man møder irl. En, der har prøvet det samme, og som – heldigvis – deler via bøger og blog.

Via Julia Lahmes blog mødte jeg flere ligesindede mødre online. Jeg var ikke alene om at bakse med at få sat moderskabet på plads. Der var andre, og de var både seje og sjove og hjælpsomme. Den skønneste online-mødregruppe ❤

Det faldt på plads for mig, og den sidste del af min barsel var fantastisk.

“The moment that you feel, just possibly, you are walking down the street naked, exposing too much of your heart and your mind, and what exists on the inside, showing too much of yourself… that is the moment you might be starting to get it right.”

– Neil Gaiman

Oprydning i bøger og babyudstyr

Fordi der ikke kommer en baby til, har vi en masse tilovers nu, der kun er brugt til ét barn. Dvs det er ikke så slidt som efter to 🙂 Der er bl.a. Et Stokke Care hvidmalet puslebord (solgt forleden), en sort Basson barnevogn med lift, myggenet, madras, regnslag etc., en fed sort Teutonia klapvogn med tilhørende pusletaske, myggenet, regnslag etc., lysegrøn Basson paraplyklapvogn, en meget slidt lyserød (?) klassisk trehjulet cykel osv … Det er lidt svært at sige farvel til alle disse ting, for de er stuvet af vejen (ude af øje ude af sind, ik?), og for at jeg kan sælge det, kræver det, at jeg tager fat i tingene i kælderen … det er stadig lidt følsomt, men jeg tænker også, at det er sundt at rydde op, når det nu ikke kommer i brug her hos os igen. Måske kan du jo bruge noget at det? Det ville gøre mig så glad 🙂

Bøgerne var gode at starte med – de er nemme at tage ned og bladre lidt i .. så her til at begynde med har jeg lagt hele denne bunke baby-relaterede bøger på Den Blå Avis – her er linket til alle mine annoncer på Den Blå Avis.

Fertilitet:

Graviditet & Fødsel:

  • Motion & Graviditet (Bente Klarlund)
  • Gravid – uge for uge (Politiken)
  • Spørgsmål & Svar om Graviditet & Fødsel (Politiken)
  • Den Gode Barsel af Familie- og barselscoach Nina Brandt

Amning

  • Alt om Amning – mine varmeste anbefalinger; den er virkelig god, hvis du pt sidder og bikser med amning!! Reddede totalt min forstand – ingen ammemafia her 😀 (Roldgaard & Tatarczuk)

Søvn & glade børn

  • Sov igennem uden gråd (Elisabeth Pantley) – den bedste bog til kærlig søvn ❤
  • Sådan får du dit barn til at sove (Helen Lyng Hansen) – ubrugt, sikkert næsten lige så god som Elisabeth Pantley’s.
  • Æblekinder & Kondisko (en forældreguide til sunde og glade børn)

IMG_2108.JPG

Citat

Sidste år er længe siden ..

At det på kort sigt aldrig betaler sig at sige præcis hvad man mener,
men at det gør det i virkeligheden på lang sigt, når stormen har lagt sig.

Julia Lahme

Netop nu genudgives ‘Hvor lagde jeg babyen?‘, og jeg kan kun sige ‘køb den, prøv den’. Er det virkelig allerede 5 as in F-E-M år siden, at jeg sad og læste den for første gang?

For mig var bogen en øjenåbner af rang. Jeg sad der på barsel med besvær og troede, at det ‘bare var mig’, der ikke kunne finde ud af det med baby. Jeg havde alle mulige planer om at sidde med sovende baby på café og hygge mig. Jeg havde forestillet mig at deltage i alt med ‘baby’ foran – babysvømning, babysalmesang, babyrytmik, babybio, pushy mums …

Min virkelig blev helt helt anderledes, og jeg var SÅ tæt på at ringe til min chef og tigge om at komme tilbage på jobbet efter 3 uger. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, men jeg læste blogs, og jeg læste Julias bøger. Og lige pludselig fandt jeg ud af, at jeg ikke var alene!

Åbenhed omkring fertilitetsbehandling – hvorfor ikke?

