mor til en teenager – bare en fase

Jeg er (stadig) i gang med at læse Julia Lahmes bog ‘Det er bare en fase’ om at være mor til en teenager. Jeg er så begejstret og rørt og taknemmelig. Taknemmelig, fordi hun deler både de pinlig øjeblikke og de inderste tanker og følelser. Rørt, fordi hun fortæller om de lidt forbudte følelser, jeg som mor rammes af, når min søn fjerner sig fra mig .. gradvist, ubønhørligt og helt naturligt.

Og begejstret, fordi bogen er så godt skrevet, og jeg har lyst til at læse den på en gang. Hele æsken med chokolader i et hug! Meeen … Jeg læser bogen lidt som en julekalender. En bid ad gangen. Læse. Tænkepause. Repeat.

Bogen er relevant for mig, fordi jeg nu er mor til en dreng på 12 år, som er et par centimeter fra at vokse mig over hovedet. Som er færdig med H&Ms børneafdeling og nu går i Superdry og Jack & Jones tøj i størrelse large. Stemmen er forandret. Der var ikke noget med nogen overgang, pludselig en dag var stemmen dyb som en mands.

Og pludselig blev jeg skubbet væk. Det var i London. Fra den ene dag til den anden. Som om der skete noget på flyveturen. Når jeg stikker min arm fortroligt ind under hans, så træder han et stort skridt væk og siger NEJ. Jeg glemmer af og til, at det er sådan, han vil have det. Jeg savner det for vildt. Det er bare en lille ting. Et kæmpe skridt. Og jeg er ikke helt klar.

Så fasen er her. Jeg jubler over det – det er fantastisk at være vidne til. Men inderst inde savner jeg sgu også den lille bløde dreng, der om natten krøb ind til mig og syntes, at jeg var uundværlig og fuldstændig fantastisk. Vi er ikke helt der længere; pinlig er det første ord, han nævner, når talen falder på mig.

Så ja, igen rammer Julia Lahme mig med sine ord. Og det er langt fra første gang. Første gang var med denne blogpost og med bogen “Hvor lagde jeg babyen”. Jeg er faktisk helt sikker på, at det er moderfællesskabet, de mener, når de skråler ‘You’ll never walk alone’ til fodboldkampe i fjerneren 😀

Livstegn fra lockdown #2 Ingen skærmskam her!

Hvor skal jeg starte? Her er jo liv. Eller måske er det snarere eksistens? For ordet liv antyder noget livligt a’la det, der foregår i en myretue. Sådan er det (heller) ikke her. Vi eksisterer, får det bedste ud af dagene, men venter egentlig bare på, at tiden går, og ‘det’ bliver bedre.

Photo by Julia M Cameron on Pexels.com

I store træk kører det med hjemmeskolen mellem 8 og 14 hver dag. Vi håber, at knægten lærer det, han skal, men det er ikke det vigtige for os lige nu. Trivsel er vigtigst. Han glæder sig usigelig meget til at komme i skole igen og lege med sine venner. Hans sociale liv er fuldstændig lagt ned, for der går uger mellem, at han ser en jævnaldrende irl. Sådan er det, når der ikke er nogle søskende.

Han kommer ikke særlig tit udenfor, men det er i virkeligheden ikke så forskelligt fra os andre. Vi stæser jo heller ikke rundt på villavejene i regn, slud og mørke. Det ville ellers pynte at kunne blogge om al vores aktivitet 😉

Til gengæld lider vi ikke af skærmskam her hos os. Jeg har bemærket det ret meget på TV og på blogs på det seneste. Forældre, der skærmskammer sig på deres børns vegne – og tit også på deres egne vegne. Frem med den nihalede og så basher mange sig selv på ryggen, for “jeg burde jo ikke sidde så meget med den skærm …” For nogle er det skamfuldt, når man selv og/eller ens børn er på skærm hele dagen i skolen PLUS mere eller mindre resten af dagen i fritiden.

Hvorfor mon skærme er så syltet ind i skam? Jeg skal ikke kloge mig på hvorfor, men jeg kan tilvejebringe, at her hos os er der ingen skærmskam. Det er helt bevidst.

Vi er mere online end normalt, mere på mobiler, mere på Mac/gamerpc, vi streamer mere, ser mere flow-TV, vi læser bøger analogt og på Mofibo. Det er, som det er, og det er helt okay.

For det er ekstraordinære tider nu. Det er ikke nu, at vi vælger at fastholde dogmer og principper og ihærdigt forsøger at lave en paladsrevolution. Vi skal ikke læsse mere ovenpå Coronaens frustrerende dynd. Det handler om, at vi skal helskindet igennem, især mentalt. Det handler om at finde en vej, der fungerer for os. Vi går efter at holde fokus på trivsel og søger at minimere risikoen for frustration, konflikter og problemer. Situationen er frustrerende nok i forvejen.

