Der er kommet ny dreng i NCs dagpleje. NC er nu ikke længere den yngste – det er derimod en meget lille sød dreng på 3 1/2 måned. Han er så lillebitte! Jeg har helt glemt, at NC har været så lille! Allan holdt ham, da vi afleverede NC. Han puttede sig trygt ind til Allan og var helt rolig.

En del af mig er forarget over, at man får en baby og sender det i dagpleje bare 3 1/2 måned gammel. Og en anden del af mig er forarget over, at jeg er forarget over en anden families valg, fordi der er en mor og en far, der har truffet et valg. Og helt sikkert ikke et let valg. Og jeg bryder mig faktisk ikke om kvinder, der nedgør andre kvinders valg, bare fordi vi ikke er enige. Jeg har respekt for, at de gør det, de føler er rigtigt, men det betyder ikke, at jeg så ikke har en holdning til det.

Jeg prøvede at forestille mig en situation, hvor jeg var blevet nødt til at aflevere NC, da han var 3 1/2 måned. At gå væsentligt ned i indtægt, samtidig med at Allan er på SU, var ikke nok til, at jeg ville opgive hele eller dele af barslen. Og SÅ vigtigt er mit job heller ikke for mig. Nicholas Carl og min familie er altid det vigtigste. Ja, jeg er sgu da godt klar over, at jeg ønskede baby og barsel hen hvor peberet gror flere gange undervejs. Men ikke for noget i hele verden ville jeg have undværet at være vidne til den fantastiske rejse det første lille år har været for Nicholas Carl.

Jeg bliver altså lidt forarget over, at man vælger at få et barn og så lynhurtigt sende det i dagpleje. Et barns institutionsliv bliver langt nok endda. Men mest bliver jeg trist over, at den lille dreng allerede nu er væk fra sine forældre fra 9-15:30.

Jeg mødte hans far imorges, da jeg afleverede NC. Han stak vores dagplejemor babyen i en autostol med et “her”, efter han havde præsenteret sig for mig. Hun måtte selv fiske ham ud af autostolen og den lillebitte jakke. Og hans far nåede at komme, aflevere og gå igen, mens jeg stadig var der for at sige farvel til NC og lige vende NCs sengelægning med vores dagplejemor. Faren fortalte, at moren vil komme ved halv fire-tiden og hente ham. Ikke noget med gradvis indkøring i dagplejen her.

Jeg er ikke imponeret. Jeg synes, at det er for tidligt, for meget og for brat, og at han er for lille til at komme i dagpleje. De andre børn er nysgerrige og vil gerne give ham legetøj, så han får nok nogle gok i nøden. NC er overraskende forsigtig og meget nysgerrig; han ville vise ham Postmand Per, men det var han ikke helt vild med. Altså, at få Postmand Per i hovedet. Det kan man måske godt forstå.

Det er så dejligt let og ucharmerende at blive forarget – og jeg ved godt, at alle pilene peger tilbage på mig. Men jeg synes altså, at han er for lille. Hele min krop reagerer på det, når jeg ser ham ligge der og kigge på de andre børn. Jeg får lyst til at tage ham op og kramme ham, men det gør jo ingen forskel for ham, for jeg er ikke hans mor. Så jeg krammer bare NC ekstra i stedet for.

Da jeg hentede NC i eftermiddag, var lille-baby ikke blevet hentet endnu. Han sad i sin autostol på et bord i haven og kiggede på de grønne blade, der bølgede i vinden. Han virkede rimelig tilfreds, klynkede lidt, gylpede en smule og smilede til mig (eller var det luft i maven?).