NC og jeg var til første møde med NCs dagplejemor i morges. Det var en stor succes. Især for NC, men også for mig. Jeg føler mig helt tryg ved at skulle overlade min lille knægt til hende. Hun er rolig, erfaren og med et øje på hver finger. Ikke en eneste af børnenes små bataljer undgår hendes blik.

Nicholas Carl var meget nysgerrig og kravlede lige hen til de to andre, som begge er præcis et år ældre end ham – og blandede sig i deres leg. Da han så, at de stod op, rejste han sig hurtigt op og holdt fast i en hylde for at nå næsten op i deres højde – og ganske kækt snuppede han Postmand Per ud af hånden på drengen. Han fik pigen til at græde, fordi han blandede sig i hendes leg med en lille borg. Ikke særlig sødt!

Både dagplejemoren og kommunens dagplejekonsulent var imponerede over, at NC i en alder af kun 8 måneder er så social, åben, modig og ikke særlig morsyg. De var overbeviste om, at han var en ud af en større søskendeflok. Dejligt! Ros af min søn er det bedste jeg ved!

NC faldt også med hovedet ned i klinkegulvet. Av, den grimme lyd bragte næsten tårerne frem i morens øjne! NC skreg, men jeg fik ham hurtigt trøstet, og så gad han ikke sidde hos mig længere, men skulle ned og lege videre. Til sidst var han ved at gå omkuld af træthed, men han var så glad og ivrig for at lege med de to andre, at han ikke blev pjevset.

Og han fik lov til at hilse på dagplejemorens hund. Det er en sort labrador-blanding med det fineste temperament. Den var så sød, og selvom den var sort, mindede den mig om vores to gule labradorhunde, Trine og Sussi. Det er så dejligt, at NC bliver vænnet til at omgås dyr. Allerhelst ville jeg jo have, at han skal vokse op med hund, sådan som jeg selv er vokset op med hund. Men vi kan ikke tilbyde en hund et godt hundeliv i en lejlighed på 4. sal med to voksne med fuldtidsjobs. Og så må vi jo låne hunde, når vi kan!

Efter godt 2 timer snuppede jeg ham med ud i bilen, hvor han faldt i søvn allerede før jeg havde fået spændt ham fast. Og sådan gik det til, at han valgte sin egen dagplejemor! Nu har jeg en lille og hyggelig kreativ opgave; nemlig at lave en kontaktmappe med billeder af NC’s familie, som han skal have med første dag.

Tilbage er der så den logistiske udfordring … der er 8 km tur/retur til dagplejen hjemme fra os. Det tager ca. 45 min – 1 time at gå 4 km, så at gå frem og tilbage vil tage 1 1/2 – 2 timer alt efter hvor rask man traver. Det er nok udelukket – ihvertfald til hverdag. Jeg har bilen til at køre frem og tilbage til job, og derfor bliver det så også mig, der primært skal hente og bringe NC – ihvertfald i starten.

Dagplejen bor i modsat retning af mit arbejde, så oveni de 35 km jeg i forvejen har (og som tager 45 min – 1 time afhængig af trafikken), skal jeg lægge 8 km – eller over en halv time, fordi jeg havner i køen på vej derhen.

Pyyha, det bliver svært at få til at hænge sammen med 8 timer på arbejdet, når NC skal afleveres og hentes mellem 7.15 og 17 (16 på fredage). Jeg vil ikke have, at han skal være i dagpleje 10 timer om dagen, men det bliver nok desværre virkeligheden et par dage om ugen, når jeg skal bruge 2 – 2 1/2 time på transport, samt 7-8 timer på jobbet. Det er lige til at blive helt trist over, for det er bare ikke sådan jeg vil være mor.

Omvendt er det også knaldvigtigt, at jeg har et godt lønnet job, særligt mens Allan er på SU, så jeg er nødt til at give den en skalle på jobbet og kan derfor ikke altid være den, der kommer 8:15 og er gået igen 15:45. Alternativet er at lægge nogle arbejdstimer om aftenen og i weekends, når NC sover. Det bliver det, der bliver løsningen for mig, ellers hænger det ikke sammen.

Men der kommer også en del dage, hvor vi har møder, der slutter klokken 17 eller senere, og dér glæder jeg mig ikke til at sidde med myrer i bukserne og trippe for at komme afsted til tiden. Det må jeg simpelthen planlægge mig ud af. Når alt kommer til alt, er min situation jo ikke unik – flere af mine chefer og kolleger skal også hente børn og møder derfor nogle af de samme logistikudfordringer, så jeg håber ikke, at det bliver et stort problem.

Indtil videre vil jeg ihvertfald ikke tænke nærmere over det, for det nytter ingenting. Jeg ved jo intet om hvordan det bliver. Når og hvis der opstår problemer, må jeg løse dem, når jeg når til dem.