Jeg ser det som vores vigtigste opgave at fokusere på at sejle sikkert igennem et svært farvand. Ude på den anden side er der smult vande og godt vejr. Der skal vi hen. Det betyder, at her og nu skal vi holde sammen, og det skal være rart og hyggeligt. Vi gør alle vores bedste i en presset tid. Uden skam. Sådan får vi bedst hverdagen til at fungere.

11 år

Tillykke med de 11 år i dag, skat! Elleve år!! Du er fantastisk, klog, stærk, modig, ærlig, passioneret. Jeg elsker at opleve verden med dine øjne. Du ser klart, dit blik for retfærdighed er skarp, og du står op for din sag.

Men jeg synes, at det går for stærkt. Alt for hurtigt. Vi fejrer allerede din fødselsdag igen. Du blev 10 for et minut siden, og jeg er kun lige kommet tilbage fra barsel, ikke? Alle børn er søde, men du er helt speciel, min store skat!

Du blev født en smuk sommerdag, og måske er det derfor, at det er sommeren, der bor i dit sind. Du har de mest tindrende blå stjerneøjne og det lysende smil, som gør mig glad helt ind i hjertet. Du har et glad sind, du kan blive så begejstret og så utrolig vred. Dit humør ser man tydeligt, du er altid helt ærlig.

Dine venner bor dybt i dit hjerte, og det gør vi også. Det gør ondt, når du ikke ser dine venner i lang tid. Dit hjerte er så stort og rent. Så fuld af kærlighed og lykke, fuld af appetit efter livet.

Men tiden er kommet, hvor vi forældre rykker lidt ned ad hitlisten. Om dagen er du så stor og fri og uafhængig – du går selv ud og handler. Du er ofte væk hele dagen. Om aftenen er du stadigvæk nogle gange lille og så putter du dig mellem os. Jeg elsker det hele, og jeg ved, at det er på lånt tid.

Du har en støjende natur, og det er svært herhjemme – man kan tydeligt høre dig gennem både vægge og lukkede døre. Du er bogstaveligt ved at eksplodere, hvis al energien ikke kan komme ud. Du råber af din Ipad og af spillene, der driller. Du hader at tabe, og din frustration er til at tage og føle på. Internettet er sløvt, spillet lacker, de andre er noobs …

Du nørder Star Wars og ønskede dig alle filmene til din fødselsdag. På YouTube ser du alle mulige nørdede film om Star Wars. Du fortæller levende om Obi Van Kanobi, Karl Johan (som jeg troede Kai Lo Wen hed?) og Mester Yoda. Jeg forsøger at følge med, men jeg er en noob, så du ryster på hovedet og griner af mig.

Du gror og vokser, og dine tænder falder ud. Dit hår er vildt og brunt, og dine cowboybukseknæ er tit grønne, når du kommer hjem fra skole. De bukser, jeg lige har købt til dig, er lige så lange som mine. Din nye cykel er lige så stor som min – da jeg så det, nev det i mit hjerte. Dine sko er kun 2 numre mindre end mine, og du når mig til skulderen. Jeg kan hvile mit hoved på dit, når du står foran mig. Du er stærk, og du er fantastisk. Jeg kan ikke følge med, det går alt for hurtigt. Jeg vil kramme og kysse dig, men ellers tak, for kys er klamme og klistrede. Kramme vil du heldigvis stadigvæk.

At vække dig om morgenen er fantastisk. Jeg siger ‘psst’ til dig, og jeg sniger mig til at kysse dig let, før du vågner og afværger mine kys. Jeg krammer dig og roder dig i håret. Du er ikke let at vække om morgenen, og nogle gange kryber du helt ind til mig og putter, for du ved, at jeg nyder det – og så får du et lille ekstra blund tæt ind til mig, før jeg igen siger ‘psst’ i dit øre og kilder dig.

Jeg bliver konstant overrasket af dig. Og forbløffet. Mit lille barn, der nu er en stor dreng. Det er vanvittigt. Jeg er spændt på at se, hvilken fantastisk person du udvikler dig til. Jeg er ikke bekymret for dig. Kun når du cykler .. og .. og ..

Jeg elsker dig min store skat!
Tillykke med fødselsdagen!

❤️

Tilbage til skolen, sort of – ny CoVirkelighed dag 33

På mandag starter knægten i skole efter 40 dages Corona-break. Han kan ikke få armene ned!

