I dag var så den store dag, hvor Nicholas Carl skulle have sine 3 måneders vacciner (difteri-stivkrampe-kighoste-polio-Hib + PCV7). Jeg havde frygtet det værste, men han tog det bare så fantastisk, og jeg er bare så stolt af ham!!

Jeg nåede ikke rigtig at tænke over, hvad der skete, før det var overstået, så jeg nåede ikke at smitte ham med min nervøsitet. Tværtimod havde vi hygget os en tid i venteværelset og snakket sammen lige forinden, så vi havde super god kontakt. Jeg valgte at komme i meget god tid, så vi ikke kom susende hu-hej lige ind fra bilen, hvor han lige var blevet vækket. Det havde nok ikke ligefrem bidraget til en særlig god stemning!

Jeg lagde den lille fyr på lægens briks og snakkede roligt med ham, mens jeg legede med hans hænder foran hans næse. Han så mig trygt i øjnene, og så blev han stukket i låret; først et lille prik og så det store prik. Det lille prik bemærkede han slet ikke, men det store prik fik ham til at græde hjerteskærende. Jeg tog ham op i armene med det samme, uden at trække hans bukser op, for hurtigst muligt at trøste ham og aflede hans tanker. Det virkede, han faldt til ro med det samme, hvorefter jeg trak hans bukser op. Jeg havde tårer i øjnene – det lille stakkels myr! Lægen roste os begge to for at tage det i strakt arm 🙂

Senere på eftermiddagen var vi forbi farmor og bedstefar i barnevognen – Nicholas Carl sov hele vejen derover og fortsatte bobleriet på terrassen en times tid. Vi sad og kiggede på en nissetegning, og det syntes han bare var alletiders. Jeg sang ‘På loftet sidder nissen’ for ham – det var bare skægt! Han faldt i søvn på hjemvejen og sover endnu – vil tro, at han snart vågner og skal spise!