Tør næsten ikke sige det, men jeg synes, at det går bedre med NC og jeg. Det er som om der er sket noget i hans udvikling, der gør, at jeg lettere kan trøste ham. Eller måske er det i min udvikling som mor, at der er sket noget? Han får til tider stadig nogle gevaldige skrigeture, men det er sjældnere og det er ikke længere timevis. Jeg når at få bragt ham til ro, før han (og jeg) kører helt op i en spids. Det er dejligt, for det betyder meget for min tillid til mine evner som mor.

Jeg føler desuden, at jeg når ind til ham, og vi har kontakt og deler oplevelser. Vi kan fjolle og grine sammen nu – det er nyt. Han har alle antenner ude – han prøver at få fingre i alt, hvad han kan nå, og jeg lader ham gerne pille ved alt muligt (papir, servietter osv.) og vælte f.eks. mayonnaisetuben ved frokostbordet.

Det er utrolig sjovt at se hans ansigt, når han opdager noget nyt – som da det sneede i dag. Kæmpemæssige snefnug dalede langsomt ned udenfor, mens jeg puslede ham. Pludselig lå han bomstille og kiggede med store øjne ud af vinduet. I sidste uge var det en fugleflok udenfor vinduet, der frembragte samme reaktion. Jeg kan se, at hans hjerne arbejder på højtryk på at hitte rede i det, han ser.