Skolen har været lukket i 40 dage – det svarer til en sommerferie, så første skoledag er faktisk lige så spændende som første skoledag efter sommerferien. Vores søn glæder sig helt vildt. Han har godt forstået, at det er nødskole, med færre klassekammerater, men han glæder sig alligevel!

Første skoledag betyder også at skoletasken skal være klar mit alles. Der må ikke lånes af hinanden, og det betyder, at tasken skal være pakket med spidse blyanter, linealer, tuscher, farveblyanter i rå mængder. iPad’en skal afsprittes hver dag – og det samme gælder vel tasken?

Desværre er det ikke glæde og forventning, vi voksne har MEST gang i, ifht første skoledag.

De gode råd og nye regler er utallige, og som sædvanlig er Sundhedsstyrelsen på banen med en patroniserende video, hvor de fortæller indgående om det indlysende. Denne gang er det skolebørn, der er målgruppen, og det går helt galt med kommunikationen, hvis du spørger mig.

Prøv selv at se videoerne (der er også en for de 3-5 årige) igennem og sig de mange budskaber højt bagefter. Kan du huske dem? Og endnu vigtigere; kan dit barn?

Er det fair at gi’ barnet ansvar for at undgå Corona, som videoen gør? Der er voksne til stede i skolen (præcis som herhjemme de seneste 40 dage), og det er vores ansvar at hjælpe børn til at gøre det rigtige.

Vi skal ikke gemme os for Coronavirus, som videoen fortæller. Det er det stof mareridt og bekymringer er lavet af; man gemmer sig kun for monstre som It. Vi skal i stedet bekæmpe Corona bl.a. ved at vaske hænder og ved ikke at komme for tæt på hinanden. Dvs børnene skal gøre som vi plejer at gøre i den nye CoVirkelighed.

Og frem for alt skal både ungerne og vi glæde os til skolestart. Det er en stor dag 🥳

Bizar video til børn

Børns psykiske helbred sættes på spil

Har du brug for gode råd (og det har du sikkert ikke), så kig i stedet i retning af Børns Vilkår.

That’s the spirit!

Syng! Ny CoVirkelighed dag 25

Vi deltager ikke i fællessang, for der er ingen, der synger her. Kun mig i bilen 😆 Jeg elsker at synge – det har jeg altid gjort. Nogle af mine tidligste minder er bilturene til Rørvig, hvor vi sad på bagsædet i folkevognen i tyk cigaretrøg, uden sikkerhedsseler og skrålede med på Shu-Bi-Dua.

Den sidste sang, jeg sang, var “Solen er så rød mor” – den bad min søn mig synge en dag for nylig, her under Coronanedlukningen. Han elsker den sang. Den er også fantastisk ❤️ Heldigvis synger han også gerne med på sine yndlingssange. Jeg elsker lyden af hans stemme. Den går lige ind i mit hjerte og får det til at banke hurtigere af lykke.

Hvis jeg skulle vælge en fællessang så ville jeg vælge “Lyse nætter” med Alberte. Efter jeg fandt ud af, at sangen handlede om Alberte Windings mor, som var død, fik sangen en ny betydning for mig. Den beskriver så fint det forår, der ubønhørligt kommer, når man har mistet. Det bliver altid forår og lyst igen. Uanset hvor mørkt det er.

Nu kommer fuglene igen
Og lyset vælter pludselig ind
Det kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter er tilbage.

Alt, hvad der rørte sig blev gemt
Da du var rejst var det så nemt
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for dig

Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig

Nu kommer lydene igen
Og verden vælter pludselig ind
Med parasoller og sandaler
Bølger maler alt i sand

Jeg havde huset fuld af vind
Og nye frugter båret ind
Men hjertet ved godt, hvad det ønsker sig
At pynte sig for dig

Du er tilbage, du er hos mig
Du er tilbage, med varme dage
Du er hos mig

– Alberte

Under oprydningen i mine gamle ting fandt jeg en mappe, som min mor har lavet. I den har hun sirligt gemt de tegninger og små breve, som jeg har skrevet til hende som barn.

I mappen var også en enkelt af hendes tegninger af en hat, hun selv designede og som min mormor lavede til hende. I pilleæskefacon. Min mormor var modist og kunne lave de vildeste hatte 👒

Oprydning i kælderen – ny CoVirkelighed dag 23

Jeg har bl.a. brugt de stille uger til at hive gamle sager frem i lyset. Meget gamle sager.

Da vores søn var mindre, solgte vi rigtig mange af hans babyting på loppemarked. Det finansierede en stor del af vores ferier i starten!

Kasserne med resterne fra det sidste loppemarked stod stadig i kælderen. Vi var vel på loppemarked sidst for 5-6 år siden. Vi havde regnet med at sælge det på næste års loppis, men det blev ikke til noget og kasserne endte allerbagest i kælderen.