Vi valgte en lidt utraditionel strategi, da vi startede i fertilitetsbehandling; nemlig at være helt åbne omkring det. Al den støtte, kærlighed og omsorg vi fik fra venner og familie var helt klart med til, at vi klarede presset – og i sidste ombæring lykkedes det os at få skønne NC.

At være åbne omkring det hele vejen eliminerede nemlig alle omgivelsernes forventninger og især alle de nærgående spørgsmål, fordi vi uopfordret gav svar på alle spørgsmål.

Det gjorde også, at jeg ikke behøvede at fake et happy face, da min lillebror kom og fortalte, at de ventede deres nr. 2. Han krammede mig og sagde, at det nok også skulle blive vores tur. Og jeg var jo glad på hans vegne, selvom jeg begyndte at tude, fordi jeg helt irrationelt følte, at nu blev kagen mindre og dermed formindskedes vores chancer for at få en baby.

Da vi begyndte at tale åbent om fertilitetsbehandlingen dukkede historierne op. Flere af vores venner har i det skjulte været igennem det samme. Hvorfor skjuler vi det egentlig for hinanden? Jeg ved det ikke. Vi havde behov for at dele det med venner og familie. Der er så meget smerte og sorg involveret i fertilitetsprocessen, at vi kunne være gået i stykker af at bære det alene.

Vi er kommet styrkede ud på den anden side som par, og åbenhed er en strategi, jeg vil vælge igen en anden gang og helt klart også vil anbefale andre. Ikke blot i forbindelse med fertilitetsbehandling, men for eksempel også i forbindelse med graviditet.

Vi fortalte nemlig tidligt, at jeg var gravid – jeg var kun et par uger henne, da vi spredte den glade nyhed. Af samme årsag: Hvis det skulle gå galt, ville jeg kunne dele sorgen med venner og familie uden først at skulle forklare, og det gav mig tryghed.

“Har man ikke råd til fertilitetsbehandling, så har man heller ikke råd til at have børn!”

Der er så meget diskussion omkring regeringens plan om at fjerne tilskuddet til barnløse, så de ikke længere kan få gratis fertilitetsbehandling. Jeg synes, at det er fantastisk, at der gives tilskud til fertilitetsbehandling, og jeg kan sådan set rent rationelt forstå, at det er en af de poster, man skærer væk, når der er krise. Der er sat 50 mio. af til fertilitetsbehandling af barnløse med særlige behov pga. f. eks. sygdom, så de ikke er totalt udelukket fra at kunne få økonomisk hjælp.

Men børn er dyre. Vi har selv fået NC ved selv at betale delvist for 4 inseminationer på en privat klinik, selvom vi kunne være gået via det offentlige og få det hele dækket. Som barnløs må man lige overveje, hvor gerne man vil have dét ønskebarn. “Har man ikke råd til fertilitetsbehandling, så har man heller ikke råd til at få et barn”, sagde fertilitetslægen til os, da vi første gang var på klinikken. Jaeh, joeh, jeg kan godt forstå rationalet, men det er bare ikke helt så enkelt, når man har følelserne i klemme og både tid og økonomi skal afgøre ens fremtid.

Jeg så forleden en gravid kvinde i TV, der i ramme alvor fortalte, at hun ikke ville have haft råd til at få børn, hvis det ikke var fordi der er tilskud til fertilitetsbehandlingerne. Hun fortalte, at de havde en dyr lejlighed og nogle dyre lån, så de ville ikke have kunnet skrabe de 50.000 kr. sammen, som fertilitetsbehandlingen koster. Hun nævnte, at hun havde drømt om børn siden hun var 15 år, så det var en livslang drøm, der var på vej til at opfyldes. Men så kunne jeg godt tænke mig at vide “Hvis det virkelig er din største drøm, hvorfor har du så stiftet dyr gæld og købt en dyr lejlighed, når det er et barn, du drømmer allermest om?”

