Jeg mistede min mor for 25 år siden, så jeg kender godt til sorg. Jeg var 27 år, var et andet sted i livet, jeg var ung og havde ikke min egen familie.

Dengang gik jeg i sorggruppe. Sorgterapeuten var noget ældre end jeg, og jeg spurgte hende: “HVORFOR i alverden vil du frivilligt deltage i det her og høre på os, der sidder og hyler?”

Hvortil hun svarede, at sorg er noget af det mest livsbekræftende at være vidne til. Jeg var skeptisk. Hun fortalte, at det at turde stå ved siden af nogen, der havde mistet en elsket og stod i en livskrise, og være vidne til, hvordan de igen langsomt lærte at leve igen og at turde elske igen – det var det hele værd. Jeg var stadig skeptisk.

Men det er sådan det er – sorg. Sorgarbejde er det hårdeste arbejde på jorden, og det mest underkendte og det, alle helst vil undgå. Sorg er en underlig størrelse. Den sniger sig ind på en i bølger. Man kan grine og feste og have det helt vidunderligt, og så bliver man ramt af sorgen midt i festen og står helt alene et sort sted, mens verden bare fortsætter.

Men heldigvis er det bølger af sorg. Man væltes bagover, rejser sig, forsøger at svømme og ryger ned under vandet igen.

Jeg oplever det samme nu. At jeg har det fint, og alt er godt, men jeg har et lag af ked-af-det-hed lige under overfladen. Jeg er ikke så glad som før, og af og til rammer meningsløsheden mig som en hammer. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal træne, men jeg gør det. Glæden er bare væk.

Jeg er den ældste i min gren af familien, og mange af mine minder giver kun mening for mig nu. Mine minder er ligegyldige for andre – det er jo sådan det er med ens minder. Selv hvis jeg skrev mine minder ned, ville de være meningsløse for andre.

At skrive dagbog er ligegyldigt, at skrive denne blog er ligegyldigt, alle mine dagbøger er ligegyldige, jeg er ligegyldig i det store billede. Ikke for min lille familie, selvfølgelig – der er jeg alt. Men de fleste i min familie er døde. Min familie er død. Væk. Og jeg er den næste.

Det er en stor sorg at miste sin familie.

Med min viden om sorg, så ved jeg, at det bliver bedre. Jeg er det svære sted nu. Det er vigtigt at være i og arbejde mig gennem sorgen. Tillade følelserne og bearbejde dem. Komme overens med min nye virkelighed uden forældre. Finde min plads i resten af livet.

Lige nu kæmper jeg med sorgen, det er hårdt, svært og tungt i perioder. En del af mig er overvældet, og jeg har lyst til at lægge mig ned og lade sorgen tæske mig og opgive alt.

Men jeg kan også høre min farmor “vi gør som man altid har gjort; sætter den ene fod foran den anden og fortsætter”, og så kæmper jeg med bølgerne af sorg, bearbejder dem en for en og sætter foden ned en efter en.