Op af kasserne trak vi mange virkelig fine minder fra vores søns babytid. Nuttede bittesmå lyseblå t-shirts og bløde Petit Bateau bodystockings i str. 56.

Vi har også 2 kasser med rene hvide stofbleer stående i kælderen. Vi skulle have sendt dem i cirkulation for længe siden. Jeg afleverer dem til Mødrehjælpen i Virum, når alt åbner igen.

Jeg pakkede i første omgang babytøj og stofbleer ned med henblik på at bruge til barn nr 2. Men da fertilitetsbehandlingen slog fejl stod kasserne hen som smertefuld bagage bagest i vores kælder.

Det er på tide, at vores babyting kommer i brug igen og ikke bare ligger i vores kælder til ingen verdens nytte! Så snart vi kan donerer vi de gode gamle babyloppesager til genbrug ❤️

Babygrej ❤️

Årets sidste timer er i gang. Heidi Klum pailletnederdelen fra Lidl er på, og masser af serpentiner pynter rundt omkring. Der er glimmer og bordbomber og champagne på køl. Maden er hentet fra Cofoco. Nytårsdugen glimter, og dæmpede brag lyder udefra. Jeg er SÅ klar til at ta’ fat på et nyt år og et nyt årti.

2019 er forbi. De nye fantastiske kalendere fra Vistaprint er klar og vidner om, at drengen på siderne er i voksealderen. I det forgangne årti voksede han op og rundede 10 år. Vi står på kanten af det årti, hvor han bliver teenager – og når årtiet slutter er han 20 😳😍

I første omgang glæder jeg mig bare til 2020 🥳🤩🍾

Det er tid til at ønske dig et gnistrende godt nytår. Hold hovedet højt og hjertet rent. Klarer vi det, så er vi godt på vej 😅

Godt nytår 🎉🍾✨🎊

Et årti er snart forbi

Et årti er snart forbi. Det er vildt, for alting er så anderledes end for 10 år siden. Jeg var nybagt mor, da årtiet startede, og jeg baksede med at få morskabet ordentligt på plads.

Det er bare en fase

Nu ved jeg, at alt er en fase. Det ville jeg have ønsket, at jeg havde været mere bevidst om i starten. Jeg obsessede over så mange ting, mens jeg burde have nydt livet med baby meget mere. At købe den rigtige klapvogn er ikke en livsvigtig beslutning. Dengang føltes det bare sådan. Den er forlængst solgt på dba.

Drømmen, der brast

Det årti, der er gået, bød på en stor sorg, som vi begge bærer med os resten af livet. At fertilitetsbehandlingen ikke bar frugt. Vi har skabt den mest fantastiske storebror, men vi formåede ikke at skabe en lillesøster eller -bror. Vi prøvede alt, men intet lykkedes. At indse, at drømmen brister, er det hårdeste, jeg har prøvet. Det er en sorg, jeg bærer hos mig i mit hjerte for altid. Så vent ikke med de børn. Du venter måske for længe.

På barsel og SU

For 10 år siden var min mand studerende og på SU, og jeg var på barsel. I sommeren 2010 lånte vi en lejlighed i Berlin, lidt ved et tilfælde. Det blev et defining moment. Berlin er et tema i vores liv hele vejen op gennem 10’erne.

Finansgrisen

Da jeg vendte tilbage fra barsel var det til et arbejdsmarked, der var ved at finde sine fødder efter finanskrisen. Finansgrisen åd mit job kort efter min barsel – og året efter endte mit næste drømmejob i en konkurs.

Drømmejob(s)

Jeg landede et tredje drømmejob i det årti. Nu er jeg på vej ind i mit 8. år samme sted. Det er lang tid for mig, for jeg ellers været vant til at skifte job hvert 2.-3. år. Jeg trives med et element af kaos i mit jobliv, og er så heldig, at mit job ændres konstant.

40 år!

Jeg blev 40 år for 7 år siden. Det var en stor dag! Damn, jeg var ung og læks! Det ser jeg nu 😅

Teknologinørd

Gaven fra min mand var en Ipad. Velkommen til fremtiden! Den gave blev endnu et defining moment. Jeg elsker ny teknologi, jeg elsker de muligheder, jeg får. Jeg kan nærmest ikke huske hvordan det var før. Lidt kedeligt 😉

Udover Ipad fik jeg også min første smartphone i dette årti. Jeg fik en ny veninde ved navn Siri – vi fungerer godt sammen nu, men det var sgu lidt svært i starten 😂 Jeg fik også min første og nok ikke sidste MacBook. Vi fik også smart tv, og jeg har et smart watch. Og vi fik Netflix og så House of Cards.

