Det største er altså kærligheden til min lille søn … i aften følte jeg den vælde ind over mig, da jeg stod og gav ham nattøj på ved puslebordet. Han lå der på ryggen og så op på mig og smilede og sagde sine små kære lyde. Tårerne vældede op i mine øjne, og jeg følte mit hjerte gibbe.

Og igen senere … han ville ikke sove, så han kaldte og kaldte, og jeg gik i pendulfart mellem stuen og soveværelset for at berolige ham. Tilsidst var han rigtig ked af det og græd, så jeg tog ham op af vuggen og lagde ham i min seng rullet ind i sin dyne.

Han græd stadig, da jeg lagde mig ved siden af ham med mit ansigt ud for hans ansigt. Han så mig i øjnene i mørket og rakte ud efter mit ansigt med sin lille hånd. Han kærtegnede kejtet min kind – det vil sige; han kradser og river, for han bruger neglene. Det er ikke særlig behageligt, men det er meget sødt alligevel. Han fangede en tot af mit hår og holdt fast ved den, som for at holde mig fast.

Sådan lå vi i 5 minutters tid til han faldt i søvn, og jeg kunne løfte ham ned i vuggen, hvor han sov stille videre. Så det der virkede bedst var ikke at rende frem og tilbage – men at lægge mig ned og bare være der for min lille søn.