Sele til Stokke Tripp Trapp stol

Vi har købt selen til Stokke Tripp Trapp stolen, så baby ikke falder ud af stolen. Umiddelbart en god idé og derfor skrev jeg selen på ønskesedlen til barnedåben. Det er jo rart at kunne sikre sit barn mod at falde på gulvet. Men det er både et dårligt og overflødigt køb.

Dårligt, fordi begge selens holdere i plast, som monteres på stolen allerede er knækket. Uden at vi har brugt selen til at spænde knægten fast til stolen, men blot har haft den monteret på stolen i 6 måneder.

Selen er nemlig overflødig, og uden at jeg dog kan dokumentere det, vil jeg mene, at den også kan være farlig. Jeg er utryg ved at bruge den. Overflødig er den i hvert fald, fordi drengen ikke har formået at kravle ud af stolen ved egen hjælp.

Selen gør mig utryg, fordi den er vildt svær at lukke op – selve spændet er vildt stramt, og jeg har ikke fingerkræfter til at åbne den, så det må min mand gøre. Det gør, at når/hvis knægten får noget i den gale hals, så kan jeg ikke få ham op af stolen uden at dyrbare sekunder går tabt. Derfor har jeg ikke turdet spænde ham fast.

Ingen hjælp at hente i Babysam

Jeg henvendte mig i Babysam for at høre til de defekte knækkede spænder, men da jeg ikke har nogen bon, ville de ikke hjælpe mig. Selen er en dåbsgave, og vi har ikke været vakse nok til at bede om bonnen dengang. Nu har jeg prøvet at skrive til Stokke via deres hjemmeside for at høre, om de kan hjælpe mig – evt. med et par nye spænder.

Super kundeservice hos Stokke

Jeg nåede nærmest ikke at trykke på “send”, før jeg fik en mail tilbage fra Stokke. Jeg skal bare sende min adresse, så sender de mig nye spænder til sikkerhedsselen. Spænderne burde ikke knække så let, skriver de. Men efter at have researchet lidt, kan jeg se på nettet, at det er sket for flere. Men det positive er, at Stokke tager problemet seriøst og afhjælper problemet hos forbrugeren. Det giver en thumbs up!

Lad være med at købe hynden til Trip Trap stolen

Udover selen til Trip Trap stolen, så har vi også købt en Stokke-hynde til stolen. Den er smart og ser fin ud. Men den er ikke smart, for man skal skille stolen ad for at få den af. Eftersom den skal vaskes hver dag med en lille pode, der spilder og smider med mad, så er hynden ikke længere i brug. Jeg gider ikke skille stolen ad hver dag. Bare kald mig kedelig!

Andre Stokke produkter

Selve stolen er vi simpelthen så lykkelig for. Og puslebordet, som også er fra Stokke, er intet mindre end en super investering. Puslebordet er højere end andre pusleborde, og det er super, for vi skal pusle rigtig mange gang og have rigtig mange gode stunder på og omkring det puslebord, så det er vigtigt, at det fungerer. Og det gør det!

Malingen begyndte dog allerede at skalle af efter et par måneder. Ikke at det gør noget – det er pænt med lidt patina. Malingen opløses nemlig af vandsprøjt fra bleskiftningen – og det betyder, at malingen ikke er en giftig maling. Betryggende, eftersom knægten af og til bider i bordkanten. Puslebordet er stort, rummeligt, dybt, bredt og stabilt med stor opbevaringsplads og smarte klik-på plast-bøtter på siderne til bleer og andre sager.

Så jeg vil klart anbefale stolen og puslebordet til andre, mens selen og hynden ikke er noget, jeg kan anbefale. I hvert fald ikke til en baby på under 1 år.

1 Comments

  1. Charlotte siger:

    Vi har også trip trap stolen, som vi er rigtig glade for. Vi bliver dog nød til at invistere i en sele nu da vores søn konstant står op i stolen og jeg er bange for at han en dag tager den ud over siden. Med hensyn til hynde har vi købt fra”by Skaarup” som syer den af voksdug så den er lige til at tørre af. Super. Håber selen kommer til at virke for os.

    Like

Der er lukket for kommentarer.