Det var i dag. Simpelthen en så fantastisk dejlig dag 🙂 Lørdag morgen – jeg var rimelig frisk, da Nicholas Carl vågnede frisk op ved 7-tiden, så vi lå i sengen og legede en lille times tid. Han var helt fantastisk sød og smilende. Vi stod op og kørte forbi bageren og kørte over til farmor og bedstefar med morgenbrød. Nicholas Carl faldt i søvn i bilen og fik sin lille morgenlur, som plejer at vare 1/2 times tid. Han vågnede, mens vi spiste morgenmad – og så underholdt han os alle med sine smil og sin pludren.

Han begyndte at se træt ud, så jeg prøvede at lægge ham i liften – og så startede en skrigetur. Skrigeturene bliver simpelthen aldrig noget, jeg vænner mig til, men nu har jeg jo fået at vide, at dette er, hvad jeg skal gøre; når han er lagt til at sove, skal vi lade ham ligge, selvom han skriger. Vi skal trøste ham og lade ham vide, at vi er der, men lade ham ligge. Undervejs fortrød jeg tusind gange, og jeg tog ham faktisk op, han tav med det samme han var oppe i mine arme, så jeg lagde ham ned med det samme igen – et voila; så skreg han igen! Så jeg sad og holdt ham i hænderne og aede ham på kinden, til han faldt i søvn. Det tog godt og vel 40 minutter. Allan sov op af min skulder på den anden side, det var så hyggeligt 🙂

Vi skyndte os afsted og fik handlet i Netto, mens farmor holdt øje med ham. Han var endnu ikke vågnet, da vi kom tilbage, så han fik sig en lur på 1 1/2 time, så vi er på rette vej! Derefter tog vi i Lyngby Storcenter, hvor han stort set også sov sig igennem strabadserne.

I eftermiddag gik vi en tur med barnevognen i det smukke gyldne efterårsvejr. Nicholas Carl faldt i søvn i barnevognen allerede i opgangen og sov helt til vi kom hjem igen en time senere. Her til aften gav jeg ham mad, og sad stille med ham lige før sengetid. Han lå ved mit bryst og spiste, da han pludselig drejede hovedet og så på mig med helt store og klare øjne – og sendte mig et dejligt smil. Han blev ved med at ligge og kigge mig ind i øjnene, og jeg følte, at han så ind i mit hjerte. Jeg fortalte ham, at jeg elsker ham, og at jeg altid vil være der for ham. Han smilede og iagttog mig nøje. Jeg kyssede ham blidt på panden.

Allan sørgede for maden; han lavede os det mest lækre måltid, vi har fået i lang tid; parisertoast med rødbede-tzatziki, smileæg og kapers. Mums! Det har stået på hurtige og dårlige løsninger i alt for lang tid – så sent som i går fik jeg mavekramper af noget mærkelig mexikansk mad fra et af de lokale pizzeriaer – ad!!! Og vi snuppede en lille avec til amme-teen (ok, Allan drikker kaffe, ik??) for første gang siden før jeg blev gravid. Og nu er klokken snart 23, og jeg skal i seng. Det har været en fantastisk dag med mine to elskede mænd.