Min veninde har skrevet en mail til sin bedste veninde og fortalt, at hun savner hende og spurgt, hvad hun kan gøre anderledes, eller om de skal have en pause. Det kommer efter en længere tid med udfald i kontakten, sporadisk kontakt og mange aflyste aftaler. Og en god portion ærgrelser hos min veninde, fordi hun så gerne vil venskabet, at hun strækker sig, tager tidligt fri, planlægger og står parat med det hele planlagt med eller uden mand og børn – blot for at blive aflyst med en sms med en forkølet undskyldning.

Det er ikke nemt for nogen, når veninden bliver mor og pludselig får et helt andet slags liv. Jeg er blevet effektivt ekskluderet af kredsen af veninder stort set i samme øjeblik jeg blev mor, blev gift og flyttede ud af byen. Jeg må se i øjnene, at jeg ikke længere kender mine bedste veninders nye veninder, interesser eller liv. Jeg prøver at følge med via facebook og sporadiske telefonsamtaler hver 3. måned.

Når vi taler sammen, hører jeg om venindemiddage, som jeg ikke er del af, for ‘det er ikke så godt med børn’. Jeg får pæne jule- og fødselsdagskort, som hylder vores venskab og lover mere til næste år. Men det bliver ikke til mere. Det bliver til mindre og mindre, og jeg er nået til et punkt, hvor nok er nok – eller rettere for lidt er for lidt. De sidste to fødselsdage har mine veninder meldt afbud. Da jeg blev 40, holdt jeg ikke fødselsdag, og der er ingen, der har efterlyst en fest. Jeg ved heller ikke, hvem jeg skulle fylde et festlokale op med ud over familien og vore fælles nærmeste vennepar.

Jeg bruger ressourcer på at føle mig ekskluderet, vraget og på at ærgre mig, når aftalen igen bliver aflyst. Det strider mod mine værdier at lade mig behandle sådan, men samtidig er jeg heller ikke parat til at give slip på veninderne fra fortiden, for jeg har ikke ligefrem fået flere veninder på det seneste. Og det går jo ikke kun i min retning; jeg er heller ikke den bedste veninde selv. Mand, barn, job, jobsøgning, familie .. det kommer alt sammen først, og jeg kan ikke engang selv leve op til mine egne standarder for et godt venskab, og som man råber i skoven, får man jo svar, right?

Min veninde har det på samme måde, hun griner skævt og siger, at hun aldrig nogensinde tillod en mand at behandle hende sådan som hun nu lader sine veninder behandle sig, og jeg kan mærke, at det ryster hende. Hun læste nemlig også ‘He’s just not that in to you’, og nu er vi mindst to, der i det stille tænker på, om den bog mon kun gælder mænds opførsel eller kan den overføres på alle relationer?

Som mor til en snart 3-årig har mit liv også ændret sig langt mere de seneste 3 år end de forrige 15, hvor jeg var single og boede i byen. Flere af mine veninders liv har ikke ændret sig på samme måde, og de er sådan set hvor jeg ‘forlod’ dem. Virkelig groft sagt. Jeg havde en stor og tæt venindekreds, hvor vi sås mindst en gang om ugen. Det var så let og uforpligtende enten at mødes til træning, på café, hos hinanden eller i byen.

Nu kører vi ikke parallelløb længere. Vi har helt forskellige livsstile, ingen fælles referenceramme (andet end fortiden), og vi bor længere væk fra hinanden. Vi er ikke naturlige gæster i hinandens liv og hjem. Af de 7-8 veninder, jeg sås ofte med dengang, ser jeg stadig et par af dem et par gange om året. Resten er facebook-veninder. Vi skriver ‘vi må snart ses til en kop latte’, og vi ved godt, at det aldrig bliver til noget. Det er helt fint, for vi kender og accepterer reglerne.

Jeg synes, at det er trist, at jeg ikke både kan blæse og have mel i munden, men jeg er virkelig ikke i stand til det. Ikke lige nu, i hvert fald. Og jeg spekulerer på, om jeg overhovedet skal gøre noget ved det. Om det egentlig ikke bare er okay, at det er blevet sådan med mine gamle veninder. Vi ved jo, at vi har hinanden, selvom vi kun ses et par gange om året. Jeg skal bare arbejde med mine sårede følelser, for jeg føler mig kasseret. Det har intet med dem at gøre, men med mine egne forventninger.