Hihi, man skal høre meget, før ørerne falder af! Trænede rigtig godt igennem imorges, følte mig stærk, sexet og lækker – indtil Pias personlige træner spurgte mig, om jeg har været meget stor? Jeg vidste ikke lige, hvad jeg skulle svare til det – med stor mente hun så fed eller pumpet?

Jeg svarede, at det har jeg ikke … har jo aldrig været over 80 kilo, har altid været indenfor det ‘normale’ segment i BMI (selvom BMI efter min mening er alt for bred til at være reelt brugbar). Hun fortsatte så “Jamen, jeg spørger, for jeg kan se, at du har samme problemområder som jeg … røv og arme!”

Meget spøjst … efter min mening har hun ikke nogle synlige problemer, så det sagde jeg. Hun fortalte, at hun har vejet 83 kilo – det skal siges, at hun velnok er 168 cm høj eller deromkring. Jeg sagde, at jeg ikke har været over 75 i mange år. Hun sagde, at det jo også er meget, og jeg svarede, at det er det ikke nødvendigvis, når man 176 cm høj. Det gav hun mig ret i.

Jeg tænkte ikke videre over samtalen – er bare glad for, at hun spørger, for hun er skidegod til at give tips til træning, og det er da sødt af hende at være opmærksom, selvom hendes taktfølelse måske halter en smule. Men Pia var totalt i chok og undskyldte mange gange på hendes vegne. Hun er hamrende træt af hende og hendes meget udiplomatiske kommentarer. Hun får dem hvergang de træner, og det er måske heller ikke lige det fedeste.

Og så var det, jeg tænkte – er det OK at sige sådan til fremmede mennesker, som man ellers kun hilser på? Hvis jeg var (mere) psykisk ustabil, ville sådan en bemærkning sende mig hjem på toilettet med en finger i halsen. Nu rører det mig så ikke, men jeg kunne mærke på Pia, at hun var godt harm over, at PT’en havde været så direkte. Jeg tænker lidt på, om det mon ikke skyldes, at mit udseende og min vægt har tilsyneladende har været ‘lovligt’ emne for alle at kommentere nærmest hele mit liv. Jeg har simpelthen vænnet mig til at få kommentarer om mit udseende, fra jeg var helt lille. Og hvis jeg skulle tage alle kommentarerne personligt, så kunne jeg ikke bestille andet.

I denne uge har jeg hørt flg. fra semi-fremmede primært til træning, i skole og på jobbet: ‘du har en sexy ass’, ‘hva’ så hottie’, ‘er det rynker, eller smiler du?’, ‘føj, hvor ser du godt ud i dag!’, ‘ha, du er ikke en dag over 27’, ‘har du været på ferie?’, ‘de bukser sidder rigtig godt på dig, hvor har du købt dem?’, ‘du ser fantastisk ud’, ‘oldie but goodie’ og ‘hvor meget har du tabt dig?’ – ‘Man kan virkelig se det på din røv’ og så var der det smæk i måsen, Michael tildelte mig, mens jeg steppede, og kommenterede med et ‘næsten fast’. Man lærer ligesom at leve med det. Og ville jeg egentlig leve uden? I bund og grund er jeg da bare glad for, at folk interesserer sig og kommenterer mig. Det ville være så sygt at være gennemsigtig.

Ok, nogle gange mærker jeg da et snert af smerte over nogle af kommentarerne – som fx de mange kommentarer til mine rynker fra M&M. Det er ikke sjovt, for jeg kan ikke gøre noget ved det, og det bliver jo ikke ligefrem bedre med tiden! Men omvendt er det da skægt, når en af gutterne til træning henvender sig og spørger, om jeg har fået lavet bryster … Det er ikke mange på 34, som får forvekslet ægte bryster med falske, griner.

Så næ, jeg kan ikke hidse mig op over det, men jeg ved jo også, at det bedste, jeg har at byde på, slet ikke kan ses udefra. Det væsentligste kan kun ses med hjertet. Udseendet er ren facade, man vælger jo heller ikke en bog eller CD ud fra coveret, vel?

Og check så lige den allersidste side på internettet ud her.