Vi burde have vidst det på forhånd – at vores jul er forfulgt af uheld i år. Bilen var punkteret julemorgen. Det var kun endnu et uheld i rækken af december måneds uheld og prøvelser.

Da vi satte os til bordet juleaften havde jeg glædet mig til den økologiske flæskesteg i et helt år, og så kunne jeg ikke få en bid ned.

Min hals var hævet og gjorde så ondt, at selvom jeg tyggede 100 gange på et ærtstort stykke kød, så gjorde det ondt ad pommern til at spise.

Jeg fik et par panodiler og en ipren, og det hjalp på det, men jeg kunne ikke engang spise et helt stykke flæskesteg og sværden opgav jeg på forhånd. Jeg var ved at give mig til at tude.

Hvor latterligt er det at være syg juleaften!!! Det ødelagde det for mig, det må jeg indrømme, men mad er jo ikke alt, og Nicholas’ glæde ved sine gaver var det hele værd.

Han var så dygtig og tålmodig, selvom klokken blev næsten 9, før vi nåede til gaverne.

Han jublede over alle sine gaver lige fra racerbanen, tennisboldene, bilerne, basketball’en, lastbilen, bøgerne med Askepot og Cirkeline, smølfefilmene og til Askepot III.