I morges skulle NC og jeg af vejen, da vores rengøringskone kom ved halv-ti-tiden, så vi pakkede sydfrugterne og gik i det milde frostvejr over til farmor og bedstefar. NC snorksov hele vejen, men vågnede ganske kort efter vi ankom. Vi havde en rigtig hyggelig dag – NC har lidt bøvl med tandsættet igen, tror jeg. Han savler rigtig meget igen, har ildrøde kinder, er pylret og lidt rundt på gulvet. Mon der er flere tænder på vej?

På et tidspunkt skreg han rigtig længe, men jeg holdt ham, lullede ham og gik rundt med ham. Det var svært at undgå at blive ked af det selv, for hans gråd var ekstra hjerteskærende, han var nærmest utrøstelig – det var tydeligt, at han slet ikke havde det godt. Men til sidst fik jeg trøstet ham. Han afviste at spise grød til frokost, men til aften røg der en portion indenbords, samt en halv portion kartoffelmos.

På vejen hjem sludrede jeg med Sonja og med min far. Det var vildt hyggeligt. Jeg gik en omvej hjem for at gå omkring den lille sø hernede bagved. Der var masser af børn og teenagere, der skøjtede – og jeg tænkte tilbage på de gamle dage i vinteren 1986 på Parksøen i Bistrup, hvor vi skøjtede hver aften frem til klokken 22, hvor de slukkede lyset på søen.

Da jeg så de mange glade skøjteløbere gad jeg også komme ud og skøjte. Også selvom jeg ikke længere er så god til det som i 1986. For et par år siden led jeg af den vrangforestilling, at det at skøjte var som at sætte sig op på en cykel: Noget man altid kan finde ud af. Det er det ikke. Jeg var totalt Bambi på Glatis. Det vil jeg sikkert også være nu – men jeg gad godt lidt alligevel. Måske skal jeg bare lade det være ved tanken? Jeg har ingen intentioner om at bruge min barsel på at fise omkring med en brækket arm eller lignende.

Og det aller allerbedste … Allan bestod sgu stopprøven!! Hallo dér … hvad siger du så?!!!

Jeg har besluttet mig for at nyde min barsel – det har jeg ikke været god nok til indtil videre. Denne barsel er once in a lifetime; jeg skylder både Allan, Nicholas Carl og mig selv at få det bedste ud af min barsel. Det er en helt fantastisk tid; en tid hvor mit eget liv er sat på pause – der sker utrolig lidt i mit liv, men til gengæld helt utroligt meget i Nicholas Carls liv – og jeg er så heldig at være førstehåndsvidne til det hele. Det vil jeg nyde. Jeg vil ikke sidde muret inde på kontoret om et år og se tilbage på en barsel, som gik med at være deprimeret, gal og ked af det.

Dagens 5 glade må være:
1) Allans beståede stopprøve
2) Hyggelig dag hos farmor og bedstefar
3) At jeg kunne trøste Nicholas Carl uden at blive gal på ham
4) Hyggelige telefonsamtaler
5) At jeg har truffet en bevidst beslutning om at min barsel skal nydes i fulde drag