Boganbefaling ❤️ “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Jeg så på et tidspunkt et rørende interview med Marie Brixtofte, og da Mofibo foreslog mig hendes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”, trykkede jeg på play.

Så på mine gåture læste Marie selv bogen højt for mig. Da jeg var cirka halvvejs i bogen, var jeg klar over, at denne bog er vigtig for mig. Jeg skrev jeg bogen på min ønskeseddel til min 49 års fødselsdag. Jeg var så heldig at få den af min mand ❤️

Det er en så fantastisk bog. Sideløbende med at jeg har lyttet, har jeg også læst i min hard copy og highlightet det, jeg skal huske. Og det er ikke så lidt, for det er en klog bog.

På sin vis er det en lommepsykolog-ven, jeg har fået mig dér. Lommepsykolog lyder måske lidt nedladende, men det er ikke ment sådan. Bogen rummer nemlig viden og indsigt på et højt plan, gjort lettilgængelig, letforståelig og ikke mindst let at implementere. Der er klare anvisninger på små tweaks med stor effekt.

Marie Brixtofte som person, og med den rygsæk hun bærer med sig, giver bogen et ekstra niveau af troværdighed for mig. Hun har testet sine egne råd og viden på egen krop og sind, og hun byder ind med personlige beretninger. Det er ikke bare teori.

Jeg er virkelig begejstret! Jeg har nu læst bogen, men jeg er langt fra færdig med den. Den kommer til at leve med mig, og den kommer til at hjælpe og påvirke mig og mine. Det er nemlig det, den kan. Bolsjefilosofi er faktisk bare en god ven med en masse indsigt – og hvem kan ikke bruge en bolsjefilosofisk ven?

Måske skal jeg nævne, at man ikke behøver at have haft en kaotisk opvækst for at få noget godt ud af bogen.

I løbet af sådan en gennemsnitsopvækst (som min) i et parcelhus i Birkerød i 80erne blev der puttet lidt af hvert ned i min rygsæk. Der er ikke lutter lagkage i min rygsæk. Udover en masse gode ting, så ligger også bl.a. mindreværd, skam, konfliktskyhed, autoritetstro, usikkerhed, dårlig selvtillid, impostersyndrom samt en form for spiseforstyrrelse i min rygsæk.

Bogen har hjulpet mig til at forholde mig til min bagage. Jeg kan måske komme overens med, at det er der, og at det er mit ansvar at bruge det – eller blot bære det med videre uden at det skal få lov til at styre mit liv. Den tanke kan jeg godt li’.

Bolsjefilosofi og andre leveråd er en bog om vores rygsæk, den usynlige rygsæk med alle vores erfaringer og summen af vores liv. Hvordan vi selv har ansvaret for den, også selvom den blev pakket af vores forfædre og vores forældre. Vi valgte ikke selv, hvad der blev pakket ned i rygsækken, men vi vælger selv, hvordan vi vil bruge det, der ligger dernede.

Bogen tager fat i nogle af de ting, mange af os bøvler med i livet. Det kan være temaer som ængstelighed, ensomhed, dårlig samvittighed, lavt selvværd og sorg. Som læser får du en hel buffet af fiduser, finter, modeller, redskaber og værktøjer, som alle fungerer som en vejviser til et bedre liv med færre benspænd.

I et sprudlende, letlæseligt og dybt personligt sprog videregiver Marie Brixtofte livsvigtige, eksistentielle erfaringer fra såvel sin opvækst som fra sin psykolog- praksis. Der er nye vinkler at hente for alle, og det er ikke kun unge og voksne med en vis dysfunktionel baggrund, der vil finde guldkorn på hver eneste side af denne væsentlige bog om at udfordre sin skæbne og forandre sin tilgang til måden at leve sit liv på.

– omtale af Marie Brixtoftes bog “Bolsjefilosofi og andre leveråd”

Når sange rammer dybt i hjertet ..

Nogen vil måske mene, at med alderen skal der mere til for at blive rigtig begejstret og rørt. Men jeg er blevet rørt dybt, og jeg bliver glad og begejstret, når jeg hører Sarah Connors fine og personlige tekster og sange. Det er svært at beskrive, for det er en følelse hos mig, og det er jo så subjektivt som noget overhovedet kan være.

Jeg lagde mærke til hendes sang “Wie schön du bist” i radioen på vej ned gennem Tyskland på sommerferie i 2015, for den kom flere gange, og der er noget særligt ved klangen i hendes stemme, intensiteten og så selve ordene .. Tysk har aldrig strejfet mig som et specielt smukt og udtryksfyldt sprog, hvilket måske er mærkeligt, for mange af de helt store digtere er tyske … men Sarah Connor åbnede mine øjne for tysk lyrik med “Wie schön du bist”.