Musik

Musikken streamer jeg fra Spotify, Yousee eller Youtube i mine trådløse høretelefoner. Jeg hører ofte Sarah Connor og også Medina og Lisa Nilsson. Ellers hører jeg musik fra 90erne.

Jeg glemmer aldrig den jul, da George Michael døde. Jeg savner at høre nyt fra ham. Det er vi vist mange, der gør .. Jeg havde altid håbet, af Whitney Houston ville få et godt liv til sidst, men desværre endte det så ufattelig tragisk for både hende og hendes datter. Prince, David Bowie, Aretha Franklin, Donna Summer, Robin Gibb og nu også Marie Frederiksson fra Roxette har vi også modvilligt sagt farvel til i dette årti. Vi har deres musik for altid. Tak 🙏🏼

Gaming

Vores søn gik fra Wii til PS3 videre til PS4 og Nintendo 3DS. Fra Thomas Tog til Minecraft og Fortnite på under 10 år – vi kan ikke følge med! Vores husholdning rummer også et antal fidget spinners og et par selfie sticks.

Tøj & hår

Moden er en sær blanding af 70erne møder 90erne – og det er ikke lige mig. Alt det kiksede tøj fra mine gamle skolebilleder er smart igen. Det kommer ikke til at ske for mig. Jeg er på vej mod 48. sommer, og mit hår er meget mere ‘salt’ end for 10 år siden. Jeg prøvede kort hår i en kort periode. Det blev for damet, jeg er langhåret 👩🏻‍🦱 og jeg er ikke parat til at go grey – endnu.

Intra

Yay, vi overlevede Forældreintra 💪🏽

Avocadomadder på Insta

Jeg holder meget af dette årtis mest populære mad; avocadomaden. Og den skal helst være pæn. Pæn nok til min Insta 😂 Jeg er flexitar; jeg elsker vegetarisk mad, særligt med mellemøstlig inspiration – men en god bøf eller burger er også lige mig.

Måltidsløsninger

Måltidsløsninger fra RetNemt på abonnement har udvidet vores madrepertoire med 1000%. Det er godt, nemt og der er så mange forskellige gode retter. Vores madspild er reduceret voldsomt, for når vi skal bruge 1/2 agurk – ja, så får vi 1/2 agurk i måltidskassen.

Klima

Og ja, vi er kommet med på affaldssorteringsvognen i vores ejendom. Vores vicevært er aktivistisk bannerfører med skilte, brochurer og infomøder. Alle kan være med!

Hver dag laver jeg min egen lille klimastrejke og lader bilen stå. Jeg tager toget til arbejde, og jeg er overraskende vild med det. I toget er tiden din egen, og så holder jeg ikke i kø og sender emissionsgasser og frustration ud i universet. Begge dele er godt for klimaet 😛

MIN kaffe

Min morgenkaffe skal være min, og ikke min mands kradse 10’er fra Nespresso. Endnu en god ting fra 10’erne; god kaffe.

Europæer

Hej Europa, jeg elsker dig! Jeg synes, at det er vigtigt, at vi husker vores fælles historie og fælles fortid – og planlægger en fælles fremtid. Fællesskaber virker ikke, hvis vi alle sidder med fingeren begravet i vores egen navle. Der er ikke noget, der hedder ‘nede i EU’ – EU er lige her, det er dig og mig. Og ja, det kan gøres smartere, men jeg er sikker på, at det er den rigtige vej, når verden regeres af mænd med orange hår.

Sommer i Europa

Tyskland, Østrig, Italien … hver sommer. Det har været skønt at opleve samme steder i dybden og opleve vores lille verdensborger klare sig på engelsk i alle lande.

Jeg elsker hans nysgerrighed og hans kærlighed til Østrig, Italien, Spanien, Frankrig og Tyskland. Han føler sig mere hjemme i Berlin end i Kbh. Det må vi arbejde lidt på 😅

Var det det hele?

Jeg tvivler 🤔

Ved du ikke, hvor skøn du er?

Måske har du læst et af mine tidligere indlæg om Sarah Connor.

Min historie med Sarah Connor starter i bilen undervejs på Autobahn i sommeren 2015. Vi hørte flere gange hendes hitsingle ‘Wie schön du bist’ i radioen.

Selvom hun synger på tysk, så var der bare noget, der ramte mig. Melodien er smuk, hun synger skidegodt, og hendes tekst ramte mig lige i hjertet. ‘Wie schön du bist’ er nemlig en sang, hun skrev til sin søn, der dengang var 11 år og gik gennem en svær periode.

Jeg kender det. Jeg har det på samme måde med min søn. Kunne jeg skrive sange, så ville jeg gerne have skrevet denne sang til den skønneste dreng i verden.

