Jeg ved ikke, hvor jeg har haft mit hoved henne, men jeg afleverede knægten her til morgen og blev mødt af en smilende vuggestuepædagog, som overrakte mig hans mappe: “Den må I tage med hjem over julen og kigge i” sagde hun – “men husk at have den med efter jul, når han starter i børnehaven”.

Omg … jeg havde glemt det .. måske nok snarere fortrængt det … det var hans sidste dag i vuggestuen. Over hans skab var hans billede taget ned, så jeg først nu. Hans vuggestuetid er simpelthen forbi. Slut. Prut.

Og så trillede et par forræderiske tårer ned af min kind. “Se på det som at han starter i en småbørnstue – det er jo ikke helt børnehave endnu” sagde hun trøstende. Det var vist lige før, at jeg fik rakt en sut og et krammedyr og blev aet på håret. Jeg prøvede febrilsk at få de dumme tårer ind i hovedet igen. Jeg er jo glad. Jeg er rørt, men ikke ked af det. Bare overrasket over, at han er blevet så stor så hurtigt.

En af mine kloge veninder, som selv er mor, sagde engang til mig, at jeg skulle passe på med at kigge ud af vinduet, for når jeg vender mig om står der en stor dreng og kigger på mig, i stedet for en lille baby.

Nu står der virkelig en stor dreng, og han siger i dag farvel til vuggestuen!

Jeg synes ellers ikke, jeg kigger SÅ meget ud af vinduet!