Fredag morgen havde jeg timet det så præcist, at jeg kom så til pas sent til, at jeg blot kunne smutte op på kontoret i stedet for at gå til kvartalsmøde i kantinen. Men nej, ham der afholdt mødet nærmest tvang mig med ind til mødet. Han har ellers uelegant overset mig totalt siden jeg blev fyret. Men nu så han mig og hev mig med ind til mødet.

Det er bare ikke særlig fedt at skulle overvære et juhumøde, når man lige er blevet fyret. Mine tidligere kolleger klappede af en salgssucces og af de gode planer for næste år. Hvorfor skulle jeg være vidne til det? Tårerne brændte under mine øjenlåg, og jeg bed mig i læben for at undgå, at en forræderisk tåre skulle trille ned af min kind og afsløre min sindstilstand.

Jeg overvejede et kort øjeblik at storme ud af lokalet, men blev siddende og vendte hovedet bort og fokuserede på bilerne på parkeringspladsen og på ikke at græde. Tiden arbejder for mig. Jeg er snart fri for det her job. For en måned siden var det et fantastisk job, men nu er det så rædselsfuldt og smertefuldt at møde op på jobbet om morgenen. Og så skal jeg endda trækkes gennem sådan et møde. Hvorfor?