“Det tager bare en uges tid” .. Jeg havde fået den “gode” idé, at det ville være dejligt at kunne lægge NC til at sove ved blot at hygge om ham, synge en vuggesang, sige “godnat, skat” og så gå fra ham. Som det er nu, ammer jeg ham til han næsten sover. Indimellem kan det tage sin tid og være noget af en udfordring. Det gør, at lægge-tjansen hænger på mig, da jeg bærer babserne. Det er lidt usmidigt.

Så jeg har forhørt mig hos forskellige forældre, der ikke synes at have det problem. Jeg skal simpelthen bare springe ud i det; lave putteritualet om dvs. amme ham, men ikke til han næsten sover. I stedet lægge ham, mens han er mere vågen. Fra flere sider har jeg hørt, at det tager “bare” en uges tid med uro, så er det nye putteritual på plads.

Så det prøvede jeg her til aften. Og lad os bare være ærlige; jeg har ikke hjertet til det. Jeg kan ikke lade ham ligge i sengen og græde. Jeg var inde hos ham flere gange, fordi han græd så hjerteskærende. Han stod op og græd i sengen og rakte sine små hænder ud efter mig. Jeg lagde ham tålmodigt ned igen og igen, han klamrede sig til mig, jeg prøvede at trøste ham, jeg aede ham – men jeg tog ham ikke op. Han græd utrøsteligt videre, og før jeg var nået en meter væk fra sengen, stod han igen op og skreg.

Så det endte med, at jeg tog ham op og sad med ham. Jeg trøstede ham, og jeg gav ham bryst, til han var faldet til ro og næsten var faldet i søvn. Han så tryg og rolig ud igen, og jeg ved, at det er sådan, at jeg vil have, at han skal falde i søvn. Jeg lagde ham i seng og trak dynen op om ham.

Det er meget muligt, at han løber om hjørner med mig. Det er meget muligt, at han har regnet ud, at der er gevinst hver gang, når han græder og skriger. Men muligvis er han ikke så udspekuleret og er bare rigtig ked af det og forvirret over, at jeg pludselig efterlader ham vågen i sengen, når han plejer at slumre næsten ind trygt med næsen blødt gemt ved brystet. Måske er han bare rigtig glad og tilfreds med vores putteritual, som det er nu.

Jeg er blevet udstyret med magt til at ændre det putteritual, som han holder så meget af. Men måske skal jeg slet ikke ændre det, når det nu virker, og han er så tryg ved det. Hans verden er foranderlig nok i forvejen, og så må det da være trygt og rart for ham at vide, at uanset hvad der sker, så kan han se frem til at falde næsten helt i søvn ved sin mors bryst hver aften.

Så kan det jo godt være, at indimellem skal Allan prøve at putte NC og lave sit særlige “far-putter-NC”-ritual, måske med genkendelige elementer fra vores putteritual; for eksempel de samme sange. Det er klart, at Allan ikke kan lægge babser til, men så kan han tilbyde lidt vand og ellers holde NC i sine arme, til han næsten sover. Det tror jeg ikke er noget problem, for NC har jo aldrig associeret modermælk med Allan, så han vil ikke savne det, når det er Allan, der putter ham.

Så det er meget muligt, at det kun tager en uges tid med skrig og skrål, men det bliver ikke her. Jeg går ikke ind for at efterlade lille NC utrøstelig i sengen. En dag ophører amningen, og så vil det være naturligt, at ritualet ændrer sig. Men indtil videre ændrer jeg ingenting. Putningen tager den tid, putningen tager.