Jeg vågnede med den ledeste og mest insisterende hovedpine. Jeg tumlede ud af sengen og i bad. Strakte nakken ud i badet, masserede på diverse punkter, hvor det plejer at lindre. Vi havde ingen panodil i huset, så ingen hurtige løsninger. Jeg drak vand, jeg strakte ud, jeg nussede næse. Intet hjalp.

Jeg bed tænderne sammen og forsøgte ihærdigt at ignorere smerten. Jeg fulgte Nicholas i børnehave, og jeg blev svimmel af at hjælpe ham i børnehøjde. Udenfor var morgenen grå, diset og smuk, men jeg var ikke i humør til at nyde det. Jeg var ved at tude i frustration og ærgrelse over ikke at være på toppen og ikke kunne nå det, jeg havde planlagt.

 Jeg satte mig ind i bilen og kørte stædigt afsted mod arbejde. Jeg måtte simpelthen dreje af og stoppe i Virum. Det var for meget, det føltes ikke helt forsvarligt at køre. Jeg købte nogle panodiler og kørte hjem igen. Det føltes som det eneste rigtige at gøre – lytte til kroppen, hjem under dynen, mmm.

Jeg sov som en sten fra klokken 9 til 13 uden at blive superfrisk af det, tværtimod var hovedpinen der stadig, og jeg rystede af kulde. Så gik mandagen med det 😦