Planlægningsudfordring!

Jeg fik to tider i næste uge i går på fertilitetsklinikken – og da jeg kiggede i min kalender her til morgen har jeg møder nærmest alle dage, hvoraf to er rigtig vigtige møder, som jeg ikke kan udeblive fra. Og de ligger lige oveni mine to aftaler. Så jeg måtte ringe og høre, om de kan flytte mine aftaler.

Det lykkedes. Heldigvis! Det giver lidt ro i maven. Jeg har fået nogle andre lidt bedre tider, så jeg ikke skal være hende den besværlige, der aflyser møder og er på tværs. Jeg skal jo prøve at være lidt diskret omkring at jeg farter til læge i tide og utide – og det er altså ikke særlig diskret, når mødelederen til to møder med 20 deltagere ikke kan komme alligevel to gange på én uge.

Nu skal jeg så lige finde en valid årsag til mine to fertilitetsaftaler; onsdag klokken 10 og fredag klokken 13.15. Og på tirsdag skal jeg ovenikøbet til tjek med mit øre på Gentofte Hospital klokken 13:50, så det er hele tre lægeaftaler i næste uge. Alle aftaler ligger oveni møder .. primært med min chef. Sådan er det. Jeg må bare undskylde og bortforklare.