Sangen, som hun skrev til sin søn, der lige var kommet i puberteten og havde en svær periode, efter en dyb samtale med ham, mente hun, at han også havde brug for en sang. Vores drenge kan altid bruge en sang som denne, tænker jeg.

Jeg googlede hende, og jeg fandt ud af, at hun er den her partygirl, der sammen med sin exmand, som var sanger i et boy-band, havde et reality-program. De blev gift på TV, stiftede familie og blev skilt igen. Hun har udgivet adskillige engelsksprogede dance/pop-albums, og hun var et stort navn i de tysktalende lande i 00’erne.

SarahConnorGold
Danke, für eine Million verkaufte Alben und fünffach Platin! Holy Shit!” skrev Sarah Connor på Twitter efter koncerten i Berlin.

Poptøsen blev voksen, præcis som det også skete for mig. Det virker som om at Sarah Connor fandt sig selv, da hun begyndte at synge på sit modersmål – Muttersprache. I hvert fald gik hendes succes fra stor til gigantisk. Vi var med ved koncerten i Berlin som tilskuere, da hun fik overrakt 5 dobbelt platin; hun har solgt 1 million Muttersprache plader!

Tilbage til 2015, hvor det startede for mig; jeg købte hendes album Muttersprache, og jeg hørte det i bilen til og fra arbejde. Jeg havde egentlig ikke forventet noget særligt – det foregik jo på tysk. Men sangenes inderlighed og ærlighed krøb ind under huden på mig og ramte mig i hjertet. Jeg blev mere og mere begejstret. Hendes ord rammer mig dybt i hjertet, og jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg hører visse af sangene. Jeg synes, at jeg kender det meste af det, hun synger om. Hendes sange er fyldt med mening for mig, og ja, jeg forstår alle ordene nu, og jeg kan synge med på alle teksterne.

I Berlin i sommeren 2016 købte jeg Muttersprache de luxe med flere sange på. Så så jeg koncertplakaten … Dét gad jeg godt, men det virkede komplet urealistisk at tage til koncert i Tyskland. Så jeg var bare glad for min Muttersprache de luxe CD.

DSC_0869.jpgJeg burde måske have luret, at min mand havde læst mine tanker, men jeg havde aldrig troet, at nogen kunne finde på at gøre det for mig, som han gjorde: I sommeren 2016, da jeg stod på et gadehjørne og så drømmende på koncertplakaten, besluttede han sig for i al hemmelighed at skaffe billetter og hotelophold til hendes koncert i Berlin i marts 8 måneder senere. Jeg har fået rigtig mange fantastiske gaver i mit liv, men det her er den største og mest personlige gave, nogen nogensinde har givet mig.

Jeg er klar over, at Sarah Connor fanklubben i Danmark nok ikke tæller mange andre end mig. Jeg kan jo godt mærke, at mine venner bliver fjerne i blikket, når jeg begejstret deler min oplevelse med tysk musik, men jeg er ligeglad. For jeg er begejstret! I en alder af 45 har jeg fået et nyt idol, og jeg synes, at det er fantastisk at være rørt og begejstret over musik på denne måde. Igen.

Flashback

Min mand viste mig dette blogindlæg her til aften. Det ramte ham hårdt, og lidt efter ramte det også mig hårdt. Det er på en måde som at læse vores historie, og så alligevel på en helt anden måde.

Vi er jo kommet videre nu, vi har lagt fejldiagnosen bag os, men når jeg nu læser Dittes historie om hendes søn, Vitus, der fik konstateret autisme i 2014 – og nu viser det sig så, at der ikke er noget, ja, så kommer det hele tilbage.

Vi fik også diagnosen på Glostrup, blot et år før – i 2013. Børnepsykiateren fejede alle vores ‘jamen’ og ‘hvis nu’ fuldstændig af banen og lyttede overhovedet ikke til os. For der var ingen tvivl. De havde ret. Det var definitivt, det var sådan det var, I må se at lære at leve med det, for autisme går ikke væk.

De så spøgelser ved højlys dag. Det er hvad de gjorde. De tog fejl. En kæmpestor uhyggelig fed fejl. For der er ingenting. Vores søn er højst lidt umoden viste den anden udredning 2 år senere.

Jeg har også tænkt præcis som Ditte; hvad nu hvis vi havde handlet efter deres anbefalinger og havde taget ham ud af børnehaven. Hvor var han endt henne? Den tanke har jeg det svært med, også i dag. Det er ikke en rar tanke, at vi troede på dem, da de sagde, at der var noget galt med vores søn. Vi stolede på, at de vidste, hvad de talte om.

Jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvor mange børn er blevet taget ud af deres børnehaver og er blevet placeret i specialinstitutioner ved en fejl? Vores børn er nemlig langt fra de eneste. Læs om Gustav her.

