Jeg kunne bare ikke falde i søvn i nat. Lå der i stadiet mellem halvsovende halvvågen og tænkte/drømte de mest uhyggelige ting om operationen på tirsdag. Da NC vågnede første gang klokken halv et havde jeg endnu ikke lukket et øje. Kort efter fik han atter ondt for tænder og blev ked af det og kunne ikke sove.

Jeg tog ham over i min seng, hvor han faldt i en meget urolig søvn – og holdt mig vågen, fordi han tumlede rundt. Ved 5 tiden blev han lysvågen og rigtig ked af det. Han var meget generet af tænder (?) – ihvertfald bed han i mine fingre, næse, sine egne fingre og sutten. Han rev og flåede i min næse, læber, hår og kinder. Jeg prøvede efter bedste evne at trøste ham. Til sidst faldt han i søvn – og kort efter faldt jeg i søvn.

Drømmene, jeg drømte, var ikke rare, og jeg ville faktisk have foretrukket at være vågen frem for at drømme den slags drømme. Jeg drømte, at jeg ikke kunne beskytte Nicholas Carl mod et fly, der styrtede ned over os. Jeg kastede mig ned over ham, da den bus, vi kørte i, blev beskudt – men jeg kunne ikke beskytte ham.

Det var så livagtigt og grusomt, at jeg kan se scenerne for mit indre blik stadigvæk og følelsen af sort sort sorg og angst sidder stadig i mig.