Det forstår jeg ikke en meter af, og jeg synes, at det er forkælet af hende at forvente, at vi andre skal finansiere hendes lån og dyre lejlighed, for det er jo det, der sker. Og måske er det sagen i en nøddeskal. Vi vil det hele – og mere til, men vi vil ikke ofre vores lækre hus, dyre tøj, cafébesøgene, ferierne og alt det andet, vi bruger penge på. I stedet for forventer vi, at vores ønskebørn bliver finansieret af andre skatteydere, mens vi selv kan fortsætte med at gå i dyrt tøj, bo i dyrt hus, have to biler og tage på ferie flere gange om året. Det synes jeg ikke er fair.

Vores søn er et “tilskudsbarn”, men tilskuddet var ikke afgørende for, om vi skulle have børn eller ej, for vores ønske om at få et barn var så stort, at økonomien ikke kunne stoppe projektet. Så for os var tilskuddet nice-to-have, men det var ikke det, der afgjorde sagen. Vi sparer andre steder, og det fortsætter vi med efter NC er kommet til verden. Min mand på SU og jeg på barselsdagpenge, og det gør, at der ikke er særlig meget at rutte med, så der er bare nogle drømme heriblandt barn nr. 2, som vi er nødt til at spare op til – og som vi så glæder os så meget desto mere til. Det handler om benhård planlægning og prioritering. Hvis man dropper ferien, er der råd til reagensglasbehandling.

Det er trist, at der indføres brugerbetaling på fertilitetsbehandling, fordi de par, der er i fertilitetsbehandling i årevis, er i forvejen hårdt ramte og pressede psykisk. Fertilitetsbehandling er en sindssygt opslidende proces, og jeg synes, at det er forfærdeligt, at man oven i købet skal bekymre sig om økonomien.

Indgrebet rammer helt skævt, og det synes jeg ikke virker særlig gennemtænkt. Folk med lav indtægt har samme drømme om at få børn, som folk med høj indtægt. Nu er mulighederne bare ikke ens længere. Det mest paradoksale er at børnetallet samtidig falder, og regeringen fabler om, at vi er for få danskere i fremtiden til at opretholde velfærden. Burde man så ikke gøre alt for at få født en masse børn?

Til min gravide veninde

Jeg skynder mig lige til med en rutineret-mor-kommentar mht fødselsforberedelse. Vi gik meget op i det; gik til hospitalets fødselsforberedelse samt noget mere yoga agtigt fødselsforberedelse på aftenskole. Det var meget hyggeligt, men det var totalt over-kill!! Fødslen klarer du, uanset om du når til fødselsforberedelse eller ej. Du har verdens bedste hjælpere ved din side – de danske jordemødre. De kan lære dig at trække vejret rigtigt på under 5 minutter og ved alt om at føde. Stol på dem.

Bagefter fortrød jeg lidt, at jeg brugte så meget energi på fødslen, som var “let” nok og forholdsvis hurtigt overstået. Jeg ville have ønsket, at nogen havde trukket mig til side og give mig babyforberedelse istedet. Fødslen er overstået før du ved af det, og så har du en baby hos dig, og så starter balladen 🙂

Det er først efter fødselen at udfordringerne for alvor melder sig, og de udfordringer vi mødte var vi ikke forberedte på, og det skabte en hel del mudder i denn ellers første lykkelige tid. Det var ihvertfald min oplevelse. Jeg var helt blank og kiggede på Allan, der var helt blank. Til gengæld kunne vi trække vejret og vidste alt om fødsler – !!!! Vi kunne heldigvis blive længe på hospitalet pga kejsersnit, så vi fik hjælp til at komme igang, men de er generelt hurtige til at kyle folk ud.

Uden det var det ikke gået med amning. Amningen fyldte hele billedet og overskyggede alt. Det var så smertefuldt og jeg havde givet op, hvis jeg havde været alene. Bagefter har jeg fundet ud af, at sådan har de fleste det. Ingen taler bare om hvor rædselsfuldt det er i starten!!! Mit bedste råd til dig er, når du sidder der og brysterne smerter, babyen skriger af sult, sygeplejersken forsøger at presse modermælkserstatning ned om ørerne på dig og du er fristet til at give op: Så tænk på mig, der brøler: HOLD UD!!! For det kommer!

