Jeg har ringet til klinikken og har fået en tid til en scanning i morgen 12:30. Det passer overhovedet ikke ind i min kalender. Jeg skal lyve mig væk fra et vigtigt møde. Det er bare totalt ufedt, men sådan er det jo bare. Der er dog en chance for, at det møde jeg har i morgen aflyses af andre årsager, så jeg lurepasser indtil videre og håber på, at det løser sig.

Jeg er lidt følelsesløs lige nu. Som efter et hårdt slag. Jeg er ikke ked af det som sådan, bare sådan lidt … følelsesløs. Det havde bare været så dejligt, hvis det nu havde lykkedes denne gang.

Men nu følger en ny omgang historier, fortielser og mingeleren rundt med aftaler. Jeg har allerede sat to tomme private aftaler ind i min kalender 20. og 21. oktober, da det er der omkring, jeg skal insemineres. Jeg kan lige så godt forberede det, jeg kan. Det er i forvejen så stressende, men sådan er det bare, for jeg kan jo ikke så godt sige sandheden, vel?