Mmmm… Jeg var på klinikken idag til blodprøve. De var så søde: ‘tillykke med den positive test’ og ‘held og lykke’… Om eftermiddagen fik jeg bekræftet svaret: Positiv. Og flot højt progesteron niveau. Jeg fik et par gode råd om kvalmen, som stadig er hos mig. Nu har jeg også forstoppelse nærmest hele tiden. Og så prikker, jager og strækker det sig i underlivet. Og jeg er bare så GLAD!

Søndag var vi til frokost hos min kærestes forældre og fortalte dem nyheden. De blev så glade! Og så kørte vi hele vejen op til min far og fortalte ham det – og så fik jeg det længste knus, jeg længe har fået af min far – og den første faderlige formaning i mange år: ‘Nu skal du passe godt på dig selv’. Det var så fantastisk en dag!

Her til aften ringede jeg til min bror. Jeg var lidt nervøs for den samtale, for vi taler ikke sammen for tiden, men han blev rigtig glad på vores vegne. Det betød virkelig meget for mig, at han er glad. Han er så vigtig for mig, det føles forkert ikke at have kontakt, så jeg håber, at vi kan genoptage kontakten stille og roligt.

Og jeg har sådan lyst til at fortælle det til hele verden, men det gemmer jeg lidt endnu. Jeg er kun i 5. uge endnu, så der er lang tid endnu, før det er helt sikkert. I denne uge slår hjertet for første gang – er det ikke fantastisk?