Det er en hård omgang, men det bliver fantastisk for jer begge, når du er kommet igennem de første 14 dage/3 uger med smertende babser. Du tror det ikke, når du er midt i det, men det lykkes. Det gjorde det for mig, og det gjorde det for 5 ud af 6 i min mødregruppe. HOLD FAST i dit ønske om at amme (hvis du vil amme – ?).

Allerede efter 2 dage fik NC ikke nok næring fra min mælk og tabte sig mere end godt var. Det havde aldrig faldet os ind, at madindtaget ville være et problem, men også det var helt normalt – og endnu et tabu, som vi skulle kæmpe med i 8 måneder, før sundhedsplejersken endelig gav os thumbs up ved 8 måneders undersøgelsen. Det ville jeg også gerne have været forberedt på, for med det fulgte en hær af irrationelle følelser; jeg er ikke god nok mor, for jeg kan ikke brødføde mit barn osv osv. Min selvtillid var i en lang periode ikke eksisterende.

En af mine veninders veninder, Charlotte Clemmensen, har afholdt babyforberedelseskurser, hidtil uden held, for de fleste vordende mødre går – ligesom jeg gjorde – mere op i fødselsforberedelse. Her bagefter ville jeg have ønsket, at vi var blevet tvunget på det kursus, men sådan er det at være bagklog.. Se et par links her:
Facebook gruppe
Momblog

I øvrigt kan jeg anbefale “Du bliver en skøn mor” af Helen Lyng Hansen. Den kommer godt omkring hele fødslen, så du kan lave din egen fødselsplan. (og tag dig ikke af, at du bliver helt til grin hos rutinerede mødre, når du siger, at du har lavet en fødselsplan – det er for din egen trygheds skyld, og det kan faktisk godt gå sådan som du har planlagt det – det gjorde det stort set for mig – lige bortset fra, at jeg ville høre Avril Lavigne “Skater Boy”, mens jeg fødte – !!)

Du bliver en skøn mor

Håber du kan bruge det 🙂
Det er en fantastisk tid du er i lige nu – husk at nyde det!!

Fødselsforberedelse vs babyforberedelse

Mit bedste råd er drop alt hvad der hedder fødselsforberedelse – eller snup et crashkursus, hvis det er. Fødslen skal hurtigt nok blive overstået – det er alt det bagefter, du skal forberede dig på. Jeg brugte i omegnen af 8-9 aftener på at fedte rundt i fødselsforberedelse. Fødslen tager 4-5 timer, der er kompetente folk omkring dig hele tiden – og så er det overstået.

Jeg ville ønske, at jeg havde brugt tiden på at forberede mig på at have en lille baby i stedet for at spilde tid på at træne vejrtrækningsteknikker og fødestillinger. Jeg anede ikke, at amning er benhårdt, smertefuldt og ofte rædselsfuldt til at begynde med. Jeg anede ikke noget om hvor smertefulde sår på brystvorterne er – og at det er helt almindeligt.

Træthed og lugtende bleer, troede jeg naivt, ville være det værste – det er det ikke, det er den psykiske udmattelse. Jeg er ikke engang ligeså træt som efter en lang dag på jobbet, men oftere totalt drænet psykisk – og så bliver jeg et lille grimt menneske uden overskud og overblik.

Så er der alle planerne, idéerne og drømmene omkring det at blive mor og være på barsel; de knuses godt og grundigt. Det ville have været rart at vide på forhånd. Jeg syntes ikke selv, at jeg havde urealistiske forventninger til mig selv, men jeg har mange gange fundet mig selv stortudende ved siden af en skrigende baby.

Det var bestemt ikke med i planen, så jeg troede, at jeg havde en fødselsdepression, indtil min læge fortalte, at det er helt normalt. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg kunne hade mit barn – og at det er helt normalt! Samt at nærmest alle mødre kommer så langt ud, at de har lyst til at ruske babyen – og det er også helt normalt. Man skal selvfølgelig bare lade være!

Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg ville savne mit job meget, fordi det for mig var (og af og til stadig er) ualmindelig rædselsfuldt og utilfredsstillende at være alene hjemme med (skrigende) baby, bleer, tøjvask, oprydning og rengøring af et hjem, der alligevel konstant ligner Beirut. Der er ingen at tale med, og dem, der ringer, skynder sig at lægge på igen, når de hører skrigeriet i baggrunden.

Alt det var ikke del af min plan, men tilsammen er det det, der gør det helt fantastisk at være mor: At planen ikke holder en meter, og at jeg så alligevel mestrer det hele – selvom det nogle gange er med løbende mascara og røde øjne.

Velkommen til verden, lille skat!

Vækkeuret ringede klokken 7, vi stod op og ankom til Herlev Hospital klokken 9. Jeg fik igen kørt en strimmel, og igen viste den, at du stadig havde det storartet i maven. Jeg fik en pille, og så kunne vi ellers køre hjem igen og vente på, at der skulle komme veer.

Jeg lå ned og prøvede at hvile derhjemme, da den første ve kom ved 15-tiden. Helt uden forvarsel fik jeg kraftige veer – de stærkeste smerter, jeg nogensinde har følt. Jeg havde forventet, at det var gradvist tiltagende, men den første ve var – skulle det vise sig – lige så kraftig som alle de andre veer. Det gjorde helt sindssygt ondt, jeg prøvede at trække vejret korrekt, men det var som om smerten overtog min krop og gjorde mig ude af stand til at gøre det rigtige – blot værge for mig.

Der var ikke meget mere end 4-5 minutter mellem veerne lige fra starten. Jeg skreg smerten ud, og jeg prøvede at trække vejret korrekt, men jeg var chokeret og lammet af smerten. Og bange for, at der var noget galt, for det var ikke som jeg havde forventet. Jeg havde forventet en gradvis optrapning af smerten, men her var det 0 til 100 på én enkelt ve.

Jeg kunne ikke bære tanken om at skulle spændes fast i en sikkerhedssele med så stærke smerter. Jeg var bange for at jeg ikke kunne kontrollere mig, så vi måske ville køre galt. Men det gik fint nok at komme til Herlev. Heldigvis formåede Allan at styre bilen sikkert til Herlev med mig skrigende og pustende ved siden af.

Vi blev anvist en fødestue klokken 16, og vores jordemoder, Kristina, tog imod os. Jeg husker kun glimtvis, at jeg blev vist ind og hilste på hende. Men jeg husker, at jeg fik sat overvågningsudstyr på, og jeg kan huske, at jeg lagde mig på en briks, hvor jeg lå og skreg min smerte ud. Jeg var bange og bad om hjælp, men det virkede ikke som om der var nogen, der lyttede. Jeg fik lattergas, men jeg kunne nærmest ikke holde masken på, så ondt havde jeg. Jeg formåede heller ikke at trække vejret dybt ind. Jeg forsøgte at fange noget at holde fast i, men der var ingenting. Det var som om alting bølgede og forsvandt omkring mig. Lyde forsvandt i smerten, og mit syn blev rødt. Jeg må have skreget, jeg tror, at jeg skreg. Der gik lang tid – jeg ved ikke, hvad der skete – men pludselig tog Kristina mig i hånden og så mig i øjnene og sagde ”Vi skal nok hjælpe dig”.

Jeg fik at vide, at dit hoved var lejret i mit bækken, men manglede at dreje sig en sidste halv omgang, så det passede med udgangen i bækkenet. Som det var nu, bankede dit hoved mod højresiden af mit bækken
Jeg blev tilbudt epiduralblokade (ifølge journalen var det klokken 16:55), som jeg sagde ja til.
17:00 dykkede din hjertelyd fra 120 til 90 over flere perioder, bagvagten blev tilkaldt, men der var heldigvis ikke noget galt. Jeg mener, at det var her, at jeg fik at vide, at det muligvis kunne ende med et kejsersnit.
17:10 der påsættes caput elektrode, og jeg får tilført mere lattergas
17:20 jeg får lagt kateter
17:30 hilser jeg på anæstesilægen, som går i gang med at anlægge epiduralblokaden. Trods mine smerter, blev jeg helt klar – jeg var bange for, at jeg i en ve skulle flytte mig, så blokaden ramte forkert i ryggen, men på en eller anden måde lykkedes det mig at forholde mig i ro, og klokken 18:15 begyndte epiduralblokaden at virke.

