Lige så hurtigt som den kom, var den forbi igen – julen! I år har vi bevidst nedprioriteret juleriet lidt, fordi Allan har nok at gøre med skolen, og NC er for lille til at forstå, hvad der foregår og har helt sikkert mere glæde af, at mor er der for ham frem for at jeg farter rundt og pynter op – og så hiver det hele ned igen bagefter. Vi havde derfor en “jul light” hjemme hos os; pynt på døren, adventskrans, kalenderlys, samt ganske lidt julepynt og nogle lyskæder. Lyskæderne er NC meget fascineret af – det er sådan nogle buketter, der står i vaser med små lys på. Han elsker at se på dem og vil meget gerne have fingre i dem!
Juleaften foregik hos min bror og svigerinde. Det var rigtig hyggeligt – også for NC, vil jeg tro. Han blev godt nok temmelig kulret og ked af det til sidst, men han var forholdsvis let at lægge til at sove i weekendsengen. Da han vågnede ved 23 tiden, pakkede vi vores sager og tog hjem. Hovedparten af gaverne under juletræet var til ham. Det var helt vildt. Jeg har slet ikke styr på alle de gaver, vi fik til ham!! Dejlige, skønne, skøre gaver, som han nok skal få glæde af.
Han har allerede stor fornøjelse af at lege lidt med sin fætter og kusine. Han er nysgerrig, smiler og rækker ud mod dem. Jeg er sikker på, at de nok skal få det sjovt, når han bliver større. Hans fætter er 1 år ældre end NC, og de to kraftkarle skal nok lave fest i gaden!!
NC ligger og sover middagslur nu, og Allan læser lektier. Udenfor regner den hvide jul væk – det er bare rigtig trist vejr, så der er ikke så meget andet at gøre end at blive indendørs med en kop varm te og nyde stilheden. De seneste par dage har NC været lidt svær at få til at spise. Han spiser sin grød med glæde hver dag – undtagen i går hvor han efterlod halvdelen. Men i forgårs afviste han alle flasker med MME, som jeg tilbød ham. I går spiste han velnok 70 ml MME. Jeg ved ikke, hvor meget han får fra brystet, men er det nok?
Lægen sagde, at han er spinkel. Han vejer ikke nok. Det er ikke alarmerende endnu, faktisk er det normalt, at der kommer et fald i vægten omkring 5 måneders alderen, hvor mælk ikke længere er nok, og hvor der ikke helt er styr på den faste føde. Men alligevel er det stressende med flere dage, hvor han er småtspisende, men det er nok alt julehalløjet, der gør ham forvirret og stjæler hans opmærksomhed fra maden.
Ydermere sagde hun, at jeg ikke skal amme ham mellem ca. 23 og 05 om morgenen. Det gør jeg jo – jeg ammer for det meste omkring klokken 20, 23, 02, 05 og 08. Det er nemlig nemmere at få ham til at spise om natten. Natmaden gør, at hans søvn bliver forstyrret af, at hans krop fordøjer mad hele tiden, og det gør desuden, at han så spiser mindre om dagen. Så nu skal jeg “bare” give ham sutten i stedet for. Det er nemmere sagt end gjort: De første to nætter, hvor han “bare” fik sutten, da han vågnede ved 2-tiden, blev han fælt skuffet og var vågen i 1 1/2 time, hvor han var urolig og periodisk grædende. Men jeg prøver at holde ud!!
Jeg prøver at lade være med at lade det gå mig på, men det er altså svært, for jeg vil så gerne have, at han trives! Så jeg bliver altså ked af det, når han afviser at spise. Men altså … heldigvis er han blevet glad for grød og han elsker stadig brystmælk.
Jeg er bare ikke sikker på, hvor meget der er i brysterne. Han laver synkelyde i ca. 3-5 minutter på begge bryster ved en god amning tidligt på dagen. Men sent på dagen er der ingen synkelyde, når jeg lægger ham til højre bryst – og kun et par minutters synkelyde ved venstre. Men måske drikker han hurtigt? Ville være smart med en milliliter angivelse på babserne!