Det viste sig at være vores held, at der var fejl og huller i deres første udredning, hvorfor en stor del af den blev skudt ned af PPR ved netværksmødet. Børnepsykiatrisk fremstod ikke som eksperter, og det vakte vores skepsis. Men selvom vi var skeptiske, så føler jeg, at jeg svigtede mit barn ved at tro på hvad de sagde. Men det er nemt og ganske gratis at være bagklog.

Vi er videre nu, fejldiagnosen ligger bag os. Det er forfærdeligt, at de tog sådan fejl, men deres fejl forårsagede også en række gode ting i vores liv; knægten fik et år længere i sin elskede børnehave og er startet i 0. klasse på det helt rigtige tidspunkt. Så på sin vis var der en mening med det.

Tror du (også), at du ved, hvad autisme er?

Vi havde autisme tæt på kroppen i en periode. Vores søn har ikke autisme, men i vores omgangskreds er der mindst 5 med autisme. Også i din. Og i dit barns. Og derfor vil jeg anbefale dig at læse denne artikel ❤️

Inden alt det her, TROEDE jeg, at jeg vidste, hvad autisme er. Jeg var tog fejl. I virkeligheden vidste jeg ikke en skid. Tror du også, at du ved, hvad autisme er? Så prøv engang at tjekke din viden her.

Ved at forsøge at forstå og ved ikke at dømme, så kan du være med til at hjælpe familier, der i forvejen har det hårdt ❤️

Når der sker fejl og børnene betaler

Tidligere har jeg talt om, at jeg ikke turde tænke på perspektiverne af, hvis vi nu ikke havde fået genudredt vores søn for at få fjernet eller bekræftet diagnosen, som de stillede i første omgang. Perspektiverne er skræmmende.

Jeg er klar over, at vi var heldige med at få vores søn udredt en ekstra gang. Der var mistanke om, at der var fejl i diagnose – men at ALT det, de kom frem til første gang var helt forkert, er helt vildt. Hvordan kan man tage så meget fejl?

Her er historien om en dreng, der blev fejldiagnosticeret med ADHD, hvilket har fået kæmpestore konsekvenser for hans liv. Det kunne have kostet ham hans liv, for han prøvede at begå selvmord 3 gange.

Det her er virkelig skræmmende læsning.

Mit bogudsalg

Jeg er ved at rydde op på bogreolen, og jeg har derfor nogle bøger til salg på dba. Måske er du interesseret?

Bøger om autisme

Jeg sælger bl.a. “Autismens små og store stjerner” af Mandi Erlandsen, som jeg aldrig har fået læst, men som andre måske kan få glæde af. Helt ny og med smukke illustrationer.

Jeg sælger også Mads G. Hansens fantastiske bog “Bag facaden“, der giver et indblik i hvordan det er at være dreng med autisme. Jeg har læst den, den er let brugt.

Jeg sælger også “Verdens klogeste dreng” om en mors kamp for sin autistiske søn, af Kristin Barrett.

Bøger om baby & barsel

Bestselleren “Sov igennem uden gråd” har jeg (og mange andre) også til salg.

Den gode barsel” er også billigt til salg.

Lisbeth Fruensgaard “Det er nu eller aldrig! – få mere tid og overskud til familien“. 

Annamette Fuhrmann “Min mor” – bog, du selv udfylder, til din datter. Masser af blanke sider, da jeg aldrig får en datter.

Bøger om spændende rejsemål

Og hvis du vil finde inspiration til hvor i verden din næste rejse skal gå hen, så er Lonely Planets Travel Book sagen. Alle verdens lande er med!

Kogebog

Caroline Flemings kogebog Baronessens sunde fast food, som Caroline har signeret. Den er aldrig brugt.

Træningsbøger

Anna Bogdanovas fantastiske bog Skyhøj Forbrænding. Virkelig anbefalelsesværdig! 

Jeg har også Anne Bechs Fit på 100 dage til salg for en flad 50er. Den har jeg aldrig brugt, blot købt i et svagt øjeblik 🤔

Og der kommer flere bøger til snart  📓📕📗📘📙

En gave med posten

I dag udkommer bogen “Dit sensitive barn – en guide til en bedre hverdag”, som er skrevet af Anne-Mette Sohn Jensen. Anne-Mette blogger på mor til sensitiv, og det er her, jeg ‘kender’ hende fra. Da jeg fik tilbudet om at få bogen tilsendt, blev jeg glad og takkede ja.

Nu tænker du måske; “hvorfor vil du nu læse en bog om særligt sensitive børn, så kort tid efter, at din søn blev ‘frikendt’ for både autisme og adhd? Skal du absolut finde fejl ved ham?” Nej, faktisk ikke. Jeg vil gerne læse bogen for at blive klogere, måske på ham, måske på mig selv. Det er ikke et forsøg på at indplacere min søn i en ny kasse, men en måde at få ny indsigt og ny inspiration.