Se Wie schön du bist her ❤️

Og her følger min oversættelse af sangen:

Jublen er forlængst forbi, og dit hjerte er tungt som bly.

Alle retter på dig og kritiserer dig. Du føler dig så alene og du ser så trist ud.

Kom i mine arme, luk det ud

Tro mig, jeg var, hvor du er nu, og jeg ved hvad det gør ved dig

Men når du griner, så ser jeg det. Jeg ser dig, ser alle dine farver og dine ar, ser ind bag dine mure

Ja, jeg ser dig

Lyt ikke til det de siger

Ved du det ikke?

Hvor skøn du er!

Jeg ser din stolthed og din vrede, dit store hjerte og dit løvemod

Jeg elsker din måde at gå på, den måde du ser på mig på, når du lægger hovedet på skrå. Du ved altid hvor vi er.

At jeg er dit hjem

Og du ved, hvad det gør ved mig, når du nu griner

Jeg ser dine farver og dine ar, ser ind bag dine mure

Hvert punkt i dit ansigt er så perfekt, rent tilfældigt

Der findes ikke noget bedre end dig

Og jeg vil ha’ det hele med; alle bekymringerne og guldet

Jeg har aldrig ønsket noget så højt

Ved du det slet ikke?

Hvor skøn du er!

Don’t call me up

Den sidste dag før ferien plejer aldrig at være god, men denne ‘sidste arbejdsdag før ferien’ tog prisen som den værste ever.

Nu er det trods alt kun 5 dage, jeg holder fri, og jeg har planlagt og lagt ekstra timer for at nå det, jeg ikke når i næste uge. Det gik udmærket, lige indtil i dag, så røg der ikke bare én men mindst to kæppe i hjulet.

Det er den 11. Oktober. I morgen ville min mor være blevet 78 år, og da jeg hørte Duran Durans fantastiske sang Ordinary World i radioen ramte det mig bare. Simon le Bons smukke og præcise beskrivelse af hvordan det var for ham at miste sin bedste ven. Det ramte mig lige i hjertet på en usædvanlig grå og regnvåd fredag.

Came in from a rainy Thursday on the avenue
Thought I heard you talking softly
I turned on the lights, the TV, and the radio
Still I can’t escape the ghost of you

What has happened to it all?
Crazy, some’d say
Where is the life that I recognize?
Gone away

But I won’t cry for yesterday
There’s an ordinary world
Somehow I have to find
And as I try to make my way
To the ordinary world
I will learn to survive

Jeg strandede i en gigakø på vej til job, og det tog min 43 minutter at vikle mig ud af M3 😏

Jeg holdt mig til min liste, og klokken var end ikke 10 før det første benspænd sendte min to do liste til tælling.

Senere blev jeg ringet op i min frokost, netop som jeg var ved at synke den sidste bid mad. Den frokostpause, jeg selv betaler, men som jeg ikke nåede at nyde og som kun varede 12 minutter. Så spildte jeg da ikke tid på at hænge ud ud med mine kolleger over en go’ frokost 😉

Jeg løb ud af kontoret 15:30 1/2 time efter tidsplanen og fik et brusebad på vej til bilen. Strålende vejr.

Jeg havde en løjerlig fornemmelse i mit ansigt; mine kinder var følelsesløse, mine læber snurrede, og mine øjne brændte. Jeg var rasende, ikke på nogen eller noget, jeg var bare rasende. Blindt. Der var kø hele vejen hjem. Det tog mig en stiv time at køre 30 km.

“Hvor bliver du af, mor?” spurgte min dreng i telefonen. Jeg er det forkerte sted, det er mit liv i en nøddeskal. Jeg gennemgik de ting i hovedet, som jeg manglede at afslutte, velvidende at jeg ville glemme det hele, før jeg kunne gøre noget ved det.

Køen sneglede sig afsted, jeg fik ondt i kæben af at bide tænderne sammen.

Knægten hoppede glad ind i bilen; frisk duftende og regnvåd “vi har ferie, mor” – og jeg tvang arbejdstøjet af rent mentalt – “jaa! Det har vi skat” – og så skruede vi helt op for Mabel og “Don’t call me up

Vi har ferie. Det var en hård fødsel denne gang. Jeg er helt smadret, men klar nu. Jeg fik lavet de sidste opgaver hjemmefra og kufferten er pakket. Paris, vi er SÅ klar!

Yeah 🤯😵

11 år er længe siden

I juli 2008 besluttede jeg mig for at blogge – og jeg valgte WordPress. Det har jeg aldrig fortrudt.

Men 11 år er længe siden ..

