Jeg så et indslag i TV Avisen, som virkelig undrede mig. Det handlede om den totale mangel på kommunikation af sultkatastrofen i Afrika. Nyhedernes holdning var åbenbart, at det er nødhjælpsorganisationernes ansvar at informere om katastrofen. Ikke medierne. Derfor havde de taltmed diverse ferieramte nødhjælpsorganisationer og spurgt dem, hvorfor de ikke er ude og kommunikere katastrofen og sørge for at samle penge ind.
Jeg havde godt læst en linie et sted på et nyhedssite om katastrofen, men ellers havde jeg intet hørt om den i medierne. Selvsamme medier mener åbenbart ikke, at de har pligt til at oplyse om hungerkatastrofer. Men de vil gerne jorde nødhjælpsorganisationerne, når de synes, at de er for passive i ferieperioden
Jeg kan ikke forstå, hvad medierne har gang i. Medierne bør ved egen hjælp informere om sultkatastrofen i Afrika. De har pligt til at formidle den slags historier, hvor forfærdelige de end må være. De kan da ikke tillade sig at sætte sig på hænderne og vente på, at nødhjælpsorganisationerne skal informere befolkningen.
Nødhjælpsorganisationernes formål er at levere nødhjælp, samt samle penge ind til nødhjælp. Kommunikation af katastrofer for at samle penge ind er også en af deres opgaver. Men medierne har også en opgave i at informere befolkningen om sultkatastrofer o.l., og i denne sammenhæng er det altså medierne, der er langt bagude. Informationen i medierne om hungerkatastrofen er nærmest ikke eksisterende.