Jeg opfatter ikke vores søn som værende særlig sensitiv. Men der er måske nogle træk, der trækker i den retning. Jeg opfatter ham ikke som værende mere besværlig end andre, på nogle områder opfatter jeg ham tværtimod som værende lettere end mange af hans jævnaldrende. 

Jeg oplever, at han er følsom, empatisk og fuld af indsigt. Han trøster når nogen græder (også helt fremmede børn), han aflæser lynhurtigt ansigtsudtryk og afkoder stemninger, og han påvirkes kraftigt af uhyggelige billeder og fx Disney film – han skreg, tårerne stod ud af hovedet på han, og han var nærmest på vej ud af biografen, da den lyserøde elefant forsvandt i glemslen i Inderst Inde. Så, ja, han er følsom, men jeg opfatter det udelukkende som en god ting og absolut ikke som noget, der skal problematiseres.

Spørgsmålene han stiller om det store brag, døden, Gud, mormor, tid, krig osv er ofte svære at svare på. Han tænker meget over tingene, og det er de mest vilde detaljer, han husker. Solenodonten fx. Han elsker klare regler, og han tolererer ikke undtagelser – “Sådan er det, mor”. Det er gode egenskaber så klart at kunne skelne mellem ret og vrang. Og jeg opfordrer ham til at tænke og spørge mere.

Han er desuden blevet god til ændringer; som når jeg pludselig vil have ham i bad midt i hans yndlingstegnefilm en tidlig morgen i sidste uge. Han hader at bade, men han gik med i bad under protest – og det blev en god oplevelse. Spontane sociale aktiviteter er han altid frisk på, han spiser meget mere ude end hjemme. Han spørger tit, om vi ikke snart skal på restaurant. Men mad herhjemme … puh, det er op ad bakke.

Han har aldrig protesteret over mærker i tøjet. I en periode var han træt af strømper, men efter jeg købte dem i den rigtige størrelse gik det bedre. Ups 😂

De kaldte ham umoden på børnepsyk, og det er tilpas ukonkret/bredt og dækker derfor udmærket. Han er umoden på nogle områder, hvorfor der nogle gange er brug for, at man ser bort fra hans alder og tænker ham yngre. Han er anderledes på nogle områder end sine jævnaldrende, måske fordi han er umoden, men måske også fordi han er så følsom som han er.

I det store hele ser jeg ikke vores søn som særligt sensitiv. Jeg ser ham som særlig. Derfor tænker jeg, at Anne-Mettes bog er interessant læsning for mig, og jeg er ved at skulle i gang med kapitel 4 nu. Allerede nu kan jeg godt li’ den positive ånd i bogen; det handler ikke om at udskille sensitive børn som særlinge, men at se sensitiviteten som en gave.

Efter vores tur gennem både det psykiatriske og kommunale system er det gået op for mig på den hårde måde, at diagnoser på ingen måde opfattes positivt. Tværtimod så anses man som forældre som potentielle snyltere og ens barn er blot en byrde for samfundet. Alle begrænsningerne og handicaps bliver linet op – men der er ingen, der ser på muligheder og potentiale. Afslag, bum, næste.

Jeg er klar over, at der er himmelvid forskel på mennesker med adhd og/eller autisme – og sensitive børn, for den sags skyld. Der findes ikke 2 ens børn, og måske har de samme diagnose, men den udmønter sig aldrig ens hos to personer. Jeg mener alligevel, at alle rummer potentiale, uanset om det så er i småtingsafdelingen set fra et skrivebord i kommunen. Derfor er jeg glad for, at der findes positive tilgange til anderledes børn.

Og det er måske i virkeligheden dér vi skal hen; i stedet for at prøve at presse alle børn ind i én snæver ‘normal’-kasse, så skal vi se og opleve børn som individer med fællestræk og forskelle – og gøre plads til hinandens følsomhed og særpræg.

Se barnet. Det viser vejen.

Dette indlæg er sponsoreret, da jeg har fået bogen tilsendt. Tankerne ovenfor er mine egne. Her finder du link til bogens hjemmeside.

Klogt sagt om børn

Jeg er langt fra den klogeste mor på kloden, og jeg er nok heller ikke den bedste – men rent faktisk var jeg en dårligere mor, før jeg fik børn. Jeg havde alle mulige (fikse) idéer omkring opdragelse og omkring hvordan børn skulle opdrages dresseres. Ikke ret meget af dét holdt en meter i den virkelige verden.