Herefter fulgte et par timer, hvor jeg havde det helt godt. Smerterne klingede af, veerne var der stadig, men de krævede ikke alt af mig.
18:33 opstod der en ’event’, som det kaldes, når hjertelyden falder, og det ikke står klart hvorfor. Den tilkaldte læge tog en blodprøve fra din hovedbund, som viste, at du stadig var i topform.

Ved 23:30 tiden dykkede din hjertelyd igen. En over-jordemoder kom ind, vurderede situationen og så gik det stærkt. Det blev besluttet at du skulle ud nu med et akut kejsersnit. Jeg begyndte at græde – jeg blev bange, og det var ikke det, jeg havde regnet med. Jeg skulle svare en masse spørgsmål og så blev jeg i al hast kørt til operationsstuen.

Det føltes som om det tog dem en time eller mere at gøre mig klar til kejsersnittet, men i virkeligheden tog det under 10 minutter fra det blev besluttet at tage dig ved kejsersnit til at du så dagens lys. For mig føltes det som lang tid. Jeg lå på en briks og blev gjort klar, og jeg var bange. Din far sad ved siden af mig, jeg kunne også se, at han var bange. Jeg kunne kigge op på nattehimlen. Jeg lukkede øjnene og bad min mor om at holde hånden over dig.

Jeg kunne mærke, at de rumsterede med min krop, men jeg følte ingen smerte. Pludselig blev du holdt op foran mig, og jeg kunne se, at du var en dejlig dreng. Hvilken overraskelse! Her troede vi, at du var en pige! Men så var du den dejligste dreng. Du skreg, og de gik med dig. Far gik med dig, og jeg lå tilbage med et kaos af følelser – lykke og savn. Jeg savnede dig – ønskede kun at holde dig og mærke dig. Jeg blev syet sammen, og det føltes som om det tog 100 år. Pludselig kom far med dig i armene, og jeg hilste på dig.

Da jeg endelig var blevet syet sammen, blev jeg kørt til opvågning. Og der blev du lagt ned til mig i sengen. Du var så fin, så lille, så blød og så levende. Du snuste til mig, og du fandt mit bryst og gav dig til at sutte. Jeg græd af glæde. Sikke et mirakel!

Du blev født 23.52 den 20. juli 2009. Sammen med far var jeg på opvågningsstuen frem til klokken næsten 3 om natten. Vi blev derefter overført til 16. etage stue 25 med en fantastisk udsigt over byen. Du lå i en lille krybbe mellem vores to senge – og hver eneste gang du sagde den mindste lyd, var far og jeg lysvågne og kiggede til dig. Vi sov ikke meget den nat – men det gjorde du.

På vej til igangsætning

Vi fik kørt en strimmel, og jeg blev undersøgt igår. Min livmoderhals var ‘udslettet’, og jeg var 1 cm åben. Det var mere end jeg havde turdet håbe på, men det er ikke aktiv fødsel. Vi fik valget mellem at få en stikpille og blive på hospitalet – eller tage hjem og sove – og komme igen til igangsætning klokken 9 mandag morgen. Vi valgte det sidste – en god nattesøvn derhjemme er aldrig at foragte.

Da vi kom hjem kom der en ordentlig skylle fostervand – men denne gang med en klat friskt blod i. Det var det eneste, der IKKE var beskrevet i de forholdsregler, jeg havde fået med hjem, så jeg ringede til fødegangen og spurgte. Jeg blev så spurgt, om jeg havde mærket liv – og det havde jeg ikke i et par timer. Ikke siden på fødegangen faktisk. Så jeg skulle lægge mig ned og prøve at mærke liv. Jeg kunne selvfølgelig ikke mærke liv overhovedet, og jeg var på nippet til at gå i panik, da du gav dig til at pusle rundt i maven igen. Nøj, hvor blev vi lettede og glade!!!!

