Vi var ude og gå en tur i dag med klapvognen. Jeg bruger altid selen i klapvognen, selvom NC hader den. Han skriger i vilden sky, når jeg spænder ham fast, men jeg gør det altid alligevel.

Og i dag fandt jeg ud af, at det er godt, at jeg er så hys med at spænde ham fast.. Vi var en tur på havnen for at købe en is, som vi spiste, mens vi gik ud på molen i det dejlige milde solskinsvejr. Først da vi vendte om for at gå hjemad, så vi den – et styks gigantisk kulsort regnvejrssky i retning af sommerhuset.

Vi tog den korteste vej hjem; langs Højsandet gennem skoven. Der gik ikke lang tid før det begyndte at regne. Vi gik frisk til, og jeg gik med klapvognen. Jeg havde en plasticpose på hovedet for at beskytte mit øre mod vand.

Posen faldt hele tiden ind i mit ansigt, og lige pludselig SMAK så lå jeg dér, så lang jeg var, på jorden. Allan ilede til for at samle mig op – og jeg råbte: “HVAD MED HAM?” for klapvognen var væltet bagover. Heldigvis blev NC kun forskrækket og græd lidt. Så blev jeg forskrækket og kom til at græde.

Min fod var blevet fanget i en rod, der sad fast i jorden i begge ender og udgjorde den optimale snublefælde. Mine bukser var mudrede og mine ben er fyldt med blå mærker og en hudafskrabning på knæet, men det er lige meget, for der skete ikke noget med NC!