Lillefredag

Sidder i sofaen med stængerne i vejret og kigger med på CSI med et halvt øje. Er virkelig træt, men også glad. Og jeg har ellers været helt hysterisk i denne uge. Var lige ved at tude af udmattelse i går på vej hjem fra arbejde klokken 18 efter endnu en arbejdsdag på 10 timer fulgt op med bestyrelsesmøde.

Knægten vrælede i telefonen ‘moaaar er aaaldrig hjemme’ … han skulle lige bruge mig til at vinde en bane i Skylanders, så det var ikke verdens ende, og to minutter efter var der mandehørm i sofaen og piger dømt totalt ude.

Jeg løb simpelthen tør for tid til at forberede de to vigtige møder på én dag; et fra 9-13 og et fra 13-17. Jeg fik det hele med i min præsentation på 94 slides .. indtil flere gange 😂 Den anden præsentation var mere slimline på 25 slides. Jeg fik samlet trådene ved 8-tiden i morges med mine dygtige kolleger og blev derfor på magisk vis klar til begge møder.

Det har været et par hårde dage, men jeg fik på en eller anden (ikke helt elegant) måde klaret det. Og her bagefter er jeg helt høj og vildt glad for, at det gik godt. Det er jo derfor, at jeg laver det, jeg gør. Fordi det er sjovt og så fedt at lykkes med hårdt arbejde.