Jeg har egentlig fået sovet ganske udmærket i nat. Jeg er dog vågnet mange gange ved at jeg har haft svage veer et par gange, men de er stadig ikke stærke nok og meget uregelmæssige, så det var ikke så slemt, at det holdt mig vågen hele natten.

Så skal vi snart afsted 🙂

Vandet gik!

Fik to mindre veer, mens vi var på loppemarked – jeg stod op af et busstoppested og banken og pustede, så længe de varede. De kom kort efter hinanden, men så skete der ikke mere.

Vi lavede rabarbersaft ved 15-tiden derhjemme, da vi skulle til middag hos min veninde klokken 17:30. Vi gik ind i sengen og lagde os lidt ned, før vi skulle afsted – og det var her, at vandet gik ca. 16:30. Først kom der lidt, men så kom der faktisk en hel del, og jeg gennemvædede 2-3 bind samt 4 par bukser og trusser. Jeg ringede til fødegangen og fortalte, at vandet var gået, og vi fik besked på at møde op for at få kørt en strimmel og afklare det videre forløb.

Så jeg gav Sonja besked om, at middagen var aflyst, hvorefter vi kørte til Herlev Hospital med alle vores pakkenelliker. Glade og forventningsfulde ved tanken om, at der nu var en fødsel på vej i løbet af det næste døgns tid. Jeg ringede til min far, som blev glad og rørt og nærmest smed mig ud af røret ”Se nu at komme afsted!”

Vi ankom til Herlev Hospital omkring 17-tiden, og vi blev vist ind. Jeg fik kørt en strimmel, som viste, at du stadig trivedes storartet i maven. Selvom jeg ikke kunne føle nogle veer, så var der rent faktisk veer – de var bare meget små. Efter at lave ligget længe nok med strimlen, fik vi besked på, at jeg enten kunne blive og få en vestimulerende pille samme aften eller tage hjem og sove – og så få den om morgenen, mandag 20. juli. Jeg valgte det sidste, for at få en god nats søvn i håb om at være endnu mere udhvilet og klar til en fødsel.

Så vi tog altså hjem igen. På vejen hjem hentede vi noget lækker pasta. Vi var meget spændte, og jeg må indrømme, at jeg havde lidt svært ved at falde i søvn.

Vandet er gået!

Jeg lå lige så hyggeligt og læste om fødslen, da vandet piblede ud af mig. Vi kom til at grine, for det var ret meget og så mærkeligt ud. Nu har jeg allerede gennemvædet to tykke bind og har masser af våde trusser og bukser liggende. Og gulvet gik det også ud over.

Jeg har talt med hospitalet, og vi skal bare komme stille og roligt, så vi er ved at gøre klar nu.

Uge 41 – måske er den der snart?

Så er vi på vej ind i uge 41. På tirsdag skal jeg undersøges på hospitalet af en læge, både ud- og indvendig. Det er jeg spændt på. Måske føder jeg forinden?

Her til formiddag var vi på vej ud af døren for at tage på loppemarked og kigge på babyting og andre lækkerier, men på vej ud fik jeg pludselig en meget kraftig jagende smerte nederst til venstre under livmoderen. Det var så kraftigt, at jeg faktisk ikke kunne gå, så vi måtte gå ind i lejligheden igen, hvor jeg lagde mig med benene oppe under mig. Det lindrede, og smerten gik gradvist væk og blev til en menstruationsagtig murren nederst i livmoderen og i lænden. Efter 10 minutter var det næsten væk igen, og vi tog afsted.

Vi gik rundt på loppis i en lille times tid, men så kom smerterne igen. Jeg kunne næsten ikke gå, så ondt gjorde det. Samme sted som før: Nederst i venstre side under livmoderen. Livmoderen var knaldhård og spændt. Jeg satte mig i et busstoppested, men kunne ikke holde ud at sidde stille – det var bedre at stå op og gå lige så stille. Så jeg gik med over til banken for at hæve penge, og her stillede jeg mig op af glasruden, strakte lænden og trak vejret dybt, det lindrede straks. Må se skideskægt ud på deres overvågningskamera!! Efter velnok små 10 minutter var det overstået igen, og jeg kunne gå igen.

