Vi var i Japan i oktober for første gang. Jeg havde egentlig forventet, at Japan bare ville være en just another rejsedestination. Et sted jeg skulle opleve – se de verdenskendte steder, tage billeder og så hjem igen. Jeg regnede med mange mennesker, tempo og selvfølgelig nogle virkelig flotte kulturelle oplevelser. Og fantastisk mad.

Men jeg havde ikke forventet, at Japan ville rykke ved mit syn på verden. Jeg har altid tænkt, at Europa – og især Danmark – er det bedste sted at leve i verden. Men i Japan begyndte jeg at lægge mærke til, at vi kan gøre det bedre ved at lære af Japan. Og de kan lære af os.

Jeg rejste til Japan og knyttede mig til landet. Japan er blevet hos mig, efter at jeg rejste hjem. You can check out anytime you like, but you can never leave. Og denne ene rejse er ikke nok. Som jeg fik at vide inden jeg rejste: “Enhver rejse til Japan er en forberedelse til din næste rejse til Japan.” Jeg smilede lidt af det, da jeg hørte det, men det er ingen overdrivelse.

Jeg oplevede at besøge et samfund, hvor det meste fungerer gnidningsløst, og hvor mange af de udfordringer, vi har i Vesten, ikke findes. Hvor folk viser hensyn til hinanden, hvor man har respekt for hinanden og for andres ting, respekt for vores fælles rum, hvordan ting er organiseret. Og hvor meget ro der er midt i en kæmpe by på grund af det.

Det overraskede mig, hvor meget de små ting, som de gør anderledes, gør en stor og markant forskel. Måden folk står i kø på. Stilheden i toget. Den respekt og gæstfrihed, man møder som gæst i landet, når man selv overholder de uskrevne regler. Det var ikke noget, jeg havde regnet med at tage med mig hjem i hjertet bagefter. Det var ikke noget, jeg havde regnet med at savne SÅ meget.

Japan har fået mig til at se verden lidt mere nuanceret. Som om der findes andre og måske bedre måder at leve sammen på og få et samfund til at fungere på, end jeg havde tænkt over før.

Og det er måske derfor, Japan bliver ved med at fylde efter man er kommet hjem. Ikke kun fordi det er smukt eller anderledes – men fordi det sætter nogle tanker i gang, som man ikke helt havde set komme. 🌏

Først er der følelsen. Når jeg går gennem steder som Shibuya Crossing eller står stille ved Hachikō-statuen, føles det helt anderledes end alle andre steder, jeg nogensinde har været. Det ser kaotisk ud, men der er ro. Man bliver ikke skubbet eller puffet rundt. Selv i travle gader har man fundet en måde at være i det sammen og sørge for .. ro og orden. Japan har en særlig stille magi.

Så er der maden. Jeg rejste ud for at få mere ramen, masser af sushi, og jeg ender op med at med at være helt vild med ramen, okonomiyaki, konbini-mad og endda æggesandwich og yakitori fra 7-Eleven Japan. Det vilde er, at næsten alt smager, som om det er lavet med kærlighed og omhu – selv de billigste måltider. Det gør det svært at komme hjem igen, hvor billig mad er dyr og meget ringe.

Så er der det fælles rum. Selvom der ikke er skraldespande i det offentlige rum, så er der heller ikke noget skrald. Nul hærværk eller graffiti. Togene er hurtige, rene og utrolig pålidelige. Når jeg kører med Shinkansen, føles det sikkert, trygt og ikke rigtig som transport – mere som en oplevelse. Selv når vi farer vild, er det ikke for alvor stressende – det er mere som at opdage noget nyt.

Og så er der selvfølgelig kulturen. Fra den venlighed, betænksomhed og høflighed jeg møder fra fremmede til de små detaljer i sameksistensen – jeg føler mig værdsat og set. Det kan være et buk fra en medarbejder i en butik eller måden folk står i kø på. Det hele er gennemtænkt, betænksomt og bevidst.

Jeg er nysgerrig på mere. Jeg er slet ikke færdig med Japan. Jeg rejste derfra med en følelse af, at der stadig er SÅ meget mere at opleve, udforske og prøve at forstå – flere byer, mere kultur, mere mad, flere små gader, jeg ikke har oplevet endnu. Så den første rejse er hurtigt blevet til en (lang) liste med ting, jeg vil opleve næste gang.

Så jeg skal tilbage til Japan. Ikke kun for stederne, men for den følelse, som jeg ikke rigtig kan finde andre steder her omkring.