Vi udvikler os hele tiden som forældre for vores søn, og jeg tænker, at det måske ikke er så kompliceret endda. Ja, jeg bliver også testet, og ja, jeg ryger også i luften som en klokken 12 raket. Men jeg prøver at fastmontere disse simple dogmer på hjernebarken:

Elsk mig mest, når jeg mindst fortjener det, for da behøver jeg det mest (ukendt)

Børn, der skaber sig, larmer, eksploderer, græder, slår, bider, løber væk … de børn har ikke brug for hverken en røvfuld, en skideballe, aflyst fredagsslik eller en tur på hovedet i seng. Prøv med kærlighed. Prøv at gå ned i knæ og se barnet ind i øjnene med en blød afslappet hånd på hans skulder. Dér i hans øjne kan du få et billede af hvad der foregår. Jeg tør næsten vædde med, at du kan se smerten i hans øjne, og så ved du præcis, hvad du skal gøre.

Børn gør det rigtige, hvis de kan (Ross W. Greene)

Hold NU kæft, tænkte jeg, da jeg læste ‘Det Eksplosive Barn’. Er det sandt, så simpelt? Det er ren Kierkegaard; vi voksne lever livet forlæns – men forstår det baglæns. Det propper vi så lige ned over børnene; al den baglæns ‘forståelse’.

Men børn har få forbindelser mellem deres hjerneceller; dvs. meget af den manipulation og de skjulte motiver, vi skyder dem i skoene, er ikke noget, de er i stand til at udføre. I hvert fald ikke på det udspekulerede plan, vi voksne ofte lægger til grund for deres handlinger.

Jeg prøver tit at tænke på, at vores søn er ret enkel, og jeg tror bestemt ikke, at man skal overanalysere hans handlinger. Når han gør noget forkert, er det fordi han ikke evner at tænke sig frem til den rigtige handling i øjeblikket. Det er derfor, at han har voksne omkring sig. Ret smart. Så er det op til mig at tælle til 17.000, når Ming vasen er reduceret til glasskår.

At se med de forkerte briller

Den ene dag havde vi en dreng med nogle ret alvorlige diagnoser. Den næste dag blev det hele slettet. I virkeligheden ændrer det ikke en fis, for vores søn fortsætter med at være sig selv. Han er lige så skøn, skør, let og udfordrende med og uden sine labels.

Men diagnoserne har ændret os. Jeg er blevet en bedre mor af dette. Jeg er blevet klogere på børn, på adfærd, på opdragelse, på sammenhænge .. Jeg er blevet langt mere rummelig og forstående overfor børn, der ikke gør det, vi voksne forventer.

I sin tid blev vi fortalt på ret bombastisk vis, at der IKKE var nogen tvivl. Alle vores indvendinger blev slået i gulvet, da vi fik den første diagnose. De efterlod absolut ingen plads til tvivl. Jeg husker det ikke længere tydeligt, men de talte om at jeg skulle overveje at gå på deltid, de syntes også, at vi skulle overveje en anden institution, altimens de fuldstændig overså min mand, hans deltidsjob og hans fantastiske evner som far.

Det møde var sindssygt hårdt, og det ændrede vores verden som vi kendte den. Det ændrede ikke vores søn, indså vi ret hurtigt. Det var bare papir. Men hvor skulle vi begynde? Hvad skulle vi gøre? Vi fik et nyt livsvilkår at forholde os til det, og det gjorde vi så. Jo før vi indså, hvordan det var fat, jo før ville vores søn komme i trivsel.

Intelligenstesten viste sig hurtigt at være et skævskud, og det banede vejen for endnu en udredning før skolestart. Som tiden gik voksede tvivlen hos os, vores venner, familie, i børnehaven og hos PPR, specielt omkring autismediagnosen.

Jeg tænkte, at viden er magt, så jeg satte mig for at lære ALT om autisme. Jeg prøvede forstå, hvad det er og hvordan det kan udmønte sig. Jeg tænkte, at når jeg vidste mere, så ville jeg måske bedre kunne se min søns autisme. Jeg fandt hurtigt ud af, at ikke 2 med autisme er ens, så jo, jeg blev klogere på autisme, men jeg følte bare ikke rigtig, at jeg blev klogere på min søn, og så voksede tvivlen igen. Jeg kunne ikke genkende triaden.

Med mit kritiske blik mente jeg så med tiden, at jeg måske godt kunne se nogle ADHD-agtige ting i hans adfærd, så jeg tænkte, at det måske nok mere var dét end autisme. Så læste jeg ALT om ADHD, og der var noget, der passede bedre. Men jeg er jo ikke ekspert; jeg er ikke i stand til at vurdere, om det er den ene eller anden diagnose.

Nu ved jeg, at jeg så spøgelser. Jeg prøvede at få vores søn til at passe til en diagnose, som eksperterne stak ud. Jeg prøvede at danne mening og forstå inde i mig selv, hvordan de sagde, at det var fat med ham. Jeg prøvede at danne sammenhæng i vores liv, hvor der ikke var nogen sammenhæng. Jeg tog de forkerte briller på og så på vores søn.

