Projektet med ikke at amme mellem 23 og 05 satte jeg på hold i nat på grund af tandgennembruddet. Han vågnede flere gange mellem 23 og 05, og jeg havde ikke hjerte til at nægte ham bryst. Jeg prøvede med sutten begge gange, men han brød ud i gråd med det samme, så jeg gav ham en lille tår mælk – men sørgede for, at han ikke faldt i søvn ved brystet.

Jeg prøver nemlig at ændre hans betingede søvn reaktion; han tror sikkert, at den eneste måde han kan falde i søvn på, er enten med brystet eller sutten i munden. Det kan gå an med sutten indtil videre. Men han skal ikke vænne sig til, at han kun kan falde i søvn ved brystet. Han skal finde ud af, at han sagtens kan falde i søvn selv i sin seng. Og så gælder det jo om at hægte ham af, mens han stadig er lidt vågen. Når han finder ud af, at han kan falde i søvn selv, behøver han ikke at vække os. Smart, ikke?

I rækken af hårdhændede (men altid velmente og kærlige) råd fik vi et til forleden: Der er tale om en magtkamp. Vi bliver nødt til at lade ham græde, for at han kan finde ud af at sove selv. Jeg bliver helt skidt tilpas ved tanken. Det, man fortæller sit barn, når man lader det græde, er, at man ikke altid hjælper det, når det beder om hjælp. Når barnet tier stille, har det ikke lært at sove selv, men har lært, at det ikke kan forvente hjælp fra sine forældre. Det er en lektie, jeg meget nødig vil give Nicholas Carl, så jeg vil prøve alt muligt, inden jeg eventuelt tyer til dén løsning.

Jeg synes, at det er mærkeligt at betegne det som en magtkamp. For mig at se handler det ikke om magt, det handler om et lille barns råb om opmærksomhed, trøst, hjælp eller tryghed. Så udspekuleret er en baby altså ikke. I og med jeg fødte Nicholas Carl er jeg også ansvarlig for at efterkomme hans råb og sørge for hans behov bliver dækket uanset det måske er ubelejligt for mig.

Det er klart, at jeg bliver nødt til at efterkomme hans råb under hensyntagen til, at vi alle tre skal fungere sammen. Han skal lære en række vigtige lektier af os, så han kan blive en integreret del af vores familie, fremfor den styrende faktor. For eksempel skal vi lære ham at sove igennem – det er vi i gang med. Vi arbejder på at lære ham, at han sagtens kan falde i søvn selv – uden gråd og uden bryst. Vi skal også lære ham, at der ikke altid er stille, og at han også skal kunne falde i søvn andre steder end i sin seng.