Her gik jeg så naivt og troede, at nu var historien om hvalen i Vejle slut, fordi hovedpersonen er afgået ved døden – men nej! Historien fortsætter sit eget ucharmerende og nu også blodige liv, for i alle TV-aviser i går blev vi præsenteret af nærbilleder af hvalens lig, der blev parteret til offentligt skue på kajkanten i Vejle.

Som en stor flok sultne ådselædende gribbe og ligfluer kastede folk sig over liget bevæbnet med kameraer, knive, save og gummistøvler. Nogle ville have en god historie (?), nogen ville have dens øjne, andre ville have dens hjerte, nogen ville se nærmere på dens mund, skelettet skal på museum osv.

Kødet skal destrueres, fordi der er tale om et fredet dyr (!). Der var hobevis af mennesker, der trampede rundt på liget af den nylig afdøde hval, som “slet ikke lugter”, som en overrasket sagde. Nej, fessor – den er sgu da også kun lige død!!

Det hele er sikkert fint nok i en større sags tjeneste, men jeg fik samme gysende fornemmelse som når jeg ser naturprogrammer, hvor ådselædere kaster sig frådende over et dødt dyr. Og jeg kan bare ikke forstå, at det skal med i samtlige TV-aviser. Der må da være sket noget vigtigt, man kunne fokusere på i stedet?

Jeg væmmes over, at se hvordan en kvinde triumferende viser hvalens øje frem og jubler over, at hun har fået det  … til noget forskning var det vist. Ad, siger jeg bare!! Forskning er fint, men at juble over døde øjne er bare godt gammeldags upassende.

Der var nok mange, der ville sige nej tak til at være donor, hvis lægerne gjorde det til praksis at udtrykke jubel over at have fået bedstemors øjne og ligefrem fremviste hendes øjne jublende i TV-avisen.

Nu må det sidste punktum i historien om hvalen i Vejle være sat, for nu kan der umuligt være mere kød på den historie. Helt bogstaveligt.