Det har været en forunderlig rejse, der har bragt os til et helt andet sted, end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

—————————————

Læs om vores vej ad ADHD Avenue og læs også her om de tvivl, vi har haft omkring diagnosens validitet. Læs også om vores vej hen ad Autisme Allé, hvor jeg beskriver vores vej fra day zero.

Kolbøtteliv

I går fik vi svar på udredningen af vores knægt, og det var – mildt sagt – et meget overraskende svar. Og så alligevel overhovedet ikke overraskende, hvis vi sådan tænker rigtig godt efter. Alle hans diagnoser blev slettet på et øjeblik. Han er umoden. Den lader vi lige stå et øjeblik.

“Er I sikre?” spurgte vi. Det var de, og de gennemgik metodisk deres udredning, samt hvorfor de ikke mener, at han har nogle af de psykiatriske diagnoser, han fik i første omgang, og de tilbageviste ikke mindst den første intelligenstest, som var helt skæv.

Kort fortalt, så fandt de, at autisme var der helt klart ikke basis for, den blev tilbagevist via deres tests samt deres observation af ham. Mistanken om ADHD blev både afvist af deres tests, samt tilbagevist af de udfordringer, vi og børnehaven angiver. Hans udfordringer er situationsbestemte, de er ikke konsistente hverken over tid eller på tværs af forskellige situationer, og de er ikke udtalte nok.

Han er desuden vokset ud af de fleste af de problematikker, der var fremherskende i 3 års alderen. De vurderer, at han udvikler sig som han skal, han er bare umoden.

Så .. hvad nu? Ingenting. De lukker og slukker sagen. Der er ingen sag. Vi kiggede på hinanden og fattede intet – “er I helt sikre?” …

/Z03.2 obs ved mistanke om psykisk lidelse eller adfærdsmæssig forstyrrelse ej fundet/

De livsvilkår, vi levede med i går, findes ikke i dag. Vi skal se verden på en ny måde. Det er så fantastisk – og det er helt fantastisk mærkeligt og nærmest ubegribeligt. Jeg kan slet ikke beskrive, hvordan det føles indeni. Det er et stort kaos af glæde, vantro, lettelse, forundring, chok, bekymring …

Det tager nok lidt tid at kapere det her. Det er så uventet og pludseligt. Jeg mangler ord ❤

—————————————

Læs om vores vej ad ADHD Avenue og læs også her om de tvivl, vi har haft omkring diagnosens validitet. Læs også om vores vej hen ad Autisme Allé, hvor jeg beskriver vores vej fra day zero.

Venter på brevet

Jeg er godt klar over, at der er gået ren løbemani og medvindsberetninger i bloggen her hos mig. Det er ikke, fordi der ikke er andet, der fylder. Det andet fylder faktisk mest, men løberiet og ferien og det andet gør, at det hele føles normalt og trygt, så jeg lader det med vilje fylde mest.

Men vi venter lige nu på brevet. Brevet med besked om hvor og hvornår vores søn skal genudredes. Det kommer nok i denne uge. Men indtil det kommer er det bare noget, der ligger i fremtiden, og jeg tænker, at jeg vil gøre præcis som Sarlett O’Hara:

 ” I’ll think about it tomorrow. But I must think about it. I must think about it.
What is there to do? What is there that matters?”

Stilhed før stormen

Der er stille her for tiden. Ikke fordi der ikke sker noget, men fordi der sker rigtig meget. Jeg tænker så meget, at mit hovede og mit hjerte nærmest konstant er på overarbejde. Vi har været hjemme fra ferie i blot 4 uger, og det føles som om det er meget længere siden.

Med efteråret er det også snart tid til en ny udredning af vores søn. I den første udredning var der fejlslutninger, unøjagtigheder og uoverensstemmelser bl.a. mellem de forskellige tests, at det blev besluttet at gen-udrede ham før skolestart. Det er så ved at være nu, og processen er så småt sat igang. Det fylder en hel del, og det kom til at fylde en hel del mere, da en af dem, der er med til at vurdere vores søn i en mail skrev ‘som forventet er han ikke alderssvarende’.

Som forventet? Som i, at de er forudindtagede? Der røg mit åbenbart tosse-naive håb om, at denne udredning kommer til at foregå på et objektivt grundlag, hvor han bliver vurderet som han er lige nu – og ikke på hvordan han var tidligere. Det kæmper jeg med at få på plads inde i mit hoved, men nu ved jeg, at vi skal være opmærksomme på, at der ikke ryger for meget ‘som forventet’ og ‘plejer’ ind over udredningen. Det må hans far og jeg så forhindre. Godt, at vi lige blev forberedte på det :-/

At gå til noget

Lige siden vi stod med en lille baby i armene, har vi fået spørgsmålet ‘hvad går han til?’ I starten gik han (og jeg) til babysvømning. Men babyrytmik, babybio, babysalmesang og alt andet startende med baby sprang vi over. Siden har vi fået spørgsmålet mange gange. Og svaret har altid været nej, lige siden vi droppede babysvømningen.