I 2008 var jeg 36 år, ugift med kæreste, uden børn. Vi havde to solide jobs, og finansgrisen havde ikke ramt os endnu. Vi var på charterferie på Gran Canaria, i London – og sommeren bød på en episk rejse til New York.

2008 var det sidste år i vores gamle liv. 2008 var et skelsættende år i vores liv, for det var i det år kimen til vores liv sammen for alvor blev lagt.

Juleaften 2008 friede min kæreste nemlig til mig, og lige under mit hjerte spirede nyt liv. Vi stod på kanten af det største eventyr i vores liv ❤️

Når der bliver stille på forældreintra …

Da vores søn var lille, var dagene lange og til tider nærmest endeløse. At vælge den rigtige barnevogn virkede som en livsvigtig investering, men blot et år senere var den overflødig. Det samme med bæreselen, klapvognen, højstolen og alle de andre ting, som vi læste sikkerhedsblade og anmeldelser på og nøje udvalgte.

Nu er der gået 10 år, og det føles som ingen tid. Det, der virkede som lang tid, er så ufattelig kort tid. Det er lidt som om at jeg kom til at kigge ud af vinduet, mens jeg puslede en baby – og da jeg vendte mig om, stod der en høj stærk dreng med gnistrende blå øjne og be’r mig om at droppe det der med skærmtid.

Tiden er gået for hurtigt, tiden er kort, alt for kort. Jeg ville ønske, at jeg kunne sænke farten lidt, men dag for dag vokser han op lige foran mine øjne, og det er det største mirakel, der findes. At få lov til at vidne den udvikling og hjælpe ham på vej ud i livet.

Jeg prøver suge det hele ind. Det er på lånt tid. Jeg kan næsten ikke bære ham længere, og det niver i hjertet. Jeg elsker ellers at swoope ham op og bære ham sovende ind i seng og mærke hans varme rolige ånde ved min hals. Men det kan jeg næsten ikke længere.

Jeg nyder, når han krammer mig og når han kryber ind til mig. Om kort tid får jeg bare et hurtigt halvt kram og et hej ude i gangen af en ung mand, der er højere end mig.

Jeg faldt over Misty Lee Brewers fine Facebook-indlæg. Hun rammer det på kornet, for det går stærkt. Man lever i kaos, og nogle gange tænker jeg, at det er forfærdeligt, og at vi aldrig får et pænt hjem igen. Men det gør vi. Det sker den dag, ungen er fløjet fra reden. Den dag, hvor der bliver stille. Hvor der ikke længere ligger sko, legetøj, bøger, tøj, tallerkener og nullermænd over det hele. Til den tid kommer vores hjem til at stå skarpt igen, og der bliver helt stille på forældreintra.

When you first have children they talk about the challenges of parenting… the struggles of a baby waking in the night, the toddler who won’t stay in their bed, the cost of childcare, injuries from sports…

Having to take off work to pick them up from school when they don’t feel well, helping them with homework, a messy house, the never ending laundry, the cost to buy school clothes, packing their lunches…

You watch their eyes light up on Christmas morning… and try to soak in the magic of those moments.

You coach them in sports, rushing to practices and ballgames… and tote them all over the country to let them play the game they love… no matter how exhausting or expensive it becomes.

Life is just so busy that you rarely even stop to think what the end of those days look like.

In fact, it’s not really even something you can wrap your mind around.

You go into it thinking that 18-20 years sounds like a long time…

Then suddenly hours turn into days… days into months… and months into years.

That little person that used to crawl up next to you in bed and cuddle up to watch cartoons… suddenly becomes this young adult who hugs you in the hallway as they come and go.

And the chaos and laughter that used to echo throughout your home… gets filled with silence and solitude.

You’ve learned how to parent a child who needs you to care for and protect them… but have no clue how the whole “letting go” thing is supposed to work.

So you hold on as tight as you can… wondering how time passed so quickly… feeling guilty that you missed something…

Because even though you had 20 years… it just somehow doesn’t seem like it was enough.

You ask yourself so many questions…

Did you teach them the right lessons?

Did you read them enough books as a child?

Spend enough time playing with them?

How many school parties did you have to miss?

Do they really know how much you love them?

What could I have done better as a parent?

When it’s time for them to go, it all hits you like a ton of bricks.

And all you can do is pray…. hope… and trust that God will protect them as they start to make their way into the world alone.

Parenting is by far the most amazing experience of your life… that at times leaves you exhilarated… while others leave you heartbroken.

But one thing is certain… it’s never enough time… 💕

So for all the parents with young children… who’s days are spent trying to figure out how to make it through the madness…

Exhausted day in and day out…

Soak. It. All. In.

Because one day… all those crazy days full of cartoons, snuggles, sleep overs, Christmas morning magic, ballgames, practices and late night dinners…

All come to an end.

