Jeg vågnede midt i nat og følte mig meget lille. Jeg kunne næsten ikke vende mig i sengen, og jeg vågnede, fordi jeg havde ondt. Jeg krabbede mig ud af sengen, ud på toilettet og tog et par panodiler.

Jeg følte mig meget lidt som den superheltinde, jeg følte mig som i går, da jeg gik i seng. Hende, der var overbevist om, at en god nats søvn ville fjerne smerten og bringe mig frisk og veloplagt på arbejde. Ja, godmorgen! Klokken var 5, og jeg var nu helt sikker på, at jeg ikke kunne tage på arbejde tirsdag. Jeg krabbede tilbage i seng, faldt i søvn og vågnede ved at NC kaldte ‘min moar!’.

Jeg har nu meldt mig syg, og jeg har været udenfor. Jeg gik ned for at aflevere NC. Solen skinner, så jeg tog ikke overtøj på. Rimelig friskt. Luften var krystalklar og kold, solskinnet gyldent og uden varme. Der er efterår i luften. Solskin er ikke længere lig med varme. Solskin er lig med luksus før lukketid. Før vinter. Efter regntid. Efterår. Hvor nitten er det for alvor at mærke efteråret i luften, når det i realiteten har været efterår siden juni??