Har lige lagt NC til middagslur. Det var hårdt. Ikke sådan at forstå, at han var svær at lægge. Tværtimod. Men det var mig, der havde svært ved at gå fra ham. Jeg havde bare sådan lyst til at sidde der og indprente mig hver en dejlig detalje i hans lille ansigt.

Jeg elsker, at hans små læber fortsætter med at lave små suttebevægelser, når brystvorten smutter ud mellem hans læber, når han er ved at falde i søvn. Det er så nuttet.
Men tankerne i mit hoved … gid jeg dog kunne lade være med at tænke – !!

“O, teach me how I should forget to think!”

Bedst som jeg sad der og ammede ham i søvn, slog tanken mig; hvad hvis jeg aldrig ser ham igen? Jeg fik tårer i øjnene. Jeg slog tanken ud af hovedet, men det er klart, at det påvirker mit humør. Jeg er sårbar i dag. Jeg sad med ham i armene længe efter han var faldet i søvn.

Jeg er ved at pakke taske til hospitalet. Skal have lidt skiftetøj med, briller, en bog osv. Åh, jeg ville ønske, at jeg kunne spole frem og dagen i morgen er veloverstået. Godt, at jeg skal i fuld narkose, så jeg slipper for at tænke.

Nå, jeg har lyst til at gå ind og vække Nicholas Carl og være sammen med ham hele dagen og bare glemme alt om i morgen. Men jeg vækker ham naturligvis ikke. Vi skal ud og gå en lang tur i det fine forårsvejr senere i dag. Vi skal også handle lidt, hvis vi kan nå det.