Jeg hævede penge og købte Lotte Arndals bog “9 måneder før og 9 måneder efter” for 35 kr. Den har jeg længe tænkt på, at jeg ville købe, og nu blev den min for et par håndører. Dejligt! Jeg gik hjem og læste lidt i den, og blev beroliget af den, for hun beskriver opstarten på sin fødsel som lidt af det samme, som jeg har mærket idag. Men hvis jeg er i fødslens indledende fase, er det værd at bemærke, at denne fase kan vare alt fra 3 timer til 3 dage, før jeg rigtig går i fødsel.

Nu er der gået et par timer, hvor jeg ikke rigtig har mærket noget. Jeg er lidt mere øm i understellet end normalt, og jeg er blevet mindet om, hvordan menstruationssmerter føles… Jeg føler murren nederst i livmoderen og omme i lænden, og så har jeg faktisk ikke lyst til meget andet end at lægge mig ned og slappe af, så jeg vil tro, at det bliver mit næste træk.

Der er ikke så meget liv i dig i dag, måske påvirker alt det her hurlumhej også dig? Du vender dig ikke så kraftigt som de seneste par dage, men jeg kan stadig mærke, at du er der. Jeg er spændt på, hvad der nu sker, men måske sker der ikke en fis de næste par dage … Jeg er så nysgerrig efter at se dig, holde dig i mine arme og vise dig til hele verden 🙂

Jordemoderbesøg – uge 40+2

Var til jordemoderen i dag. Vi var nu kun 3 tilbage i jordemodergruppen – de øvrige 3 har født. Alt stod fint til med dig, du vejer nu omkring 3900 gram – og så fandt jeg ud af, at jeg virkelig har plukveer, da jordemoderen undersøgte mig. Maven blev helt stram og hård uden at det gjorde ondt. Din hjertelyd var fin – og du har vendt dig så din ryg ligger ovre i venstre side nu. Men dit hoved er fast lejret i min bækkenbund.

Og så ser det ud til, at jeg er begyndt at lave lidt mælk til dig. Der er af og til tørre skorper på brystvorten om morgenen, og det fortalte jordemoderen er lidt indtørret mælk. Jeg er meget stolt. Jeg ved jo, at min mor ikke kunne amme, og selvom det ikke er arveligt, var jeg begyndt at blive lidt bekymret, fordi der intet skete. Men det gør der åbenbart – i nattens mulm og mørke.

Nu er du jo ‘overbåren’, fordi den officielle termin var i søndags. Derfor skal jeg imorgen ringe og aftale tid på hospitalet til et lægetjek i uge 41+3, dvs. omkring næste onsdag. Der får vi information omkring en eventuelt igangsætning, som tidligst sættes i værk, når jeg er 2 uger over tiden.

Endelig termin!

Så kom dagen … jeg har termin i dag, og det er rent faktisk i dag, at du burde titte frem. Men indtil videre er der ikke tegn på, at det bliver i dag, at du vælger at komme ud. Det havde jeg nu heller ikke regnet med, men det kunne have været hyggeligt 🙂

I dag har din far støvsuget og jeg har vasket gulv i hele lejligheden – og sammen med din far har jeg samlet din kravlegård, så den nu også står klar til dig! Vi har hentet dine gardiner til rens – her til aften har jeg hængt dem op i dit værelse.

I morgen skal jeg til jordemoder – det er jeg meget spændt på! Jeg håber på, at alt er vel med dig i maven, og så håber jeg, at hun kan give mig et godt råd til at tøjle min utålmodighed! Det kan hun nok ikke, men det vigtigste er, at du er ok. Jeg sang for dig imorges i brusebadet, og du reagerede med det samme. Jeg tror efterhånden, at du kender melodien 🙂

Morfar har i dag sendt tips til navne til dig – lige nu skal babyer hedde Emma, Hannah, Lucas eller Tristan, men det er slet ikke nogle af de navne, vi har i tankerne til dig. Hihi, han går op i det, ham morfar 🙂