Vi har afholdt os fra at ‘gå til noget’ fordi vi har en dreng, der hidtil har brugt alle sine ressourcer på at gå i børnehave. Hans jævnaldrende går eller har gået til alle mulige forskellige ting; lige fra tennis, ridning, fodbold, hip hop, mgp-dans, håndbold, ballet, svømning og parkour.

Men nu er han blevet 6 år, og han virker som om han har overskud til at gå til noget. Vi vil gerne have, at han oplever et andet fællesskab end børnehaven, hvor han møder ældre børn, samt lærer at indgå i en anden gruppe end børnehaven – og ikke mindst får rørt sig og lærer at lære.

Som barn gik jeg selv til trampolin, og det var superskægt. Det er ikke verdens mest komplicerede sport at komme i gang med; man skal sådan set bare hoppe, og så skal man turde gi’ den gas på en rigtig trampolin, hvor der kan komme væsentlig mere smæk på end på en havetrampolin. Min gamle klub findes stadigvæk, og der er stadig begynderhold om mandagen i samme hal. Så vi tog en prøvetime i mandags på begynderholdet for de 6-15 årige.

Jeg var meget spændt på det, for han fik ikke noget varsel. Overhovedet. Jeg kom hjem fra arbejde, bad ham lægge Ipad’en, forklarede ham kort konceptet, aftalen var ‘vi kigger bare på’ og så kørte vi med det samme, under 15 minutter efter jeg kom ind ad døren.

Da vi kom frem, var der rigtig mange mennesker i hallen, og han fik lidt sceneskræk over, at de skulle varme op. Han ville gerne være med, men turde ikke rigtig, og så så det svært ud. Så han puttede sig ind til mig. Vi sad og så på midt i hallen, og da opvarmningen var slut, stillede de op i kø til trampolinerne, og han smuttede ind i rækken. Derfra så han sig overhovedet ikke tilbage.

Han hoppede, og mens han hoppede kluklo han af begejstring. En prof trampolin giver et solidt afsæt og kan bare noget helt andet end en havetrampolin. Instruktøren var meget tålmodig med ham – han sprang rundt, drejede rundt og lavede tricks, og det er helt klart mod reglerne. Men til sidst forstod han det og blev bedre til at undertrykke ‘hoppe vildt’ impulserne på sin tredje tur.

Vi sad et stykke derfra og blandede os helt udenom. Vi så ham tale med nogle af de store piger i hans gruppe. Han indordnede sig og ventede tålmodigt på sin tur. På 1 time og 15 minutter fik han 3 springture, så der var en hel del ventetid, men han er god til at vente i kø.

På mandag vil han til trampolin igen 🙂

(2. september)

Børnene betaler

I morges tjekkede jeg Facebook, og som noget af det første læste jeg Landsforeningen for Autismes formand Heidi Thamestrups opdatering. Den ramte mig lige i hjertet, så jeg har kopieret den direkte ind her, for jeg synes, at det er vigtigt, at vi som medmennesker får øjnene op for, at vi som samfund ikke passer godt nok på vores alles børn:

_

Dagen i dag startede med en sand mediestorm. Lærernes fagblad Folkeskolen, gjorde trusler mod forældre, til børn med autisme der ikke vil i skole, og uretmæssige tvangsfjernelser til deres TEMA, i bladet der udkom i dag. Og Ekstra Bladet havde også autisme og tvangsanbringelser på forsiden.

Timingen kunne ikke være bedre, for netop idag var jeg inviteret til, at hilse på undervisningsministeren. Ministeren var lydhør, hun indledte mødet med at snakke om inklusion og foran hende lå en kopi af artiklen fra Autismebladet, med resultaterne fra vores forældreundersøgelse ‘Man bliver syg af det’

På mødet i dag fik jeg fortalt ministeren om de ting, jeg har lagt øre til fra medlemmer af Landsforeningen Autisme i juli og august – her vil jeg gerne advare mennesker med hjertet på “det rette sted” mod at læse videre, for det ER hjerteskærende voldsomt…

En mor beretter for mig, at hendes søn var i skole 40 dage i sidste skoleår, grunden til fraværet var alvorlige mavesmerter og panik før skoletid. Det sidste halve år har presset på familien været ekstremt, man har insinueret overfor moren at hun har Münchhausen By Proxy, og holder sønnen hjemme for at få opmærksomhed ved at sygeliggøre sønnen. De sidste måneder før sommerferien turde moren ikke andet end at sende sønnen i skole på trods af, at hun kunne se hvor skidt han havde det, det resulterede i at drengen begyndte at kaste op 3-4 gange på en skoledag. Mor har fået ros af kommunen for at sende drengen i skole (!). Drengen holder sig vågen i timevis hver nat, og siger, at det er fordi han er bange for at vågne op og skulle i skole.

