Vi havde en rigtig god nat, og til morgen legede vi og hyggede os i sengen. Nicholas Carl gik morgentur på min mave og hyggede sig rigtig meget med det. Han var ikke til at stoppe igen! Og så så det ud som om han opdagede, at hans fødder er hans og han selv kan kontrollere dem. Han sad på min mave med sine fødder ved mit ansigt, og vi havde dejlig øjenkontakt. Vi lavede ansigter og snakkede sammen.

Hans fod lå lige foran min mund, så jeg snuppede den i munden og nappede ham blidt i tæerne, mens jeg sagde haps! Den var han med på med det samme! Hvergang jeg ‘spyttede’ hans fod ud, forsøgte han at ramme min mund med den igen. Nogle gange ramte han min næse eller mit øje, men han fik faktisk flere gange ramt min mund. ‘Haps!’ sagde jeg og han smilede stort. En enkelt gang ramte han mit øje lidt hårdt – hæ, prøv lige at forestil dig denne samtale med lægen: ‘Jamen, hvordan har du fået det blå øje?’ ‘Jo, altså jeg bed min søn i foden, og så sparkede han mig i øjet!’

Jeg skiftede ham, vi snakkede sammen på puslebordet og læste i hans tøjbog. Så begyndte han at vise tegn på at være træt, så jeg prøvede at lægge ham. Efter 40 minutters træt gråd og lullen faldt han endelig i søvn. Jeg susede i bad, men midtvejs i badet hørte jeg ham skrige, så jeg fik nødtørftigt skyllet shampooen ud af håret og skyndte mig ud til ham. Jeg prøvede at lulle ham i søvn igen – sundhedsplejersken havde sagt, at jeg ikke skulle tage ham op, så jeg sad ved vuggens kant frysende i bar figur i små 30 minutter og prøvede at undgå at det skulle udvikle sig til en regulær skrigetur.

Det lykkedes ikke. Han skreg og skreg og skreg og kørte sig selv helt op. Tilsidst kunne jeg ikke holde ud bare at sidde og ae ham på kinden, så jeg tog ham op og vuggede ham i mine arme. Han var alt for ophidset til at spise fra brystet og fortsatte krampagtigt med at skrige i 20 minutter endnu, før han faldt til ro, da jeg tilsidst var kørt helt ud til kanten og råbte af ham. Jeg var helt færdig – det var han også. Vi lå ved siden af hinanden på sengen og kiggede op i loftet. Så var det som om han kom i godt humør, startede med at pludre, smile og gribe ud efter min næse.

Vi snakkede og pludrede en lille tid, så gjorde jeg et bad klar til ham, for den sidste uges mange formiddagsskrigeture har gjort, at jeg ikke har haft overskud og mod til at bade ham – men nu skulle det være. Han nød badet i fulde drag, lå så fint og flød på ryggen helt afslappet. Han skal jo smage på alt, så han drejede hovedet, så hans ene øje, næse og mund var under vand og smagte på vandet. Jeg var den kedelige mor, der ødelagde legen totalt, da jeg tog ham op af badet efter små 10 minutter. Dét var han absolut ikke med på, så han skreg i vilden sky. Jeg tørrede ham og fik ham dysset ned. Ovenpå badet var han blevet træt, og jeg pønsede på at trille en tur.

Resten af dagen forløb dejlig fredeligt, han tog sig en lang lur i barnevognen på cirka 1 1/2 time, mens Line og jeg gik en tur. Jeg havde været så tæt på at aflyse hendes besøg om formiddagen, fordi jeg ovenpå Nicholas Carls skrigetur simpelthen ikke orkede andet end at komme frem til sengetid om aftenen, hvor jeg så kan slappe lidt af. Men der fór en djævel i mig; det skal ikke ødelægge mit liv, at jeg har fået barn, for så bliver det hele da endnu værre. Så kommer skrigeturene til at fylde mere end de par timer eller tre de reelt fylder. Resten af tiden er Nicholas Carl jo den sødeste, dejligste, smukkeste og mest nuttede dreng (og så er hans mors dreng 🙂 ) og han skal da vises frem, den dejlige knægt! Så nej, venindebesøg skal der være plads til – og skriger han hele vejen gennem besøget, så ved jeg, at mine veninder bærer over og kommer igen en anden dag!

Det viste sig at være den helt rigtige beslutning. En god lang lur og en rask lang trilletur gjorde både ham og jeg glade, så resten af dagen var simpelthen så dejlig. Det var så dejligt at have Line på besøg, og jeg nød, at det for en tid drejede sig om andet end baby, bøvs og prutter. Dejligt at høre, at der findes en verden udenfor. Jeg er blevet lidt isoleret og sær af at være på barsel, hvor jeg naturligt nok allermest har fokus på Nicholas Carl og mest omgås babyer og andre nybagte mødre. Oveni det følte jeg, at vi fungerede så fint sammen alle tre som en enhed, som en familie. Nicholas Carl er nu en helt naturlig del af ‘os’ – det var så dejligt!

Godt nok fik han ikke sovet den tredje lur, som sundhedsplejersken nævnte, men han sov en kort morgenlur, en mediumlang middagslur og en lillebitte lur på fars arm – det må være godt nok til at begynde med! Så kan vi udvide lurene de næste par dage 🙂