Imorges kom jeg trallende glad og friskt kørende på motorvejen i morges og var imponeret af en kulsort sky, som hang truende over motorvejen oplyst af solen. Jeg opdagede, at alle bremsede op længere henne og gik ud fra, at skyen gav en omgang kraftig regn, så jeg fokuserede på det og satte farten lidt ned på forhånd.

Ud af øjenkrogen registrerede jeg en bil holde i nødsporet, men først for sent opdagede jeg, at bilen alt for hurtigt kom tættere på mig – han bakkede sgu på motorvejen! KNALD, sagde det, og så var jeg forbi.

Jeg fik et kæmpechok og så, at mit sidespejl var bøjet lidt ind. Og så ramte regnvejret mig, og jeg kunne intet se ud af forruden. Ned i fart. Selv med hviskerne i højeste gear, kunne jeg intet se. Med 40 km/t kørte jeg videre med meget begrænset udsyn.  Bilerne kom med høj fart bagfra, og jeg var i tvivl om de kunne se mig, så jeg satte lys på. Heldigvis varede det kun kort.

Da jeg kom på arbejde, var jeg helt rystet. Det forsinkede chok over, hvor tæt det var på med den anden bil, fik adrenalinen til at fræse rundt i kroppen på mig. Ubehageligt. Jeg tjekkede sidespejlet. Mirakuløst var der ikke sket noget. Det var kun slået en anelse skævt, så det har kun snittet den anden bil. Jeg håber til gengæld, at hans sidespejl er blevet revet af, så kan han måske lære det. Man bakker sgu da ikke på motorvejen!!

Men ellers smart tænkt. Det med lyset og regnvejret og den nedsatte sigtbarhed. Men så alligevel ikke. For nu holder vores bil på p-pladsen udenfor mit arbejde og er helt død – og giver mine mandlige kolleger stof til flere historier om ‘kvinder og biler’.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke irriterer mig. Det gør det. Grænseløst!! Jeg hader at fremstå som ‘blæst bimbo på høje hæle med død bil’, fordi jeg glemte at slukke lyset. Godt, der er kage i kantinen. Vil prøve at bestikke nogen til at hjælpe med nogle startkabler. Pis også!!!

Jeg ringede til Allan for at fortælle om min kvide, og han foreslog at ringe til Tophjælp. Som sagt så gjort. I dagens anledning sendte de en kæmpestor rød Falck-bil afsted for at undsætte mig. Fedt, at stå på parkeringspladsen foran alle kollegerne og se hjælpeløs ud. Men top fedt var det, at han kom klokken 15, og så blev jeg nødt til at køre hjem, for bilens motor skulle køre i mindst 1/2 time for at genoplade batteriet. Så det var i sidste ende mig, der lo – jeg kom tidligt hjem!

Jeg hentede NC i vuggestuen. Han var ude og lege i sandkassen, og han stod og græd midt i sandkassen, da jeg kom. En pædagogvikar var lige ved, og da hun så mig, tog hun ham op for at trøste ham. Jeg gik derhen og hilste. En af pædagogerne sagde til mig: ‘De er alle sammen så forkølede! Og han havde klart snot ud af næsen allerede, da du afleverede ham i morges’ (jeg tolkede det som at hun sagde ‘du burde have holdt ham hjemme, for klart snot = smittefare’) Jeg svarede ‘nå’ – for hvis hun vil sige mig noget, må hun sige det direkte. Hun fortalte, at han og de andre havde være pylrede hele dagen. Ikke særlig fedt.

Jeg fiskede min grædende søn op og gik ind med ham for at skifte tøj. Jeg tog regntøj, termotøj og gummistøvler af ham. Hans fødder var iskolde helt op til knæene, for hans sokker var gennemblødte af vand. Så tror da pokker, at han vræler og næsen tap-løber! Jeg blev lidt muggen, men var samtidig også klar over, at de ikke kan have tjek på alting.

Og vigtigst er det jo, at hvis ikke NC er rask nok til en tur i sandkassen med våde kolde fødder, så bør jeg holde ham hjemme, for så kan han ikke være med på lige fod med de andre i vuggestuen. Så medmindre han er helt rask i morgen, tror jeg, at jeg giver ham i en lun indendørs dag derhjemme i morgen. Lidt surt, men sådan er det.