Nogen af jer husker sikkert, at KL inviterede til møde om inklusionen lige før sommerferien. En finesse ved mødet var, at KL gerne ville have organisationerne til at fremlægge gode inklusionssager. Jeg havde ikke nogen gode sager og måtte efterlyse dem på Facebook. En mor skrev til mig at hendes søn havde haft det svært, men at det nu fungerede nogenlunde i skolen. I sommerferien fik jeg mail fra drengens mor, hun skrev at hendes søn havde taget sit eget liv mens de var på badeferie, få uger før skolestart. Det hører med til sagen, at moren gentagne gange havde bedt kommunen om hjælp til at få drengen i bedre trivsel..

  • En 8 årig dreng er inkluderet i et skab i et klasseværelse…
  • En 7 årig dreng sidder under bordet med en finger i hvert øre sidste halvdel af skoledagen – hver dag.
  • En 10 årig pige er begyndt at tisse i bukserne.
  • En 6 årig dreng, skolestarter, er få uger inde i det nye skoleår holdt op med at spise – han siger, at hans hals ikke virker…

Jeg syntes det er systemisk svigt og kommunalt omsorgssvigt og…
Link til en samling af dagens avisoverskrifter om uretmæssig tvang og trusler.

Det er hård læsning. Det rammer mig lige i hjertet, særligt med den lille dreng, der vælger at tage sit eget liv .. Det går så hårdt ud over børnene; systemet, den manglende omtanke, den manglende viden, de ‘manglende’ penge.. Jeg bliver bange for de her børns vegne, og jeg bliver bange på min egen søns vegne.

Børnene er vores fremtid og håb. Alle børn, også de børn med særheder og handicaps – og de flygtende børn, som vi bare overhovedet ikke evner at passe på, men som omkommer på vejen mod et liv uden krig om ørerne.

I believe the children are our future
Teach them well and let them lead the way
Show them all the beauty they possess inside
Give them a sense of pride to make it easier
Let the children’s laughter remind us how we used to be

Kysser Berlin farvel

Da vi havde handlet diverse ting til morgenmad og madpakker til næste uge, gik vi ned til Yoli og købte os en overdådig yoghurtis med ubegrænset toppings. Derefter tog knægten og jeg undergrunden til Rosenthaler Platz og gik i Volkspark am Weinberg for at plaske i soppebassinet.

Jeg sad med fødderne i bassinet og så ham løbe rundt og plaske. Han fandt hurtigt sammen med en dreng, der var et par år yngre. De forstod ikke helt hinanden, men løb og legede sammen. De sprøjtede på hinanden, løb efter hinanden og skraldgrinede.

Jeg faldt i snak med drengens forældre, som bor i Bruxelles; faren er svensk, mens moren er belgisk. De var lige kommet, skal være i Berlin i en uge og spurgte efter et par  gode tips. Jeg har efterhånden et del tips i ærmet, så jeg foreslog dem at se filmen ved Reichtagsufer klokken 21ish, samt spise på Madami og YumchaHeroes. De havde allerede været på Barcomi’s og spise brunch.

Efter en times tid i det kolde vand frøs knægten så han rystede og havde blå læber, så jeg tørrede ham, og han hoppede i tøjet, og så gik vi op på legepladsen og gav den gas. Da vi løb tør for gas, gik vi ned på Weinbergsweg og tog sporvognen, for det ville knægten helst. Han elsker sporvogne. Vi købte lidt slik og en pose Bien Maja Chips.

Vi gik hjem ad Alte Schönhauser Allée, og vi mærkede 3-4 bittesmå regndråber på armen. Mere blev det ikke til. I dag er den 6. dag i træk, at det tyske svar på DMI har udsendt en advarsel om ekstrem hede.

Her til aften spiste vi Laksa hos Asian Gourmet ved Alex – det var superlækkert. Vi gik i Galeria Kaufhof og kiggede i deres gourmet afdeling. Jeg fandt en pakke med ægte schweizisk Familia Bircher Müsli i en fin retropakke. En bid af Berlin zum mit nehmen. Vi gad ikke rigtig at gå hjem og pakke, men vi får travlt i morgen tidlig, for vi skal gøre rent, spise morgenmad, hente/pakke bilen og ikke for sent afsted til Danmark.

Suk … men nu har vi da kysset Berlin farvel – eller på gensyn 🙂