Var ovre og få taget blodprøve. Listede lige så stille afsted fra arbejde. Totalt indiskret. Mødte alle chefer på gangen: ‘hej-hej jeg er tilbage om en time’. Kom fra klinikken med 2 nye pakker hormoner (Pergotime) – skal til scan 17. september … dvs. på min 11. dag. Jeg skal tage en æl-test om morgenen den 17. september. Det skal jeg lige huske, for det er jeg dårlig til – jeg er jo nærmest i trance, når vækkeuret ringer 🙂

Jeg fik besked om at undgå stress … svært … for en gangs skyld er det ikke så meget mit job, der stresser mig, men tværtimod mine nære familierelationer. Der er – mildt sagt – en kurre på tråden. Jeg prøver at undgå at lade mig stresse, men jeg bliver presset til at involvere mig, gøre noget, sige noget … Der er kun lidt forståelse for, at vi er nødt til at vende fokus indad og fokusere på inseminationen og derfor ikke har så meget overskud.

Jeg overvejer, om jeg skulle sætte inseminationerne på hold, indtil problemerne er løst? Jeg er bange for, at inseminationen i forrige uge slog fejl pga. søvnløse nætter, spekulationer og frustrationer over det her familieproblem. Det er jeg virkelig bange for. Vi har kun 3 forsøg, og det første er spildt nu. Jeg er bange for at spilde endnu et dyrebart forsøg.