Ja, så er det gamle år slidt op, brugt op og smidt ud. Det var et fantastisk år på flere områder, men særligt på ét område har de seneste måneder været sindssygt dårlige: De har bare været så negativt ladede. Jeg har virkelig haft svært ved at holde humøret oppe, selvom jeg har oplevet stor lykke sidste sommer, hvor jeg blev gift og ikke mindst blev mor. Jeg burde bare være gladere!!

For mig er det bare ikke nok at gå hjemme i min egen lille boble med min dejlige søn. Det bliver jeg altså ikke glad i låget af. Tværtimod fortaber jeg mig i detaljerne; det er de små ting, der irriterer mig, jeg bliver pernittengryn og mavesur. Jeg savner virkelig nogen at snakke med, samt at lave andet end at ‘holde hus’. Periodisk har jeg været så ked af det, at jeg har grædt hver dag. Det er jo ikke ligefrem meningen.

Så sent som i denne uge har tanken strejfet mig, om jeg måske har været/er (?) ramt af en fødselsdepression, og jeg har tænkt mig at nævne det for lægen næste gang for at være på den sikre side. Jeg synes, at tiden helt fra starten med Nicholas Carl har været svær; lige fra fødslen hvor jeg (stadig!) føler, at jeg blev frarøvet den første kontakt med NC og så alle problemerne og usikkerheden med amningen – og efterfølgende da vi opdagede, at han ikke tog på i vægt. Jeg er stadig konstant bange for, at han ikke får nok! Den følelse vil ikke slippe mig, jeg tænker på det dagligt, så når han afviser en flaske eller ikke spiser op, bliver jeg straks bekymret.

Nogle dage når han græder og skriger rigtig meget, falder jeg simpelthen helt ned i et sort hul, hvor jeg græder alt for meget, og jeg ikke føler, at der er noget ved nogen verdens ting. Jeg har ofte slet ikke lyst til at gå udenfor en dør en dags tid eller to, når vi har haft sådan en tur. Så skal jeg ligesom komme mig lidt, før jeg igen har lyst til at gå ud og møde verden, men når jeg har det sådan, tvinger jeg mig selv ud at gå med barnevognen, og det hjælper hver gang.

Jeg har ikke været überlykkelig, som jeg fornemmer, at de andre mødre i min mødregruppe er. Der har været meget få øjeblikke, hvor jeg har følt total harmoni, fred og bare idel glæde over at være mor. Tværtimod har det været en kamp, hvor jeg har følt, at det meste hænger på mig; det er mig, der ikke producerer nok mælk osv. Usikkerheden har været min trofaste følgesvend. Hvor gerne jeg end vil, så kan jeg ikke sidde ‘gode’ råd og kommentarer overhørig. Det er ikke fedt, når to tanter til en julearrangement sidder og vurderer Nicholas Carl ‘nåja, han ser da ikke så tynd ud længere’.

Til gengæld er det så totalt fedt at møde en af Allans veninder, som er nybagt mor til to og no-bullshit typen: ‘hey, jeg gav ham bare en ordentlig klat smør i grøden, så tog han på’. Absolut ikke et råd som er comme il faut: at tænke sig at give sin baby smør – det er ikke bare usundt fedt, men også et ko-produkt .. uhadada! Så nu får NC smørklat eller rapsolie eller hvad jeg nu er i humør til at spiffe hans hirsegrød op med. Indtil videre er hans kinder ihvertfald ikke blevet mindre af det 🙂 Jeg mærker mere og mere, at jeg gør mig fri af min usikkerhed og arbejder på at finde min egen måde at være mor på. Men indimellem bliver jeg sgu ramt af en ubetænksom kommentar.

Allan er og har været min primære livline, så når han kommer træt, sur og stresset hjem, farver det mit humør. Er hans humør sort, så er mit humør mindst lige så sort og vice versa. Og det er jo totalt unfair overfor ham; at give ham den magt/det ansvar for mit humør – samtidig med, at det jo ikke ligefrem hjælper på husstandens samlede humørniveau, at jeg også er i sort humør, når han er det. Jeg må se at hanke op i mig selv, tage ansvar for min trivsel og selv sørge for at foretage mig energigivende, positive og livsbekræftende ting med andre mennesker, så det hele ikke hænger på ham.

Hvor kan jeg starte med at få mere positiv energi ind i mit liv? Jo, den klassiske øvelse med at nævne mindst 5 gode ting fra dagen hver aften.
Her er mine 5 første superdejlige øjeblikke fra i dag:
1) At kilde Nicholas Carl på maven og høre ham grine sin fantastiske perlende klare latter og bare selv grine med.
2) At Allan og Nicholas Carl tog med på hospitalet, da jeg var meget lille og bange for undersøgelsen af mit øre. Allan var så sød at trøste mig og bakke mig op. Det gik heldigvis godt, selvom undersøgelsen fandt sted nøjagtig samme sted som hvor min mor fik foretaget en led bronkoskopi for snart 11 år siden. Jeg skal formentlig opereres i øret, men den tid den sorg. Det vil jeg ikke tænke på nu.
3) At vågne op til smukt snevejr i morges. Helt fantastisk at vågne ved 5 tiden og se ud og bare se jorden være helt dækket af blød blød sne.
4) At pakke noget af Nicholas Carls tøj væk, fordi det er blevet for småt. Lidt vemodigt også – min lille dreng er blevet stor og bliver større og større.
5) At mærke Nicholas Carl falde trygt i søvn i mine arme uden at die sig i søvn (det er vigtigt, for jeg er ved at prøve at ændre den betingede refleks, som fortæller ham, at han kun kan falde i søvn ved brystet) og bagefter bare sidde med ham sovende i mine arme i et godt stykke tid, mens jeg betragter det lille smukke ansigt i tusmørket.

Næst efter at tænke positivt, så er det noget med at gøre noget godt for min krop. Jeg ved af erfaring, at jeg har det bedst, når jeg får rørt mig (jeg bliver måske ikke ligefrem deprimeret, men så ihvertfald sur, irritabel og rastløs af ikke at røre mig) – så jeg vil prøve at komme ud med barnevognen hver dag, selvom vejret absolut ikke appellerer til det. Og så skal jeg til at danse, når Allan starter i skole igen og NC sover middagslur; jeg har fået det mest fantastiske spil til Wii: Just Dance! Kønt er det absolut ikke at se på, for det er godt nok lang tid siden jeg har lavet noget, der bare minder lidt om koreograferede bevægelser, men det er bare så skægt!!

Desuden hænger det dårlige humør og de negative tanker sammen med kosten; dårlig kost = dårligt humør. Og vi får altså for meget slammad; sukker, koffein, fedt, farve- og tilsætningsstoffer, forarbejdede madvarer og fede lette genveje. Jeg ved jo godt, at et glas Pepsi Max er guf for stresshormonerne i kroppen, og jeg drikker rigtig meget cola, men jeg er heldigvis ikke begyndt at drikke kaffe … endnu – men så får jeg til gengæld masser af slik, varm kakao etc. med masser af sukker, som også er guf for stresshormonerne. Ikke smart, når jeg i forvejen har tendens til at ryge ned i et sort hul pt.

Og jeg får helt klart for få grøntsager og frugt. Jeg føler mig lidt hellig lige nu; har lige spist 2 tykke skiver ananas – men det er så også det første frugt i meget meget lang tid! Og jeg har skåret min daglige morgenkaloriebombe væk; yoghurt med chokolademüsli – og erstattet med havregrød. Så lidt har jeg da gjort, jeg klapper hermed mig selv på skulderen; selv de små skridt tæller 🙂