Vi er stadig i sommerhus, og det er bare stadig ikke fedt. NC bryder sig åbenbart ikke om at være i sommerhus – ihvertfald skriger han det meste af tiden. Han er konstant udmattet, men kan åbenbart ikke rigtig sove her. Vi har haft to gode nætter, hvor han har sovet godt i gennem i 12 timer med 2 stop. Men han kan ikke sove til middag her, fordi huset er så lydt. Første dag vågnede han, da mobilen ringede – efter 45 minutter. I går vågnede han efter 20 minutter, fordi vi gjorde klar til frokost. Det var larm nok.

I går var farmor og bedstefar her – det var rigtig hyggeligt. Men fordi NC vågnede fra sin middagslur allerede efter 20 minutter, var han pylret, skrigende og på tværs resten af dagen. Det er forståeligt nok, men det er meget anstrengende. Da vi drak kaffe hos morfar og Kirsten, var han ved at besvime af træthed, men kunne ikke finde ro. Han skreg og kastede sig rundt. Da vi kom hjem, sov han en halv time. Ikke mere. Så startede det forfra med evindeligt skrigeri. Han var næsten umulig at lægge til ro for natten. Det tog godt halvanden time, før han sov.

Jeg gik i seng ved 23:30-tiden, men fra 00:45 til 2:30 var jeg oppe og trøste ham utallige gange. Tilsidst lod jeg ham sove i min seng, men det er jo klart at med ømt øre sov jeg ikke særlig godt af skræk for at han skulle gi’ det et gok. Men det nyttede ikke at sove med et øje på klem; han fik ram på øret alligevel. Det gjorde vanvittigt ondt, og så kunne jeg slet ikke sove bagefter. Så det var en meget lang nat, der efterlod mig totalt bombet og uden overskud.

Vi havde aftalt at være helt musestille, når NC skulle sove formiddagslur, fordi huset er så lydt, og de sidste 2 dage har været hæslige pga den manglende formiddagslur. Så det var værd at prøve at sidde helt stille, så vi ikke kom til at vække ham ved at gulvet knirker, telefonen ringer eller andet. Jeg valgte at gå i seng igen i håb om at NC ville sove en længere lur. Det blev til godt og vel halvanden time.

Så spiste vi frokost. Det fik også NC til at skrige i vilden sky. Så jeg kan faktisk ikke huske, hvad vi har lavet – måske fordi vi ikke har lavet noget andet end frokost i dag. NC fylder det hele. Det var meningen, at jeg skulle i bad ovre hos morfar, men nu er klokken snart 15, og vi er ikke kommet afsted endnu, fordi NC har været komplet umulig.

Her klokken 14 fik jeg under vilde skrig omsider lagt ham til at sove igen, så nu er der fred lidt tid. Men både Allan og jeg er superfrustrerede. Vi har ikke været udenfor en dør, vi er rastløse og understimulerede. Det var bare ikke sådan her, at vi havde forestillet os, at det ville være at være i sommerhus.

Der er ikke noget fedt ved at være i sommerhus. Når NC sover, tør vi dårligt nok snakke sammen. Normalt ville vi sørge for, at der var lidt larm, men fordi NC er så umulig, skruer vi ned for TV’et, hvisker til hinanden og sidder stille, så gulvet ikke knirker. Det er stik modsat det vi normalt ville gøre, men vi orker bare ikke mere skrigeri – og han skriger mindre, når han er udhvilet – og han kan ikke sove, fordi lydene er højere og anderledes end derhjemme. Derfor leger vi stilleleg!

Fandme godt, at vi ikke har betalt flere tusinde for en ferie, hvor vi sidder musestille og røvkeder os i en røvsyg ferielejlighed. Det er da én positiv ting ved det her. Men hvis alle vores ferier fremover skal være så rædselsfulde, så vil jeg hellere blive hjemme. Det sagde jeg også til Allan imorges med gråd i stemmen og tårer i øjnene.

Principielt vil jeg hellere hjem end at være her en time til. Det er simpelthen rædselsfuldt at være spærret inde i Danmarks kedeligste sommerhus med et skrigende barn. Det kunne have været så hyggeligt, men det er det bare ikke. Jeg har den allerallerstørste lyst til at trøsteæde slik, kager, is, chips, cola og junkfood – jeg er så hamrende frustreret, og her er intet andet at foretage sig.

Nu er det i det mindste blevet solskinsvejr – tidligere var det regnvejr. Det bidrog kun til den trøstesløse stemning, men nu er det i det mindste bedre vejr.

Så nu skriges der igen inde ved siden af. Paarty … Tænk, han vågner op og er vildt ulykkelig. Jeg har brugt 10 minutter på at trøste ham. Han er altid glad, når han vågner derhjemme. Måske skal vi tage hjem? Måske trives han bare ikke her?

Da han var blevet glad igen, trillede vi med klapvognen ned til morfar. Det var blevet lækkert solskin i mellemtiden, så det var en dejlig tur. Jeg fik mit bad, mens NC charmede morfar og Allan fik en kop kaffe. Derefter trillede vi ned til købmanden og købte en cuvette, bearnaisesauce og lidt andre sager til aften. Pludselig var det helt dejligt at være i sommerhus – humøret steg adskillige grader hos os alle tre, og vi havde en hyggelig aften med lækker mad og let NC.