Jeg skulle have min sprøjte med Pregnyl i dag. Jeg var ved at glemme det oveni alt kaoset i mit liv lige nu. Jeg håber håber håber, at jeg bliver gravid denne gang. Jeg håber, at min krop trods stressen formår at blive gravid, for det er det, der er det allervigtigste. Et job kan jeg altid få, men jeg er 39 lige om lidt, og jeg har kun begrænset tid til at få et barn til.

Fyringen har ikke ændret noget ved vores prioriteter, men det gør mig ufattelig ked af, at det sker lige nu. Det er bare rigtig dårlig timing uanset hvordan man vender og drejer det. Det havde været bedre med et sikkert job at komme tilbage til efter barsel, for vil det lykkes for os at blive gravid, når jeg nu er havnet i en stressende usikker situation? Uanset at jeg fortæller mig selv, at jeg ikke skal stresse over det, kan jeg jo ikke styre det. Det kan jeg jo se på mine reaktioner de seneste par dage. Jeg stresser over fyringen, jeg føler mig ubehageligt til mode på jobbet, har let til tårer og har lyst til at gemme mig væk.

Jeg prøver at tænke positivt og fokusere på, at jeg godt kan blive gravid og måske allerede er gravid. Jeg prøver samtidig at fjerne presset fra mig selv, og måske er løsningen hurtigst muligt at slippe for at skulle møde op på arbejde. At arbejde hen mod en fritstilling, når mine opgaver er overdraget. Så der kommer ro på mit liv igen, så jeg ikke skal gå rundt og holde gode miner til slet spil.