Lørdag morgen var vi som sædvanlig oppe ved 6-tiden. Bum bummelum. Havregrøden var færdig, indkøbssedlen var skrevet – og der var flere timer til butikkerne åbnede. Hvad så nu!? Vi puttede låg på havregrøden, smed den i tasken, kørte forbi tanken, købte et brød og kørte over til farmor og bedstefar for at spise morgenbrød.

Solen bagte allerede ved 8-tiden fra en knaldblå himmel og højt højt oppe fløj fly med lange hvide kondensstriber efter sig. Endnu en dag med helt fantastisk vejr. Vi var en tur på legepladsen ved Kvædevej i Virum. NC fik sig en kæmpegyngetur, og tog sig et gevaldigt styrt på hovedet. Det er jo hvad der sker. Han tog det i stærk arm. Jeg troede, at han havde brækket alle ben i kroppen, så dramatisk så det ud.

Vi kørte i Netto og handlede de ting, vi mangler til madplanen resten af ugen, samt en gave til min veninde. På hjemvejen faldt NC i søvn i bilen, og jeg kunne blidt bære ham op i seng. Vi spiste lidt frokost på altanen, Allan gjorde klar til at tage til fødselsdag, mens jeg satte mig på altanen med stængerne i vejret. Solen var endnu ikke kommet om på dén side af huset, så der var køligt og rart.

Timerne gik. Klokken blev 13. Den blev 14. Jeg kiggede til NC – han snorkboblede. Jeg strøg ham over håret. Nul reaktion. Klokken blev 15. Jeg sad stadig på altanen. Nu i solen med faktor 117 i fjæset og på skuldrene. Klokken blev 15:30, 15:45 … hov … var det ikke? Jo minsandten! NC havde fået øjne og kaldte inde fra sengen. Endelig! “Hej” sagde han, da jeg kom ind og var allerede på vej ud af sengen. “TOG” råbte han og kastede sig over sine elskede tog.

Jeg smurte en leverpostejsmad og en makrelmad. Makrelmaden var lige sagen. For ham. Jeg hader makrelmadder, fordi så lugter han af fisk indtil næste bad. Ad. Men når nu knægten elsker det, så …

Der var jo ikke ligefrem tid til en kæmpestor udflugt, da klokken efterhånden var over 16, så vi gik ned på vuggestuens legeplads med hans 3 hjulede cykel. Han benede afsted på den, rundt og rundt. Han legede i legehuset, vi gyngede en lillebitte smule, men efter morgenens styrt på hovedet fra en gynge, var han ikke helt så glad for “a ging” som han plejer.

Klokken 18 gik vi op. Jeg stegte et par pølser til os og diskede op med kartoffelsalat. Pølser er kun gode til en ting; nemlig at slubre ketcup op i rå mængder med. Så NC spiste en halv pølse med cirka 8 dl ketchup til. Nu har jeg fundet ud af, hvem der er målgruppen for de 1 kilos megamastodontketchupflasker, man finder i Netto i rå mængder. Jeg købte i sidste uge 1 kilo Heinz, og den kommer ikke til at holde måneden ud, så jeg skal snart på jagt igen,

Da vi havde spist, gik vi ned igen. Der var mere krudt i knægten, og jeg kunne ikke holde ud at være indendørs ét sekund længere. Vi gik ned, NC fandt en trillebør i hækken, men på vej derhen styrtede han og stak i et vræl. Jeg var hurtigt derhenne og fiskede ham op. Blodet væltede ud af en stor hudafskrabning på knæet. NC vrælede og og vred sig og tog sig til knæet med begge hænder. Av av av.

Der var blod alle vegne. På hans hvide polo, på hans ternede shorts, på hans arme, hænder, mine arme og hænder … Ufatteligt, at der er så meget blod lige under huden på sådan en lille dreng!

Jeg fik fat i en vådserviet og fik duppet grus og blod væk. NC var allerede ved at kæmpe sig fri af mine trøstende arme for at lege med den trillebør, han havde fundet i hækken. Hans skrabede knæ var glemt, og det pussenusseri, som hans mor havde gang i, havde han intet til overs for.

Kling kling kling sagde det. Hjem-is! Med sådan et svært kvæstet knæ har man da fortjent en is, ikke? Vi gik hen til Hjem-Is bilen, hvor en ikke særlig engageret ung mand sad og snakkede i mobil, mens vi gjorde ham klart, at vi var kunder. Det lød han sig ikke påvirke synderligt af. NC kiggede på bilen og sagde ‘bil’, og da vi kiggede på menukortet på bagsmækken, sagde han “si” og pegede på den nærmeste is.

Med Hjem-Is-bilen er det så visseligt indrettet, at man ikke kan købe én is. Derfor købte jeg 36. Så nu er der 35 mælkedrenge i fryseren, og hold da op hvor vi bare blevet familien Hakkebøf. Nu får vi en sms et kvarter før Hjem-Is bilen kommer næste gang. Meget smart, hvis vi nu har fået onduleret de 35 mælkedrenge i løbet af 14 dage.

NC fik en banan-mælkedreng med det samme. Den fik han spredt grundigt ud over sin f.d. hvide polo, sine shorts og min f.d. hvide sommerkjole. Da jeg ville tørre gul bananmælkedreng af min kjole, opdagede jeg, at jeg havde drabelige røde blodpletter ud over mit ene bryst og min mave. Ikke noget under, at den unge ismand talte i mobil og forsøgte at trække tiden, da vi nærmede os. Jeg lignede jo øksemorderens søster. Med et uskyldigt barn på armen.