Nu skriger han igen som besat. Jeg har prøvet at få ham til at sove siden 19:15; har ammet ham, sunget, snakket … det sædvanlige putteritual. Men nu er jeg helt radbrækket af at sidde og bokse med ham på sengekanten. Han vælter rundt på skødet af mig. Nægter at tage sin sut. Bider, slår og sparker. River mig i ansigtet.

Nu har jeg lagt ham i hans seng, har prøvet at sidde og snakke ham til ro, uden virkning. Og nu sidder jeg her og lytter til hans skrigeri for 117. gang i dag. Han står op i sengen og skriger for fuld udblæsning.

Gik lige derind for at markere, at han altså ikke er blevet forladt. Det virkede ikke ligefrem beroligende. Sagde god nat og lagde ham ned med sutten i munden og dynen omkring sig. Før jeg nåede ud af døren stod han op og skreg – og sutten lå på gulvet igen.

Klokken er 20:30. Det er helt igennem rædselsfuldt. Allan er i læsegruppe, og jeg havde set frem til at sidde lidt i sofaen med en kop the og se CSI NY. Men næ nej … hvorfor skulle det lykkes at se fjerner i dag, når det heller aldrig lykkes de andre aftener?

Der er blevet længere mellem skrigeturene derinde fra. Måske er han ved at falde i søvn? Mon han var glad, da han faldt i søvn? Det skal jeg nok ikke spørge om – og ej heller tænke for længe over. Han lød ikke som hverken et glad eller tilfreds barn. Tværtimod. Han er stille nu. Tror han sover. Så er det mor-tid … Klokken er 20:45 og jeg er helt kvæstet. Burde gå i seng med det samme, men jeg nægter at kapitulere.

Yes. Han sover. Han sad op og sov. Han var faldet forover, så hans ansigt lå på hans fødder. Jeg samlede ham lige så stille op. Hans kinder var våde af tårer. Jeg holdt ham tæt ganske kort, til hans vejrtrækning igen var regelmæssig, og så puttede jeg ham under dynen. Nu håber jeg, at han kan sove roligt som en glad lille dreng.