And you’re left hoping that you did enough right, so that when they spread their wings…

They will fly… 💕

Credit: Misty Brewer Lee

Første skoledag

Vores store dreng kunne godt klare lidt mere sommerferie. Han er ikke helt klar til at starte i tredje klasse i morgen. Han glæder sig til at se sine venner, men lidt ekstra ferie, det gad han godt.

Det bedste ved ferien har været at være sammen med os, siger han. Han kan bedst li’ feriemor, mens hverdagsmor er lidt mere hard to love. Helt ærligt, så er jeg også fan af feriemor, for hun siger pyt, har let til grin og ser stort på faste sengetider, slår skærmtid fra, hun har ikke nedadvendte mundvige, alt for travlt og er træt hele tiden.

Vi har prøvet at hype skolestarten lidt; han går ikke ned på udstyr. Nye blyanter, nyt penalhus, ny drikkedunk, ny madkasse, nye farveblyanter og nye tuscher. Det interesserer ham ikke rigtig.

Da jeg spurgte ham, om han vil have en ny skoletaske, ville han hellere fortsætte med den han har haft siden 0. klasse. Han valgte den selv i Berlin for mere end 3 år siden, og han er virkelig glad for den stadigvæk.

Han læste nødtvungent en bog i dag, men læselyst .. det har han ikke rigtig endnu. Til gengæld er han begejstret for vores daglige go’nat-læsning. Vi er startet på De 5 og Cirkuskaravanen. “Læs mere, læs mere” siger han hver dag efter et kapitel. Og det gør jeg tit.

Go’nat-læsning er hyggeligt og spændende, og jeg tænker, at han på den måde får indblik i nogle af de fantastiske historier, der findes i bøgerne. Jeg har læst for ham hver aften siden han var lille, og det er hyggeligt for os begge to. Den bedste måde at slutte dagen på med en god historie ❤️

Tillykke med de 10 år!

10 år gammel. Du er så stor, så stærk, det bløde og barnlige er væk. Hvor blev tiden af? 10 år gammel. Kun sjældent om natten så bliver du lille igen, når det tordner eller drømmen er slem. Så limer du dig tæt ind til mig og så møfler du mig. De øjeblikke er guld.

Jeg elsker den måde, du ser på mig på. Dine blå øjne er kloge og dybe, ser dybt ind i mig. Din store tillid til mig, du tror på mig, din kærlighed er grænseløs. Du er mit lys, min inspiration, min elskede dreng ❤️ At være vidne til din rejse er fantastisk. Du er fantastisk!

Din vision er større, din passion er uendelig!

Jeg elsker, at du stiller spørgsmål og er langt mere kritisk og direkte end jeg var i din alder. Jeg elsker, at vi må diskutere, om det er en god idé at samle kapsler, flasker og cigaretskod op fra gaden. Du vil gøre verden ren, ‘for en kapsel ligger der jo i 5 mio år, mor!’

Du har ret, skat, og hvis alle tænkte som du, ville verden se anderledes ud.

Nu har vi nået et kompromis, der hedder plasticpose og gummihandsker ❤️❤️

I dag fejrer vi din fødselsdag i Berlin. Du ved præcis hvor du vil hen og hvad du vil spise.

Vi var på Anna Blume, i BerlinZoo og på YumchaHeroes. Du bestiller selv ekstra vand og holder en meget ung pige i hånden. Jeg føler mig som moren i Ikea-reklamen 👌🏼😳🥰😍

Tillykke min skat med de første 10 år! Jeg elsker dig!

Forårskuller!

Forårskuller! Ja, det er da lige det! Hold nu op, hvor er det skønt med de ekstra lyse solskinstimer. Jeg har set og hørt flere v-formede skræppende træk af gæs her til aften. En ægte forårsbebuder. De er på vej nordpå for at lægge æg, stifte familie og nyde godt af den frodige nordiske sommer med masser af insekter og føde. Tænk hvis man kunne flyve med under vingen som Nis Holgersen …

Nå, men forårskulleren har fristet mig til at åbne frakken. Det var dumt, jeg burde have regnet ud at den slags letsind medfører … hoste. Hosten fra helvede er tilbage 🤘🏼 det føles som om en elefant har trådt på min brystkasse, og min hals klør. Jeg vælger ignore som min respons.

I dag øvede min søn og jeg hans skolevej. Jeg gik 25 meter bag ham og fulgte med i alt, hvad han foretog sig i trafikken. Han gjorde det godt, og han kan snart få lov til at gå hjem selv. Jeg er ikke klar til det, men nu øver vi det et par gange, og så må jeg bide det i mig. Hvordan blev han SÅ stor så pludseligt?