Jeg vågnede med en knaldende hovedpine og hævede kirtler på halsen. Så store, at de ligner bordtennisbolde på siden af min hals. Ej men super. Jeg gider bare ikke at være syg! Jeg vaklede ud af sengen, var megasvimmel. Allan var stået op, men Nicholas lå stadig og sov i vores seng, så jeg listede afsted efter 2 panodiler, som jeg skyllede ned med en halv liter vand og gik tilbage i seng. Hovedpinen lettede ikke rigtig, men vandet gjorde mig godt, kunne jeg mærke, og lidt efter lidt føltes min krop mere normal.

Jeg tog den med ro, og da jeg så mig i spejlet var jeg totalt hævet om øjnene, og jeg lignede (og følte mig som) en, der ikke havde sovet i 14 dage. Min hovedpine lå som et bånd og pressede på mit hoved. Jeg havde kolbøttemave med mylderbæ og kvalme. Jeg fik dog spist morgenmad og drukket min latte, mens vi hørte ‘Se min Kjole’ en million gange, fordi det er Nicholas’ yndlingssang. Morgenmaden, kaffen, panodilerne … det virkede!

Lige før jeg skulle ud af døren, fik jeg koldsved og min mave eksploderede. Jeg var virkelig utilpas, men jeg kom ud af døren til sidst. Udenfor var det afsindigt glat. Det havde åbenbart sneet, tøet og frosset. Men solen skinnede og fik al isen til at gnistre. Luften var kold og frisk, og turen over til børnehaven var alt for kort. Nicholas gik og spiste et æble, som han havde snuppet fra min taske. To gange fik han æbleskræller mellem tænderne, som jeg måtte fiske ud. Han var glad og fjollet.

Jeg har det meget bedre nu. Halsen gør stadig ondt, men min mave slår ikke kolbøtter længere, jeg har ikke længere koldsved, er ikke længere svimmel og har heller ikke kvalme mere. Der var lige et øjeblik på vej ud af døren, hvor jeg tænkte, at jeg burde være blevet i sengen, men jeg traf den rigtige beslutning om at se at komme afsted.

Det bliver en skøn dag i dag. Se lige det vejr!