Jeg sad lidt og surfede på nettet og faldt over nedenstående “gode” råd om at ændre putteritualet på http://www.navlestreng.dk, og jeg blev altså helt ked af at læse om den metode, de anbefaler. Jeg er stærkt uenig i, at det er en god metode – men skal også være ærlig og sige, at jeg ikke har en lige så enkel alternativ metode at ty til.

Når sovevaner skal ændres
Når nye ritualer skal indføres, skal man være forberedt på at skulle rumme en masse gråd og protest fra barnets side, samtidig med, at man skal være konsekvent i sin handling. Derfor er det godt at være to om det, så man kan støtte hinanden, når det bliver svært.
Start med at gennemføre det nye ritual, put barnet godt i sengen, og forlad derefter værelset, uanset om barnet protesterer.

Nu kommer det svære tidspunkt, hvor man skal rumme barnets gråd, uden at gå ind og trøste det. Barnet skal have fred i 15-20 minutter, før man atter kan gå derind. Græder barnet stadig, skal man trøste det, så godt det kan lade sig gøre og gentage den del af putteritualet, hvor barnet ligger i sin seng, og derefter skal man atter forlade rummet.

Dette gentages med 20 minutters mellemrum, indtil barnet falder i søvn. Tag ikke barnet op af sengen, da dette vil få barnet til at tro, at det alligevel ikke behøver at sove, og bevar mørket i værelset som tegn på, at det er nat. Den første aften er altid den værste, når man laver ritualer om, men lykkes det at være konsekvent, vil barnets protester aftage allerede tredje og fjerde aften.

Jeg har tidligere brugt Elisabeth Pantleys “No-Cry Sleep Solution”, da NC ikke ville sove mere end 1 time ad gangen – og det virkede. Jeg fik forlænget hans soveperioder markant. Men det er jo ikke en helt så enkel metode som denne, som ikke kræver andet end vat i ørerne, is i maven og en stiv whisky til moren med den sorteste samvittighed, når hun lader barnet græde og græde uden at trøste det.

Elisabeth Pantleys metode kræver lidt mere vide og indsigt, samt kræver tid til at læse, samt analysere søvnproblemet. Jeg har ikke lige haft overskuddet til at læse, analysere samt udvælge en metode i bogen, men jeg kan godt se, at jeg bliver nødt til at finde tiden og overskuddet til det, hvis jeg vil ændre på NCs putteritual, for de lette (?) og hurtige løsninger, jeg kan finde på nettet, er ikke noget, jeg vil udsætte NC for.

Tilbage til det “gode råd”: I følge navlestreng.dk skal man “rumme barnets gråd, uden at gå ind og trøste det”. Man skal lade barnet græde i 15-20 minutter (!!). Først derefter skal man trøste det “så godt man nu kan” uden at tage barnet op af sengen. Til gengæld er den første aften den værste – men “allerede” på 3. og 4. dagen vil protesterne aftage.

Jeg kan godt forstå, at protesterne dør hen på 3. – 4. dagen, for så har barnet lært, at der ikke længere kommer nogen og tager sig af det, når det kalder. Når forældrene ignorerer barnet, resignerer barnet og opgiver at kalde mere, mens mor og far får fred i stuen. Så har barnet lært, at far og mor ikke er der, når det har behov for dem. Det er ikke det, Nicholas Carl skal lære. Han skal vide, at vi altid kommer, når han kalder. Selv når vi er dødhamrende irriterede over at skulle op af sofaen for 117. gang. Det er vel det, der kaldes at være forældre.

“I grunden er det helt basalt. Når man reagerer på sit barns gråd, så det føler sig forstået og hørt, så får barnet en tillid til forældrene om at blive lyttet til og lærer at de voksne er der for at hjælpe. Når barnet holder op med at græde og smiler til forældrene, der kommer og trøster, så er det for at vise forældrene, at de har forstået, hvad det er barnet har behov for, nemlig at blive taget op og holdt om. Barnet føler sig tryg og glad, fordi forældrene har reageret på dets behov” (frit efter: Helen Lyng Hansen, www. netsundhedsplejerske.dk)

Helen Lyng Hansen anbefaler også Elisabeth Pantleys metode, og her er hvad hun svarer en mor til en 6 måneder gammel pige, som ligesom NC bliver ammet i søvn:

Jeg kan se ud af dit brev, at din bekymring går på, at hun bliver ammet i søvn, og du synes dette er en uskik. Det er det naturligvis også på længere sigt, men i en alder af 6 mdr… hmm. For mig at se er der ikke noget i vejen for, at du lægger dig med hende i soveværelset, ruller gardinerne for og dæmper lyset og så ammer hende der. Hvis der på den måde kan komme ro over feltet på 15 minutter i stedet for 60 minutter, så er det måske værd at foretrække… men vi er jo forskellige.

For at lære din datter at undvære brystet, så kan du stille og roligt trække vorten ud af munden på hende, når hun har suttet lidt. I begyndelsen vil hun nok protestere, men så giver du hende brystet igen, samt en hånd at holde i. Stille og roligt kan du vænne hende til ikke at behøve brystet, men kan nøjes med at holde i hånd. Jeg ved godt, at det lyder så simpelt, men det tager naturligvis tid og kræver tålmodighed.

Det beskriver den metode, jeg vil anvende. Vores putteritual vil jeg som sådan ikke ændre noget ved. Og nej, jeg vil ikke lade ham skrige. Ikke på vilkår.