Sorg er ikke lineær. Den har ikke en start og en slutning som en bog. Sorg er ikke smuk, den er heller ikke grim, men sniger sig ind i sprækkerne, selv længe efter du troede, du havde fået luft igen.

En duft, en lyd, et ord – og så er sorgen der igen. Lige midt i det hele. Som en skygge over det solrige øjeblik, du ellers troede, du havde fået foræret, hvor alt var godt. Den gør ikke altid ondt på samme måde. Nogle dage er den blid og næsten kær, som en stille påmindelse om den kærlighed, der var.

Andre dage river den alt op med rod.

Sorgen betyder, at min far betød noget. Han var vigtig for mig på så mange måder. Sorgen efter ham fortæller mig, at der var kærlighed, tilknytning, mening, en dyb relation. Det er ikke en trøst i sig selv – men det er en slags sandhed at stå på og fortsætte ud fra. Og det er der stadig; mit hjerte elsker stadigvæk, selvom han er væk for altid. Mit hjerte er tungnemt, savner og rækker ud og forstår ingenting og knuses i titusind bidder igen og igen. Når jeg er rigtig glad, oplever noget godt, og tænker “dét skal jeg lige huske at fortælle min far”, for i næste øjeblik at få et sønderlemmende slag i maven “han er væk, jeg kan aldrig fortælle ham det”.

Aldrig er så forbandet lang tid. “Jeg vil aldrig tale med dig igen”, sagde vi til hinanden og holdt en pause, og så talte vi sammen igen. Her er aldrig SÅ ufattelig lang tid. Man forstår det først, når man har mistet, og man er 25 år nede ad vejen .. det er 25 år siden, at jeg mistede min mor, og jeg mangler hende stadig i visse øjeblikke. Aldrig tager tid at vænne sig til. Altid er stærkere end aldrig, og min far har altid været der. Jeg tror, at jeg skal bruge mindst 50 år på at vænne mig til, at han aldrig er der mere.

Men sorgen lærer mig at elske igen. Turde satse, knytte bånd, give slip – velvidende at jeg mister igen en dag. Sorgen er kærlighedens pris, og jeg smiler, når jeg tænker på citatet af Tennyson: “Det er bedre at have elsket og mistet end slet ikke at have elsket.“

Jeg kommer aldrig videre, jeg kommer aldrig over at have mistet min far og min mor. Jeg kommer overens med det og lærer at leve videre med det.